Orange topper brunt

Havtornene lå i fryseposen, vægten angivet med hurtig sprittusch.
Skitserne tegnet, evalueret og forfinet.
Silikoneformen, udstikkeren og bagepapiret med det påtegnede grid til at skære efter var alt sammen klar.

05_05_2013_kagensdag_5Alle disse remedier skulle føre mig tilbage på førstepladsen i den årlige kagekonkurrence. En konkurrence for en lille skare af venner, kollegaer og familie der mødes en gang om året og dyster ud i tre kategorier om hvem der har lavet årets kager.
To gange har jeg vundet – første gang med en chokoladefondant. Jeg var i New York på et konditori hvor jeg i køen stod og kiggede på kagemontren. Her stod der en underlig lille brun sag som så ret undselig ud.

05_05_2013_kagensdag_2Der stod ikke noget navn derved. Jeg fik anvist en plads og et kort over herlighederne. Der stod et navn der straks fængede mine øjne: Chocolate volcano. Den bestilte jeg og da den kom, var det den lille brune fætter jeg lige havde kigget på. Den varme chokolade væltede ud fra den indre og var et omgående hit.
Så ganske naturligt stillede jeg op med den. Tre gennembagninger så sad den i skabet og var klar til konkurrencen som den så sejrede i.

05_05_2013_kagensdag_3Så var der citronmånen der aldrig rigtig kom op over horisonten på trods af alle mulige gode intentioner og et skarpt design af en talentfuld grafiskdesigner.

05_05_2013_kagensdag_4Jeg kom tilbage i vindende form med en kage jeg døbte cikanter – chokoladeovertrukken citron-safranfromage på mandelbund. Den tog kegler hele vejen rundt.
Sidste år ville jeg undersøge hvorfor macaroons var det hotte og gav mit bud med en chokolade macaroon med en chokolade-havtornganache. De smagte fint, men macaroons er bare ikke rigtig mig så fair nok at sejren ikke kom i hus.

05_05_2013_kagensdag_1I år var det så på tide at vinde igen – mente jeg selv. Et fint forarbejde blev gjort og mange tanker tænkt før havtornchok’et blev bragt til live.
En browniebund med havtornsorbet på toppen. Det ser virkelig godt ud og er på ingen måde raketvidenskab. Men vandt det gjorde den ikke – i jubilæums kategorien var det i stedt min bror der med en hindbærmouse, citronfromage på chokolade cookie bund tog sejren.
Næste år!

Opskriften er et sammensurium af sorbetopskriften fra forudgående indlæg og så Meyers brownie som kan ses her
Når den er bagt udstikkes den – vær opmærksom på at sorbeten er støbt i en silikoneform og udstikkeren jeg brugte havde en diameter der var samme størrelse som silikoneformens. Man kan lege lidt med at gøre bundende en smule bredere og dermed få lidt mere facon på sagerne.

Stive stænger og bitre bær

Tiden forsvinder som ørkensand mellem fingrene når man har mere end rigeligt at se til.
Det gode er at jeg ikke har ladet alt stå til for at haste rundt. Der har været tid til at lave et par vellykkede madprojekter og en god sommerferie.
Og jeg har glædet mig til at dele dette projekt med dig.

chokoladesorbet_spist

Resterne oven på første smagning af chokoladesorbeten – heldigvis var der stadig to bøtter tilbage da jeg i ren begejstring var gået amok og lavet en kæmpe portion

En fødselsdag stod for døren og jeg havde for længst låst mig fast på at der skulle laves sorbet. Ikke bare en enkelt en af slagsen, men i hvert fald et par stykker. Havtorn sorbet’en var selvskreven – den lavede jeg første gang sidste år og det var en stor succes – jeg syntes dog den stod lidt for alene og godt kunne bruge noget modspil. Og det modspil måtte gerne være chokolade. Så dermed var de første to kolde valg truffet.
Ude i mine forældres have myldrede det med sprøde røde rabarber og et besøg hos Ismejeriet på Amager samt en gratis smagsprøve fra Jakob & Jacob gjorde udslaget med at jeg måtte give mig i kast med netop denne råvare.

bille firben skovmaerke

Dyrelivet var rigt repræsenteret på sanketuren i form af en mængde sort-blå biller og et enkelt døsigt firben. Skovmærke var også i fuldt flor og tog senere turen ned i en jordbærkoldskål

En fyr der stille og roligt er ved at få prædikatet ven gemte på den sidste sorbet kendte et sted hvor skovsyren står tæt som et stort ryatæppe og bare venter på gode ideer.
Jeg kendte intet til skovsyre og det var en åbenbaring at smage disse små kløverlignende planter.

skovsyre

Skovsyre set gennem en mobillinse – men det giver da en idé om hvilken disciplin vi er ude i her.

Den måde hvorpå de startede med en let græsagtig smag for så at åbne op for en næsten bolsjeagtig oplevelse (som at bryde igennem det hårde bolsje og nå ind til det bløde indre).
Og mens vi gik på den solskinspottede skovsti og smagte på friske grannåleskud snakkede han om potentialet i denne lille fætter og jeg var hooked.

09_02_2013_sorbeterne_1

Så holdlisten lød på:
Rabarbersorbet, havtornsorbet, chokoladesorbet og skovsyreflødeis

Rabarbersorbeten:

Rabarberne vokser godt rundt omkring i folks haver og et enkelt bed plejer at kunne holde mere end en familie kørende på de røde stænger. Jeg gik som skrevet på jagt i mine forældres have og valgte de tyndeste stængler – de store bliver mere træede i det og smagen er ikke så elegant som de tynde.
Grundopskriften jeg bruger hedder:

110 g. bær
80 g. vand
60 g. flormelis el. rørsukker
¼ citron

¼ æggehvider

Bær, vand, sukker og citron koges op hvorefter herligheden blende, sies og stilles koldt.
Når det er koldt kommes det i ismaskinen og køres ca. 5 min.
Pisk ca. et kvart bæger æggehvider stive kom dem i isen og kør isen færdig.
Den skal være grødet i det.

Husk at smage lagen til inden du tager den af varmen – bær/rabarber kan variere meget i sødmen og
da sorbeten jo er kold skal smagen når man koger det være ret kraftig da frysningen lægger en dæmper på tingene.

Til rabarbersorbeten vaskede jeg stænglerne godt og grundigt – inklusive de lyserøde fødder. Derefter skar jeg dem i tynde skiver og fulgte førnævnte opskrift.

Med havtornsorbeten er historien lidt mere kompleks. Havtorn kan høstes fra september (de er dog sødere hvis man venter til efter den første frost) og de giver ikke lige slip på grenene – det er noget med at de ikke har det enzym der når bærret er modent lader det slippe og falde ned på jorden. Så klip grenene med havtornene af, kom dem i fryseposer og frys dem ned. Når de er frosne kan man ryste posen og bærrene hopper af – i stedet kan man også tage en saks og klippe bærrene af en efter en. Det tager tid men du slipper for at skulle sortere blade, torne og kviste fra. Bærrene holder sig fint i fryseren.
Når man blender lagen skal man være lidt forsigtig og nøjes med at pulsere blenderen. Det skyldes de store sorte kerner inde i havtornbærrene indeholder tannin som er ret surt. Og det vil man ikke have blendet med ud i herligheden.

Christian Puglesi påpejer desuden i Politiken at havtorn kan reagere negativt på at blive varmet op og blive en flad og sur oplevelse.
Da jeg lavede havtorn sorbet sidste år var den fantastisk, men i år blev den ligesom hr. Puglesi advarede om. Jeg forsømte også at smagen lagen til så det har nok også lidt at sige. Men jeg forsikre dig om at rammer du den rigtigt er det virkelig en smagsrig oplevelse.

Jeg vil anbefale at lave sorbeten senest dagen før den skal serveres så den har tid til at fryse ordentlig.

Chokoladesorbeten krævede en anden tilgang da det er noget ganske andet end stive stænger og bitre bær.
Man skal være lidt tålmodig for at få vand og chokolade til at gå op i en højere enhed.

300 g mørk chokolade
4½ dl vand
200 g sukker

Chokoladen hakkes og sættes over et vandbad – hold 1/3 del tilbage.
I mens bringes sukker og vand i kog – det skal koge i 2-3 minutter.
Når chokoladen er smeltet tages den af vandbadet og den sidste 1/3 del kommes ned i – rør rundt til det hele er smeltet.
Pisk nu den kogende sukkerlage ned i chokoladen lidt af gangen. Du kan tydeligt se når chokoladen er klar til at få tilsat mere sukkerlage.
Så er det bare at lade massen køle af og dernæst køres igennem på ismaskinen. Man kan også godt klare sig uden ismaskine, men så skal man med jævne mellemrum røre massen igennem så man undgår de kedlige iskrystaller.
Denne sorbet er intens som en chokolademousse, men den smelter ret hurtigt.

Skovsyreis:

Sidste is er ikke en sorbet – dertil måtte jeg kaste håndklædet i ringen.
Jeg samlede 400 g skovsyre og det tog mig timer. Til en sorbet skulle der bruges 500 gr pr. 2.5 dl vand – det betød at jeg skulle samle over et kg til at lave den ønskede mængde. Det kunne jeg godt se at min tid ikke rakte til. Så i stedet kastede jeg mig over en fuldfed fløde is:

5 dl sødmælk
5 dl fløde
200 g sukker
10 æggeblommer
2 knivspidser salt
400 g skovsyre

Kog mælk, fløde og sukker op.
Pisk æggeblommer og salt sammen og så pisker du stille og roligt den varme flødemasse i.
Køl massen ned og blend så skovsyren ind i massen.
Passer den igennem en sigte og kør herligheden på ismaskinen.

Dette er isen der tog absolut flest kegler! Den får en lys pistaciegrøn farve og en yderst elegant og raffineret smag.

Se om ikke du kan fange en varm september dag og server så en god sorbet for dig selv og gerne nogle du holder af. God fornøjelse

Jeg har lavet “damer”

Pausefiskene forstenede lidt efter lidt i deres digitale form. Råddenskaben hang som en tung fugtig luft hen over nr32’s papayaorange accenter.
Stilheden har været larmende.

På den anden side af skærmen – her hvor jeg sidder faldt først den ene computer og så den anden computer fra. Den ene overophedede en dag og den anden orkede bare ikke mere og lukkede ned for sidste gang.
En hurtigt handel og en ny computer blev bestilt, men for hver dag der går rykkes datoen for dens komme. Den pensionerede computer fra en svunden tid blev hevet ud af støvets land, spændt for et 220 volts vogn og så er der blevet råbt hyp hyp et utal af gange.
Nu kryber den af sted mens skærmen stille og roligt stivner i et hastigt marcherende indtog af vertikalt stribet rigor mortis.
Jeg har rykket i snoren og der er blevet rykket videre i andre snore – jeg satser derfor på snart at være oppe at i fart igen.

07_11_2013_kokedamer_06

Ohh at være en levende grøn bold hængende i den tynde luft med et mynte hjerte.
Park life kaldte de dagen – park museerne i København. De inviterede gud og hvermand og så dukkede jeg selvfølgelig op.

I bragende solskin og under en høj blå himmel knasede mine mønsterløse cykeldæk hen over grusstierne i Kongens have. I den fjerneste ende stod en lille flok mennesker omkring en blå-hvid stribet havepavillon.
Et par borde var stillet op og flød allerede med jord, skåle, snor, sakse, vand, mos og blomster.
Målet for hver enkelt deltager var at skabe en kokedame – oversat fra japansk til dansk bliver det til en mosbold.
Guiden fra botanisk have smilte et bredt smil mens hendes jordfyldte fingre kyndigt viste vej til målet.
En sidste mynte der havde stået for længe i for lille en potte hang med bladene. Potentialet var klar til stede i den lille fyr så jeg snuppede den og gik til værks.

07_11_2013_kokedamer_01Skålen i børstet metal blev foret med mos – den grønne side vendte ud mod skålens vægge.

07_11_2013_kokedamer_0207_11_2013_kokedamer_03En håndfuld jord eller to blev drysset ud over og så blev mynten sat ned i midten af det hele.

07_11_2013_kokedamer_04Forsigtigt foldede jeg mosset op omkring mynten så mosset til sidst omgav hele roden og kun lod stænglerne stikke ud.

07_11_2013_kokedamer_05For nemhedens skyld var det garn der blev brugt, men kinesertråd vil være mindre synligt og lidt sværere at have med at gøre.
Som et anløben garnnøgle viklede jeg så bomuldsgarnet rundt og rundt til mosset sad tæt og fast om mynten.
Så plumpede jeg hele baduljen ned i en balje med vand og lod kokedame’en suge alt det til sig den kunne på 10 minutter. Derefter hang jeg den op, hvor den snurrede rundt og rundt til den til sidst fandt sit leje og kun lod vindens blide puf rokke den fra side til side.
Så er der blot tilbage og nyde synet, smagen af mynten i teen og ofte lade kuglen tage et 10 minutters bad i baljen.
Hænger man den indenfor skal man lige lade den dryppe godt af inden den hænges på plads igen.
God fornøjelse med din kokedame.

07_11_2013_kokedamer_06

Ud under det svimlende blå ocean

05_15_2013_undervandet_1Støvet er faldet trindt i den sidste stund på denne blog. Alt imens har jeg siddet med hovedet nede i teori bogen og gennemgået ord som carbon monooxid, trykfaldssyge, kontrolleret opstigning og masketømning.
Jeg er nemlig i fuld sving med at tage et dykkercertifikat og hvor det i sidste uge var teorien der sugede tid ud af dagen er det i denne uge det praktiske.
Så jeg har lettere boblende befundet mig på bunden af en svømmehal (først skulle synkronsvømmepigerne lige have lov til at dreje et par gange rundt om sig selv før bassinet blev klart).
Nu skal jeg så ud under de vilde våger iført 10 mm isolering, sko, hætte, vanter og tynget ned af 12 kilo bly + det løse. Jeg glæder mig bravt.
Jeg har valgt at sætte nogle pausefisk på indtil jeg igen er ovenpå igen.
Fiskene er ganske vidst fra sydligere havstrømme end ude i Øresund – det er nemlig en lille samling af de fisk jeg så på mine besøg på Seychellerne.

05_15_2013_undervandet_2

05_15_2013_undervandet_3

05_15_2013_undervandet_4

05_15_2013_undervandet_5

05_15_2013_undervandet_6

05_15_2013_undervandet_7

05_15_2013_undervandet_8

05_15_2013_undervandet_9

05_15_2013_undervandet_10

Smag på hørelsen

Krydderierne gemmer sig ikke kun bag mærkaterne kardemomme, sukker og salt.
Der er nemlig de krydderier der sætter fut i hverdagen og for mig er at af dem musik.
Der hændte engang noget for mig det var på en blog jeg tit havde besøgt.
Hits in the car er navnet – her blogger bloggeren om musik og om hans langsommelige men meget smertefulde druknedød i indbakkens alt overskyggende indhold af middelmådig musik.
Men når man ser bort fra disse opstød kan man være heldig at gøre et fund der gør noget ved tilværelsen.

Jeg fandt Entakt.

Som man som læser på blog nr. 32 nok hurtigt finder ud af kan jeg godt lide at smage på ordene og ikke altid vælge de gængse konstellationer.
Jeg holder af tekster der kan noget, hvor tekstmageren bag har foldet sine ordblomster ud af det hvide papir og skudt dem af med trekroners kanoner.
Det får billeder, fortællinger og spørgsmål til at strømme ud fra øverst oppe.
Så på min øjeblikkelige piedestals mørkerøde velourpude står dette band. De har om noget været en kæmpe inspiration når ord skulle indfanges for at sættes på snorlige meningsfyldte rækker.
Manden bag Entakts ord hedder Jonas Villumsen.

Første sang der mødte mig befandt sig oppe i tagrenden på det gamle lyseslukkeri for enden af Godthåbsvej og hed “Kunsten at slippe taget”.
Teksten var underfundig og perspektivet blev drejet godt rundt.
Musikken gik lystigt og stemmen lys og underlagt stor kontrol. Stille og roligt foldede bandets katalog sig op for mig og lige mens træerne voksede ind i himlen kom en klima forandring der skubbede dem de sidste tre alen til skafottet og en retur ned i den sorte jord. Bandet gik itu. Sidste gange jeg så dem var en doven dag på bryggen liggende på græsplænen mens bandet blæste tonerne ud over mig, de andre og vandets små-toppede blå.

Inden de sidste krampetrækninger blev offentligt kendt var erosionen begyndt i form af forsangerens soloprojekt om grønlandske kastevinde såkaldte Piteraq’er og 20 blå celcius.
Et soloprojekt som stille er ved at tage en ordentligt form og finde den selvsikkerhed der skal til at stå med egnet navn på plakaten.

Indtil nu er der ikke mange sange der er undsluppet til internettets spraglede lytteplads. Eneste to der mig bekendt står derude er “Dags dato” der fik lidt gang i Det elektriske barometer på P3 i et par uger og så “Momentum”.
Mere er dog på vej til at springe op og ud.

04_24_2013_hveder_2En sætliste glemt på et bord, i en bar i Roskilde sladrer om de titler sangene gemmer sig bag.

Og jager man rundt derude i jagt på hvor sangene dukker op så sker ting som dette:

”Disse numre er stoppet til randen med linier der ligger lige til mit højre ben og mit venstre hjerte.”
Måske sangen allerede i 2010 lå tekstklar og ventede i den fede humus (jordtype) på et frugtbart øjeblik eller måske opstod den netop i den kærlighedserklæring til Carsten Valentin på Bandbase kl 10:25 den 3. juli 2010.
Jonas Villumsen ved det – jeg leger blot lidt med fantasien.

Giv dem og ham et lyt og gerne flere.

Lidt nøgler til Entakt teksterne findes her
Og du kan høre en stribe af Entakt’er her

Og mens du står og står kan du så med taktslag slå dejen sammen til denne specifikke spise:

04_24_2013_hveder_1Hveder – 20 stk

10 g kardemommekapsler

2 dl hvedekerner
2 dl vand

5 dl koldt vand
20 g gær
2 æg
15 g salt
25 g rørsukker
ca. 1 kg hvedemel (erstat gerne noget med fuldkorns hvedemel start med 200 g så kan du komme mere eller mindre i næste gang du laver dem)
25 g blødt smør

Rist kardemommekapslerne på en varm pande til de begynder at hoppe herefter fjerner du skallen og befrier de små sorte frø som så kommes i en morter eller en kværn og males.

Kog de hele hvedekerner i 2 dl vand i 15 min.

Opløs gæren i 5 dl vand. Tilsæt æg, salt, sukker og kom dernæst kardemomme og hvedemelet i.
Ælt dejen godt og grundigt i ca. 10 min.
Så sættes dejen til hævning et lunt sted i 2 timer.
Dejen deles ud i 20 stk. (hvis man er til små hveder) og sættes på en bagepapirs beklædt bradepande.
De skal stå tæt men ikke røre hinanden. Lad dem hæve til dobbelt størrelse så de hænger sammen – det tager et sted mellem 2-3 timer. Bag dem så ved 2000C  i 15 min.
Køl dem af på en rist.

Jeg plejer at kaste mig over dem stort set med det samme og de når ikke forbi en brødrister inden. Men jeg overlever i lykkelig uvidenhed.
Du kan se flere opskrifter på Hveder og hvor de kommer fra på Politiken

500.000 ansigter af Anna og Michael Ancher

Luften syntes at antage snerten af lyserød og gennemsyres af en sød lugt så sart at det var svært at vide om den virkelig var der. Folk flød forbi under de store kroner som en flod, blitzlysene fra de mange kameraer som solstråler på bølgetoppene. Af og til stoppede jeg op og gav mig tid til at dreje rundt om mig selv, lade mit spejlrefleks kameras lukkemekanisme kaste sin karakteristiske lyd fra sig mens klare analoge informationer blev omsat til digitalt nonsens. Så trådte jeg ud i strømmen og gled videre.
04_15_2013_sakura_5Kejserens palads lå et sted på den anden side pakket godt ind i mørket og de uniformerede vagters rolige tilstedeværelse.
Og mine fordomme om at 127 millioner Japanere måtte ligge under for en eller anden form for kulturbestemt doktrin viste sig at være afmarcheret.

04_15_2013_sakura_3For mens jeg gik i Kyotos gamle gader og nød de gamle sparsomme kirsebærtræer, vandrede i skyggen af kirsebærtræernes grene på en kirkegård i Tokyo og slutteligt en aften befandt mig ved voldgraven til Kejserens palads i Tokyo indså jeg at min fascination af denne lille lyserøde blomst var vokset sig kæmpe stor. Synet var overvældende.

04_15_2013_sakura_1 04_15_2013_sakura_2
04_15_2013_sakura_4Min aften ved kejserens palads sluttede inde i en baggård hvor japanske husmødre fremførte indisk dans og de mange boders dampende skyer lugtede af stærke karry retter – inderne fejrede 25 år i Japan.

04_15_2013_sakura_8Tilbage i København er der ingen kirkegårde eller voldgrave der lader sig indhylle i denne lyserøde dis.
Men giv endelig ikke op!
Året er 2004 sommeren er over os – en normal sommer med for lidt regn for nogen og alt for meget sol for andre. En rund plads på Langelinje gennemhulles 200 gange. Bagmanden er en bager fra Hiroshima ved navn Seiichi Takaki. Han er firkantet af bygning, hans briller er udført i et tyndt stel og slipset prydet med skrå striber. Da han tropper op på Københavns rådhus slæber han en tung brun læderkuffert med sig op af trappen til overborgmesterens kontor – et trin af gangen. Lyden ekkoer ud – bump, bump, bump, bump.
Han venter ikke men træder ind og i en overraskende stærk bevægelse svinger han kufferten op på det store brune skrivebord hvor den lander med en dump lyd. Et par papirer bliver klemt fast mens andre flyver ud over kanten og lander rundt omkring på gulvet.
Han trykker på knapperne og låsene klikker op. Inde i kufferten kigger 500.000 papirs påtrykte ansigter af Anna og Michael Ancher op fra deres snorlige rækker.
Kort tid efter er de 200 huller fyldt af Japanske kirsebærtræer fra Holland.
Det er ganske givet ikke sådan det er foregået men Hr. Takaki er den generøse giver af træerne.
04_15_2013_sakura_6Og hvert år fejres der Sakura – kirsebærblomst festival på netop dette sted.
I år er det weekenden d. 27 og 28. april du kan nyde et strejf af japansk kultur og blive omsluttet at en lille lyserød dis. Jeg plejer at besøge boden med origami og folde et dyr, sidste år blev det til en grønspættet frø der kunne hoppe.
04_15_2013_sakura_7

Her ses frøen i selskab med mit første forsøg med macarons – fadet er fra Tokyo og det grønne drys er macha pulver.

Og slutteligt en opskrift på Takuyaki – blæksprutte kugler.
Det er japansk streetfood og jeg blev solgt omgående da jeg fik det første gang uden for Inari templet i Kyoto.

Takuyaki – opskriften er fra japanskmad.dk

50 g blæksprutte (jeg bruger de helt små)
1 porrer
5 gram dashi (man kan selv koge den på kæmpetang og Bonitoflager)
200 g hvedemel
1 tsk bagepulver
6 dl vand
1 æg
1 tsk salt
olie til stegning

Find din gamle æbleskivepande frem!
Hak porren fint
Pisk alle ingredienserne sammen med undtagelse af blæksprutte.
Fyr op under æbleskivepanden og kom olie herpå.
Så kommer du dejen i hullerne og fordeler blæksprutten heri.
Fortsæt til alt dej og blæksprutte er brugt op.

Nyd dem med worchestersauce, majonaise og et drys bonitoflakes.

Denne sang fulgte med mig rundt under kirsebærtræerne:

<p><a href=”http://vimeo.com/35779420″>Kashmir – Electrified Love</a> from <a href=”http://vimeo.com/user9818712″>TAFKAJ</a&gt; on <a href=”http://vimeo.com”>Vimeo</a&gt;.</p>

Bølgegang på øverste etage

Hvor ville min verden dog være fattigere, hvis jeg var født som komodovaran.
Sådan slutter moppedrengen forfattet af Peter Lund Madsen – måske bedre kendt som Hjernemadsen.
Det er en bog hvis ultimative omdrejningspunkt er menneskehjernen.
Efter at have læst bogen som oven i købet har den noget kryptiske titel Dr. Zukaroffs testamente har jeg en brændende lyst til at starte forfra lige med det samme igen.
Det skal bestemt ikke være en hemmelighed at hjernen interessere mig uhyre meget. Interessen for denne specifikke del fik mig til at deltage i et forsøg hvor jeg blev MR scannet.
Som tak for hjælpen fik jeg min hjerne med hjem i en digital doggybag parat til at folde ud på computerskærmen. Og det må jeg tilstå har været utroligt fascinerende at sidde og kigge på min egen hjerne. Måske en form for aparte navlepilleri? Min plan var i ren begejstring over dette at dele nogle af billederne af min hjerne, men undervejs har jeg ændret mening. For min hjerne er stille og roligt gået hen og blevet meget privat. Det føles blottet at vise der hvor selve essensen af mit jeg ligger og slynger sig. Hvem ved hvilke data der kan hentes ud af hjernen blot ved at kigge på et scannet billede?
Så folkens I må ud og underkaste jer en god scanning og få syn for sagen.

04_09_2013_hjerne_3Under alle omstændigheder så har bogen taget mig i hånden og som en tilskuer i zoologisk have har vi gået og kigget ind gennem ruderne til de mange spændende elementer der til sammen udgør encephalon – ja der er godt med latin i teksten. Så navne som hypothalamus, amygdala og hypocampus føles ikke længere helt så skæve og tomme når man er nået igennem.
Støttet op af illustrationer og en hel rygsæk af uddybende note forklaringer kan enhver med interesse for hjernen eller bogens forfatter sagtens begive sig i kast med bogen og få svar på hvad der gemmer sig helt derinde i kernen af hjernen og hvilke to spørgsmål der er hjernens favoritter.
Tag evt. turboversionen på 3 minutter og 45 sekunder:

Hvem er Doktor Zukaroff? Hmm det er ikke sådan helt skåret ud i pap klart, men bestemt en interessant person. Så læs eller lyt dig til svar og flere spørgsmål.

Man kan også følge med i Hjernekassen på P1 hvor samme afdeling af Lund Madsen holder hof for en række personer der hver i sær indeholder en meget varieret viden om livet, hjernen og hvordan det hænger sammen. Giv det et lyt og bliv klogere.
Hjernekassen

Om det er sandt eller om det som så mange af kostrådende blot er endnu et forvirret nødblus sendt op på himlen for at holde 15 minutter og så dø ved jeg ikke. Men det her er en rigtig god undskyldning til at nyde livet. Jeg så en gang en udsendelse i fjernsynet om at man kunne spise mad der var specielt godt for hjernen (jeg har forsøgt at finde belæg herfor men uden held så tag det her med et ordentligt gran salt!).
Hvem vil ikke gerne gøre noget godt for sin hjerne – lige sige tak for en god indsats?

Tv programmet mente at de havde svaret på hvordan sådan en treat skulle tage sig ud.
Mandler og rosiner vendes i kakao tilsat lidt kanel. Det er nemt, smager godt, er knasende og blødt og skulle smøre nerveforbindelserne…
Men man har vel fortjent det bedste og så med grundelementerne på plads
så er denne opskrift på Rå kugler noget nær den lækreste måde at følge tv’ets råd på:

10-12 dadler
10-12 abrikoser
1 dl. rosiner
1 dl. mandler
1 dl. kakao
Lidt kanel
Fint revet ingefær efter temperament

Pynt/overtræk
Kokosmel – til den sundeste version
Chokolade – til dig der vil det lidt mere lækkert

Smæk hele baduljen lige lukt ned i din fine foodprocessor og sæt omdrejninger på indtil du har en sammenhængende masse. Så triller du kugler og ruller dem i kokos eller dypper dem i smeltet chokolade ( hak chokoladen, og kom den i en skål sat over et vandbad – hold 1/3 af chokoladen tilbage. Når chokoladen er smeltet tager du skålen af vandbadet og kommer den resterende mængde chokolade i).
Mums fillibaba og sig mig så om ikke din hjerne render rundt i knæhøj karse?

Som en sidste krølle på halen kan man jo ganske gratis tage ind og se hjernen på de skrå brædder – det sker den maj i Kulturhuset Islands Brygge d. 22 maj kl. 20:30 -22:00 og koster gratis. Illusionisten og hjernespecialisten

Påske passé

Påskens sidste sandkorn er så småt på vej ud over kanten af glasset. Solen har lokket folk ud og vinden har rusket dem godt igennem mig selv inklusive.
60 traner på træk, Tørst, 40 km på jernhesten og så et madprojekt af de bedre undervejs.

04_01_2013_laks_6Mønstre i isen ud for sydhavnstippen

Sidste uges rødbeder har vandret ud af bagdøren og er gået om foran til hoveddøren igen.
Denne gang er det hele bare lidt mere råt.
For der skal laves gravad laks.
Én gang tidligere har jeg lavet den og det var noget af det mest ubehagelige men samtidigt også mest tilfredsstillende madprojekt jeg har været med til.
Gennemført ubehageligt fordi der skal bruges peberrod – reven peberrod. Og hvor løg bare hviner i øjnene så kravler peberroden hele vejen ned igennem svælget på dig og truer med at flå halsen op – sådan husker jeg det i hvert fald. Og var det ikke fordi det pre-revne peberrod (som oven i købet var på tilbud) indeholdte alskens ting og sager der ikke havde med peberrod at gøre var jeg krøbet udenom denne ene gang.
At stå pinslen igennem, rejse sig op på den anden side, tørre tårerne bort i ærmet medfører en belønning for undertegnede der langt opvejer strabadserne. Hvorfor lige dette projekt gjorde mig så stolt kan jeg ikke helt sætte ord på. Men at se de translucente skiver af laks der står som en orange-rød solopgang kryber bare helt op og ind i hippocampus.

04_09_2013_hjerne_1Lidt lir skal der jo til og jeg har været så heldig at fange en fisk i en container bag et hotel. Det sølvfarvede laksehoved var fuld af skrammer, kroppen bar præg efter talrige snit og den sølvfarvede hale var også bidt af tidens tand. Sandpapir, knofedt og olie gjorde underværket så jeg i dag har et fiskeskærebrædt som lige løfter det hele.
Opskriften på den ”nedgravede” laks kommer fra et Jamie Oliver magasin jeg fik foræret af en ven.

1 lakseside ca 700 g
160 g groft salt
50 g rørsukker
40 g peberrod, fint revet
300 g rødbede, groft revet
50 ml Snaps eller Vodka
Dild og godt med det, gerne med blomster

Læg laksesiden i et fad med skinsiden ned af. Fordel salten ud over fisken (salten vil trække væde ud af fisken og derigennem gøre den fast). Kom så sukker, pebberod, og rødbede ud over fisken så den er helt og aldeles dækket. Knap snapsen op og kom den ud over hele baduljen. Og så til sidst den hakkede dild og dildblomster.
Pak fadet ind i husholdningsfilm og kom så noget rigtig tungt oven på fisken. Jeg havde to fade der kunne stables så laksen i det ene og så bare få det andet presset godt ned ovenfra. Så tog jeg godt med snor og bandt herligehden godt og grundigt sammen. Lad dyret stå to dage i køleskabet.
Tag fisken op i den ene ende og hold den hen over fadet mens du fjerner ”toppingen” og lader væden rende fra. Tør fisken evt. med køkkenrulle og læg den igen med skindsiden ned af. Så tgaer du den gode skarpe kniv og starter fra haleenden med at skære skindet fra. Hold kniven lidt ned af mens du skærer.

04_09_2013_hjerne_2Nu er der bare tilbage at skære tynde skiver af din gravadlaks fra og servere dem – evt. med et hjemmebagt brød og den herlige rævesovs.

04_01_2013_laks_5Du går ind i en forladt svømmehal

Tørst.

04_01_2013_laks_3Fliserne på gulvet var ikke længere helt intakte, i loftet hang til højre et skilt der sagde LEG og i venstre side et der sagde Svømning. Vinduerne var malet over, alting rungede hult. Røgen fra maskinerne gav det hele et skær af noget mystisk – fjernede detaljer, gjorde det hele uklart.

04_01_2013_laks_2Jeg trådte ned i bassinet. Skoene følte sig forsigtigt frem for at fornemme friktionen på fliserne – jeg stod godt fast, men havde der siddet en rest af sne der langsomt smeltede i de grønner riller der udgør sålen kunne jeg nok hurtig få en hvis legemsdel på komedie. Så forsigtigheden rådede.
Blump, blump. Lydende fra de mange højtalere malede lydbilledet af en mudderpøl sat over et varmeapperat. Store og små bobler brød konstant overfladen. De tunge, store rejste sig højt op før de sprang mens de små hurtigt fortrød turen til overfladen og poppede.

04_01_2013_laks_4Ud mod den dybe del af svømmehallen, den del hvor bademesteren i sine velmagtsdage kunne demonstrere sin magt ved at vende tomlen op eller ned på en håbefuld dreng der brændende ville ud på det dybe. Du træder vande forkert du må blive på det lave lød dommen dengang. Nu satte jeg mig ned på røven og kurrede ned af flise skrænten og ramte bunden.
Min mund blev stille og roligt tørret ud af røgen. Den underlige sødme agtige lugt der kommer fra den kunstige røg klæbede til alting.
Lyttede man til guidens oplæsning var lydende ikke fra en mudderpøl med trykkoger. Det var fra islandske geysere. Og pludselig kom der gang i det hele – ikke det vush! Jeg forventede men som om det hele bare bulderkogte. Derefter blev der skruet ned for blusset og vandet boblede blidt derud af. Går til d. 7. april

04_01_2013_laks_7Ude i solen og blæsten bag byskiltet der sagde St. Magleby pegede et andet skilt ud til Kongelunden. En rask beslutning om ikke at køre geradeaus af Amagerbrogade retur sendte mig i retningen af naturen.
Kongelundens sorte grene lukkede sig over mig og lokkede mig ned til enden af vejen hvor jeg lige akkurat kunne skimte en hvid åbning. Snart befandt jeg mig på toppen af diget rundt om Kalvebod fælled.

04_01_2013_laks_1Flyene gjorde an til landing, blishønsene tøffede rundt på den krusede havoverflade. Tre glade fuglekikkere stod med hver deres øjenforlænger og spejdede ud mod horisonten. De mumlede 20, 50, 44, 68. Jeg fik ærbødigt lov til også at forlænge mit øje og kunne se hvad det var de talte. Traner på træk fra nord tyskland mod Svensker riget. Tranerne fløj i flotte v’er der pludselig blev rodet rundt for at bliver samlet sammen og ordnet igen. Cyklen og jeg måtte hjemad og i stiv modvind, med lår der begyndte at snakke træthed og en mave der sagde mad.

Stål og rødder

Torsdag tikkede ind på kalenderen og så var det ellers bare op på cyklen og ovre bakken.
For som jeg nævnte i sidste indlæg ville dette indlægs indhold bestå af knive og rødbeder.
En kniv er et værktøj og det har bare at være i orden. Både for sikkerhedens skyld men i lige så høj grad fordi det gør arbejdet bedre.
Først startede det med spejderkniven i fritidshjemmet – så skulle man jo også have en der hjemme. Og når nu man var færdig med at snitte pinde om til sværd og snobrødsspyd skulle der også ordentlige knive ind i køkkenet.
Jeg købte mine første køkken knive i en Imerco butik der holdt lukkesalg. Så jeg fik dem til en billig penge. Det var tre Raadvad knive – jeg havde hørt godt om mærket og de fik et thumbs up fra min onkel som i den grad er en knivnørd.
Skønt knivene har tjent mig godt – de er ikke chipset (hvis der går skår i bladet), har holdt en fin skarphed og nemme at rengøre så er de aldrig rigtig kommet ind under huden på mig (i overførisk betydning).
Jeg vil nok betegne dem som værende lidt kønsløse.
Så selvfølgelig skulle jeg have mig nogle knive til at supplere op med. Nogle der specialiserede sig i andre opgaver.
I New York stod jeg og snakkede med en sælger i en Williams & Sonoma butik i en time. Og det endte med at hun sendte mig ud af butikken for at jeg kunne få mig nogle ordentlige knive. Så på hendes anbefaling befandt jeg mig i den sydlige del af Manhattan i en butik ved navn Korin. En japansk knivforetning.
Her blev knivene jeg ønskede at se på andægtigt lagt frem på et stykke rødt fløjl hvor jeg så kunne tage den op fra og mærke ergonomien, se ordentligt på materialerne og få en fornemmelse af vægten.
Da jeg så Togiharu knivene var jeg i den grad solgt. Jeg gik ud af butikken uden at købe noget bare for at være helt sikker på at det ikke var en eller anden febervild beslutning som jeg ville fortryde bitterligt når jeg først var velbaret hjemme i Danmark.
Et par dage senere købte jeg to styks en til gave og en til mig selv. At gå rundt i New York med to virkelig skarpe knive midt i en terrortid var lidt specielt. De kostede mig muligheden for at se en utrolig solnedgang fra Rockefeller center sammen med en smuk pige.

03_26_2013_kniv__2Togiharu kniv hamerslået og med damaceret stål

Cyklen trillede ind i kødbyen og hen foran HW Larsens butik. Igennem netværket Skarp på mad var jeg blevet inviteret med til en produktfremvisningsaften og ydermere et foredrag om knive med en skærsliber der hedder Benjamin Jensen. At han ved noget om knive kan fysisk ses i form af at det var ham der blevet taget med ombord da der skulle udvikles en ny knivserie for Willumsen. Her blev der ikke sparret på noget – du kan læse Benjamins råd omkring knive lige her.
Han fortalte at han lige nu er ved at ligge sidste hånd på en ny serie der bliver en tak vildere og dræber skarp – hans ord.

Der findes et par begreber der skal være styr på når der skal vælges kniv.
Rockwell skalaen er en af dem. Den bruges til at måle knivens hårdhed – hvilket bl.a. fortæller om knivens evne til at holde sig skarp.
For at en kniv kan gøre sig fortjent til betegnelsen skærende stål skal den ligge på minimum 54 HRC (Hardness Rockwell) og så er vi i landet for brødknive og urteknive.
Bevæger vi os op af i skalaen rammer vi 56 og det er her vi begynder at finde gode knive til at arbejde med kød og grønt.
Jo højere vi bevæger os op på skalaen jo hårdere og skarpere bliver kniven. Men det kommer med en pris. Kniven bliver simpelthen så hård at den mister fleksibiliteten og har derved nemmere ved at chipse. En måde at opnå en høj HRC værdi og bevare fleksibiliteten er ved at give kniven kerne af hårdt stål og så lave en kappe rundt om af en blødere ståltype.

03_26_2013_kniv_1Min Illustration herover viser hvordan man arbejder rundt om at opnå en høj HRC værdi og samtidig gør kniven holdbar ved at have en hård stål kerne og en blødere stål kappe

I øjeblikket er knivmagernes buzzword pulverstål. Fint pulver bliver under vakuum varmet op og presset i barer. Ved denne metode får man en finere stålstruktur samtidig med at man i langt højere grad kan blande stålet med andre metaller for at opnå en skarpere, mere holdbar og rust resistent kniv. Typen med betegnelsen RWL-34 er en svensk pulverstål der virkelig skulle gøre underværker.

Har du prøvet at skære en tomat med en kniv med takker? Den går nemt og ubesværet igennem. Men det har den ulempe at væden har det med at vælte ud. Skærer man med en kniv uden takker og evt. en keramisk kniv vil væden i langt højere grad holde sig inde i tomaten.  Specielt keramiske knive excellere i denne disciplin – grøntsagerne holder sig pænere i længere tid og ydermere er kniven smags neutral og afsætter dermed ikke stålsmag i maden (nogen kan smage dette – det er dog ikke noget jeg har lagt mærke til).

En lærerig aften der næsten fik mig til at smide de små 4000 kroner for at få en Willumsen kniv med hjem i samlingen (min er på 6 Benjamin har over 52…).

03_26_2013_kniv__1De tre første knive (fra venstre) er hovedsageligt til grønt. Nr 1 er Togiharu kniven, nr 2 er Raadvad silke og nr 3 er en kniv jeg fik fra Japan gennem en ven. Den ruster hvis man ikke er over den, men er tilgengæld uhyrlig skarp.
Nr 5 og 6 er til kød og er henholdsvis en Global kniv og en Raadvad silke.
Nr 4 er en brødkniv ligeledes Raadvad – denne bruger jeg også til at hakke nødder og chokolade med da tænderne ligesom kan fastholde emnerne så de ikke smutter ud over det hele.

Så er vi nået frem til punkt nr. 2. Rødbederne.
Disse på ydersiden så brune og triste rodfrugter der på indersiden besidder en enorm farve intensitet. Ligesom man nu kan spise sig fordærvet i blå kartofler og lilla gulerødder så findes der både rødbeder, gule beder og bolsje beder.
Prøv at sylte de gule beder med æblecider eddike og du får et gyldent glas af velsmag og lidt afveksling fra de traditionelle men også utroligt flotte rødbeder. Om bolsjebederne holder deres fine mønster ved jeg ikke men det er bestemt et forsøg værd.

For nyligt smagte jeg en salat bestående af intet andet end rå gule beder skåret i staver. Det var virkelig sprødt. Den jordagtige smag jeg normalt forbinder med denne rodfrugt var tilstrækkelig svag til at det var en særdeles god oplevelse.
Jeg brugte efterfølgende en gul bede som tilbehør til et læs pandekager jeg lavede.

03_26_2013_kniv_Det helt store projekt var dog Borsjtj – rødbedesuppe. Mens kulden stadig sidder fast derude på ruden og i fingrene efter en cykeltur er suppe det helt rigtige måltid at indtage. Varmen fra retten får nærmest sveden til at springe og man kan glemme varme sweatre og uldne sokker for en stund.
Kødmæssigt benyttede jeg mig af et økologisk spidsbryst jeg fandt hos en slagter.
De havde kun det ene tilbage og jeg bedømte at jeg nok godt kunne bruge det hele til suppen så hvor meget det vejede ved jeg ikke.
Første mission var at sprænge det. Jeg læste op og ned, men blev aldrig rigtig klog på det. En forespørgsel i et forum gav heller ikke noget resultat. Så jeg valgte en googlet løsning og kogte kødet i en rum tid (ca. 3 timer) sammen med timian, peber og laurbærblade.

Opskriften jeg brugte til suppen er frit over Nanna Simonsens og kan ses her

Borsjtj

Oksespidsbryst
15 peberkorn
2 laurbærblade
et bundt friske timian kviste
2½ l koldt vand
5 hele nelliker
2-3 løg,
1 gulerod
1 tyk skive selleri
1 1/2 spsk. salt.

Suppen

500-600 g rødbeder
2-3 gulerødder
2 persillerødder
1 Fennikel
2 porre
1/4 stor hvidkål
5 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
1 spsk. smør
1/2 tsk. knust koriander
1/2 tsk. knust allehånde
chili efter behag

1 rødbede
2 spsk. tomatpuré
3/4 dl æblecidereddike
1 spsk. sukker
2 spsk. dijonsennep

Til servering
salt og peber
cremefraiche
Lidt grønt

Jeg valgte først at koge kødet for sig med timian, pebberkorn og laurbærblade – og så hælde kogevandet og kød oven i grøntsags bouillon. Man kan nok gøre det nemmere og hurtigere ved at gøre således:
Hæld koldt vand over kødet, tilsæt krydderierne og lad det koge langsomt op.
Så tilsætter du hele løg med skallen på og nelliker stukket ind i dem samt grofthakkede gulerødder, persillerødder og selleri.
Lad herligheden koge 2-3 timer til kødet er mørt.

Imens kan du vaske rødbederne og koge dem møre – lad skræl sidde. Hæld vand på til det dækker og kom lidt salt derved.
Det tager nok en times tid før rødbederne er møre. Så hælder du koldt vand over dem og gnubber skallen af.

Gør resten af grøntsagerne klar, hak dem groft og snit hvidkålen fint. Sauter herligheden i olie og smør. Kom koriander, allehånde, chili, tomatpure, 2 dl vand og 4 dl suppe fra kødgryden og lad det simre under låg i 45 min.

Fisk det herligt møre kød op af suppen og læg det til side. Si suppen og bland den med grøntsagerne og den væde der er ved dem.
Og så kan du hive stavblenderen frem og lave en ordentlig hvirvelstrøm så grøntsagerne bliver godt og grundigt onduleret. Stop når du føler du har den rette grovhed.

Riv den rå rødbede og vend den med sennep, sukker og eddike.
Skær kødet ud i tern og kom det i suppen sammen med den revne rødbede og lagen.
Rør suppen godt igennem og smag den til med salt og peber.

Sæt den store gryde på bordet og øs op i skålene. Kom en god klat creme fraiche på og evt. lidt grønt til lige at peppe op med.

Tips – vil man være lidt fræk kan man lave suppen på både røde beder og gule beder. Man koger de rå beder hver for sig. Så deler man suppen over i to portioner og tilsætter henholdsvis de røde i den ene og de gule i den anden. Ved servering kan man så komme den røde suppe i en skål og så forsigtigt hælde noget af den gule ned i midten og derved få en to farvet suppe – mon ikke man kunne imponere gæsterne og sig selv.

Mums filibaba

De to uger er næsten ovre – tankerne om hverdagen og det nye job popper oftere op på overfladen. Heldigvis er der masser af ting der hiver mig tilbage til sol, vand, palmer og ikke mindst maden.

03_17_2013_seychelles_2Jo rejer med bananer er rejer med bananer – det smagte overraskende godt.

Fisk er nok ikke den fødevaregruppe jeg mæsker mig mest i herhjemme – jo det bliver da til en flok hjemmelavede fiskefrikadeller i ny og næ og jeg har lavet en gravadlaks. Men fisk er bare ikke dem der svømmer forrest i tankestrømmene når jeg planlægger det næste måltid.

03_17_2013_seychelles_7Man kan også få sig en burger hvis man lyster.

Tilbage i 2007 var jeg på Seychellerne første gang og der fik jeg fantastisk fisk. En aften, med en let brise befandt jeg mig på en overdækket restaurant indhyllet i en fed grill-os. Her spiste jeg barracuda, grouper og snapper og det var bare lækkert. Det var måden kødet faldt fra hinanden, det var måden hvorpå det florlet fordampede på tungen, det var måden de sorte striber lå henover skællene.
Hjemmefra var jeg derfor tændt på at nyde en masse forskellige fisk.
Øverst på listen stod Slipper lobster’en som blev spist på restauranten Bon bon Plume. Udsigten ud over den uovertrufne strand Anse Lazio, med saltvandet størkende i det solblegede hår, bare fødder placeret i det bløde sand. Og så dette fantastiske krebsdyr på tallerkenen. Der manglede absolut intet.

03_17_2013_seychelles_9Denne hund var enormt interesseret i fiskene, men kunne ikke fordrage at få snuden under vand

Den fisk jeg spiste mest af i denne ombæring var grøn Jobfish – på dansk hedder den Blågrå snapper den grønne var den mest hyppige, for det var sværere at få fat i den gule (har røde skæl…)

Og det var en onsdag aften på hotellet at jeg fik den bedste version og jeg stod lige ved siden af kokken under hele frembringelsen.
For et par dage tidligere havde jeg spurgt receptionisten om han kendte et sted man kunne få et madkursus. Resolut tog han telefonen og ringede kokken op og så var der grønt lys.

03_17_2013_seychelles_4Frisk kokosnød – godt med lidt væske inden det går løs

klokken var blevet 16 da jeg trådte ind i køkkenet hvor der allerede stod damp op af adskillige gryder. Aftenens buffet skulle være kreolsk (en blanding af afrikansk og fransk køkken, kendes også fra Caribien og New Orleans). De primære smagsgivere er ingefær, kanelblade, chili og ikke mindst masser af hvidløg.

Til en karry bruges der fx 2 kanelblade til en mild og 5 til en stærk.

3 store jobfish blev ridset i et rombeformet mønster og lagt i en marinade af bl.a. mango, passionsfrugt og chili.
Da jeg smagte det færdige resultat lå den en gang søde og syrlige frugtsmag utroligt fint i baggrunden hvor man så kunne dissekere de forskellige ingredienser.
Mens varmen og luftfugtigheden i køkkenet var godt oppe at ringe forholdt det sig helt anderledes i det tilstødende dessert køkken. Her var der godt med aircondition. Det kreolske tema var selvfølgelig ført videre ud i desserterne og specielt en tærte med bananmarmelade med karamelliseret sukker og vanilje fra den lokale producent smagte utroligt godt. Den kære dessertkok smilede og smilede mens han tegnede, beskrev og fodrede mig med de mange lækre frembringelser – næsten transperante groftrevede rå kokostoppe og kugler af banannougat for bare lige at nævne et par stykker.
Tilbage i køkkenet fik jeg selv lov til at gå i klinch med en Plao – en risret med safran, kylling, svin og krydrede pølser.

Og fik lært at når man bruger kokosmælk så må retten ikke være for varm før fløden (den faste del) kommer i og dernæst kan ”mælken” komme i. Så undgår man det skiller.

Vel tilbage i DK fik jeg fastelavnsboller med den før nævnte bananmarmelade og det fad forsvandt før dem med creme og dem med hindbærmarmelade!
Man kan frygte at bananmarmeladen bliver vammel og bare vokser i munden som en solvarm overmoden banan, men det er slet ikke tilfældet.

Men når man befinder sig i Stillehavet er det jo ikke kun fisk der melder sig til middag. Frisk frugt direkte fra grenene. Så er det sagt.

03_17_2013_seychelles_3Denne jackfruit har nok set bedre dage, men det på trods er den betagende flot at se på

Vi lejede en bil og kørte ud af Cort d’or og ud til en pynt, hvor vi stod ud og gik ud på en strand hvor træerne grene hang ned over sandet.
Her mødte vi Sey Robertson, en galleriejer der endelig bad os om at besøge hende i det gule hus nede af gaden.

03_17_2013_seychelles_1Og jo huset var gult – meget gult! Hendes mand havde valgt den farve for at gøre det mere synligt for forbipasserende. Og skønt manden var bortgået og hun ikke malede mere – faktisk havde hun kun 6 billeder tilbage. Det lokale hotel havde lukket og turiststrømmen var borte, så penslen blev lagt på hylden til fordel for et job i byen.
Hvad billederne manglede i skønhed opvejede Sey til gengæld med en intens glæde og entusiasme som hurtigt overvandt min noget skeptiske holdning.
Da vi efter noget vandren op af gaden og op af en stejl bakke endelig fandt det gule hus haglede sveden ned af os. Sey tog smilende i mod os og insisterede på at sætte os på hendes bænk blandt vasketøjet som hang ned fra loftet. Vi så på billederne og var egentligt mere imponerede af de billeder som hendes nabo havde frembragt. Men købte alligevel to små – et af den ø vi havde vores første dyk ud for St. Piere og så et fra Anze Lazio. Da vi skulle til at gå fik hun et lidt vildt blik i øjnene og styrtede ud af huset – for skulle vi ikke have kokosnødder med! Jo og så fiksede hun lige to. Før jeg vidste af det plukkede hun også caramboler ned fra hendes træ og fyldte en blå plasticpose godt op.

03_17_2013_seychelles_8Med formaninger om at passe på vores ting og et stort tak for besøget startede vi bilen – næste stop Anze Georgette.

03_17_2013_seychelles_6En strand med vand så flot at man knap nok tror sine egne øjne. Her satte jeg tænderne i min carambole og blev mundlam. Skindet var en tynd fin hinde der holdte et utroligt læskende og smagsfyldt frugtkød på plads. Carambolerne på de danske hylder er smagsfattige læder efterligninger af denne. Så kommer du nogensinde et sted hen hvor carambolerne falder solmodne fra himlen så spis en (den skal være lidt bleg i det).

03_17_2013_seychelles_5
Hermed slutter min række af dedikerede Seycheller beskrivelser.Næste gang bliver det vidst noget om køkkenknive og rødbeder.