suppe_web

Efterår

Når vindende slår kløerne i os og rusker os stadig kraftigere igennem.
Når farverne står i brand og skridtene dæmpes af tykke gule bladlag oven på sort våd asfalt.
Når tænderne med et højt knas trænger igennem skallen på et modent rødt æble.
Så er det efterår i Danmark.
Nu stiger trangen til suppe op gennem kolde tæer og ind igennem stive fingre.
Og her er en af mine favoritter Hokkaidosuppe.
suppe_web

Hokkaidosuppe

Ekstra jomfru kokosolie (den der smager af kokos)
2 løg
2 fed hvidløg
2 spsk karry
2 Hokkaidogræskar
2 ds kokosmælk
1 ltr bouillon
2 kefir limeblade
2 laurbærblade
Kanel
Revet muskatnød
Salt og pebber
Æblecidereddike

Jeg foretrækker at have choppet alle grøntsagerne inden jeg tænder op for blusset.
Så hak løg og hvidløgsfed. Skær græskarene ud i firkantede stykker – bare behold skrællen på. Gem kernerne hvis du vil – rens dem for græskarkød. Så kan du riste dem i ovnen eller måske ligefrem plante dine egne græskar næste år. Sørg for at de bliver tørret – en uge oven på køleskabet skulle være godt.

Løg sauteres i kokosolie i en stor gryde over svag varme.
Inden løgene begynder at blive gule kommes de hakkede hvidløgsfed og karryen i gryden.
Rør flittigt og sørg for at Karryen ikke brænder på.
Jeg bruger en karry der hedder DEAN & DELUCA Hot Curry Powder Blend – den har lidt bid og en dejlig sødme. Hvis man kunne få den i hele krydderier ville det være toppen.

suppe_2
Bruger du en anden karry kan det være du lige skal justere mængden så den passer til dig og dine.
Suppen skal have lidt bid, men ikke brænde.
Kom græskarstykkerne i og vende rundt til de får lidt varme.
Så kommes kokosmælk, bouillon, kefir limeblade og laurbærblade i gryden.
Kog til græskarstykkerne er møre.
Blend suppen og smag den til med kanel, muskat, salt, peber og æblecidereddike.
Når du har blendet suppen varmes den lige op igen – men pas på! Den kan lave meget varme lava agtige bobler som gør nas at få på sig.
Server suppen med creme fraiche/skyr/kvark, revet kokos og rosiner (urtekrams muskat vindruer er virkelig skønne). Og sidst med ikke mindst noget dejligt brød der egner sig til at blive dyppet i suppen.
Jeg skal nok senere komme med en opskrift på et brød der egner sig fortrinligt til suppen her.

Rulle emd tid?

Tid

tid

Der var engang hvor tid var sult og søvn. Senere blev det til: det har vi ikke tid til, kom nu, vi har travlt. Jamen!
Ikke noget jamen.

Når Jonas Villumsen skriver at årene er løbet af kalenderen med livets hast*. Så kan jeg se det løbe ud for nogle, starte for andre. Jeg bliver trist og håbefuld. Skæver til mit armbåndsur, mit arvede lommeur i sin sølvkæde, min mobil og ørerne fanger kimen fra et kirketårn der passerede forbi.

Så forhaler jeg beslutningen om, at sige ja, til det er for sent. Sidder så uden noget på hænderne og stener på forsteningen i vindueskarmen. Slår den ihjel. Min egen skyld.
Går i seng. Bander stille når lys og skygger bryder frem og løber henover det ru savsmuldstapet. Ligger ude af stand til at falde i søvn. Vel vidende at der nu kun er to timer til jeg skal op og være klar, frisk, på…

Børnene i kor: hvad er klokken Hr. Løve. Jeg råber SPISETID, vender mig om, stormer hen og fanger et varmt sprællende barn. Haps haps.
Kollaps på sofaen.

En sang slipper ud af membranen i høretelefonerne. Midt i et spring ud i intetheden stopper tiden i mig, men den røde barre løber derudad. Uanfægtet. Tæller ned. Jeg gribes og føres videre. Billeder danser bag mine øjenlåg. Der klappes. Fanger normaltid. Lyt:

Åh den tid, den tid. Jeg fanger den da lokumsrullen løber tør for papir.
Rulle emd tid?
Jeg mister den igen da jeg rammer stolpen med hovedet først. Sort.
Den løb ud i sandet da jeg ikke spurgte spørgsmålet og hun blev en andens.
Og hele tiden kværner den derud af. Svinger til resonansen fra dødsensfarligt atomkraftdrevne atomer i Frankfurt am Main. Så præcist at der må skydes med skudsekunder hist og her for at holde fast. Kvalitetstid.

Jeg spørger forsigtigt. Får et ja. Nu har jeg bundet en lasso om ham. Har bestemt, hvor og hvornår. Kl. 13 under uret.
Hvis jeg kommer for sent vil jeg være forpustet, sved på ryg.
Irriteret hvis han kommer for sent – igen. Og rastløs hvis jeg er for tidelig på den. Går rundt. Kigger på andre. Viseren falder i hak: 12:55. Tik. Tak. Sådan lyder den ikke. Men det siger vi den gør. Tik Tak.

Ding dong: Toget er desværre 5 minutter forsinket.

Den bed hårdt. Tidens tand. Efterlod mig gispende efter vejret. Er helt ud af den nu.  Tårer der strømmer ukontrollabelt ned af kolde røde kinder. Aldrig mere. Aldrig.
Klokkeslagene faldt tungt ned fra tårnets tinde. Blæsten blæste os ind. Men vi snød den og fik sagt farvel.
Aldrig mer’.
Hun er fortid. Fastfrosset i minder, sort hvide billeder og skæve fortællinger.
Jeg fortsætter i nutiden, men kigger ikke på fremtiden.

Snip, snap, snude så er den historie ude.

Tid er en underfundig størrelse og mange har prøvet at fange dens væsen og hvad den gør ved os.
Forskere kigger på formler, teknologi, geografi. Fortæller at den går langsommere nede ved fødderne end oppe ved hovedet. Andre leger med tidsbegrebet. Bare kast dig over forfatterne Michael Ende og Getrude Kiel’s forsøg på at indfange essensen af tiden i henholdsvis Momo (eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene) og Tidsjagten.
Tid er spændende at fundere over og opleve.
God fornøjelse med din tid.

*Titel: Lysene i Roskilde havn fra albummet Hjemstavn

vest_7

Vestvolden tur retur

Spadestik efter spadestik ned i muld I hvad der må føles som uendeligheden. En grav så lang så lang.
14 km og 361 m i alt. Årene løb af kalenderen med livets hast mens trillebør efter trillebør blev læsset og kørt væk. 3 millioner kubik meter jord. Fra Avedøre holme i syd til Utterslevmose i nord.  I sammenspil med Furesøen og Lyngby sø kunne den i en ”håndlavet” oversvømmelse næsten gøre København til en ø.
Navnene var Vestenceinten og Husumceinten. Nu kendes den under fællesbetegnelsen Vestvolden.
Bygget i slutningen af 19. hundrede tallet til forsvar af hovedstaden. Men krigsteknologien gjorden den forældet. I 1920 var det slut og efter endnu en del år under militærets hersken blev den i 1963 sat fri for offentligheden. Nu ligger den grøn og visker historier om underjordiske tunneller.

 

vest_1_1
Jeg stod på ved Roskildevejen, svingede til højre væk fra biltrafikken og ind på en asfalteret allé.
De mønsterløsedæk snurrede rundt og mødte knasende den sporadiske grus der havde forvildet sig ud på stien. Solens stråler listede med vindens hjælp ind mellem løvet over mit hoved.
Til venstre troende træer op på en skråning mens der på højre var græs, græs og græs.
Første tegn på hvad det var jeg havde begivet mig ud i kom.

 

vest_1_9

 

På venstre side veg træerne bort og ind i skråningen dukkede en betonfacade op.  Metalskodder dækkede for vinduerne. Også døren var forsvarligt udført i metal – ingen adgang mester.
Verden på den anden side af skråningen?
Utålmodigt trak jeg cyklen med mig op af et mudret spor, ind i de dybe skygger. Hvor den bløde jord fra tid til anden gav efter under gummisålerne.
En trappe.

vest_2

 

Trin førte ned på den anden side.
Ud på en lille solbeskinnet plads komplet med rød redningskrans og et meget lille vandløb fyldt med siv.

 

vest_3

vest_4

 

Første kaponiere af mange mødte mig. Smalle åbninger armeret med metal snakkede om at skyde ud langs volden. Ensomheden havde kastet sig over den. Den omgivende natur havde gjort den fremmed.
vest_5

 

Som jeg bevægede mig ud langs vandløbet dukkede der nye kamoniere op af det grønne dække.
Væltede træer lå fældet af vind, vejr, tid og sav. Spættehuller. Barken var mange steder sunket ned i mulden og lod det nøgne ved tilbage.

 

vest_7

 

Nogle steder lukkede løvet sig over det stadig bredere vandløb, men jo længere nord på jeg kom jo mere åbnede det sig op. Træerne blev mindre.
Ved Kagmosen drejede jeg fra et ærinde lå længere inde i Herlev.
Tag du bare afsted – det bliver en god tur.

 

vest_1

 

Er du sulten på flere informationer så er der friske links lige herunder:

Vestvolden.info

Befaestningen.dk

Naturstyrelsen.dk

Wikipedia.org

Jeg har spist en Michelinstjerne!

Og hvad smagte den så af – den stjerne?
Jo teksturen var fin, men smagen var for mild uden overraskelser og den fløj lidt hist og her.

Restauranten hed Relæ. Den blev valgt fordi der længe har været et ønske om at prøve en Michelinstjernet restaurant, for sit fokus på økologi og et prisniveau der var til at snakke med.
Bordet skal bestille enten en 4 retters eller en 7 retters menu – ikke noget med at nogle vil have den ene og andre den anden. Hvad det er der bliver serveret er en overraskelse. Portionerne er forholdsvis små – så jeg var glad for at have fået en god frokost tidligere på dagen.
Valget faldt på den 4 retters menu, men uden vinmenu.
Tjeneren spurgte ikke ind til eller foreslog et alternativ, der stod ikke noget i menu kortet. Så blev lidt paf og måtte så kalde tjeneren tilbage og spørge om de så havde en øl. Det havde de så – Lyse nætter hed den. Den passede fint med forårets komme. Frisk.
Retterne blev introducerede af hele tiden nye tjenere, snart på dansk, så på engelsk og så svensk.
Man skulle lige rette sig op for at være med så man ikke sad og forventede en dansk introduktion når den så viste sig at komme på engelsk. Det tager lige et par ord før man er med.
Relæ’s koncept er at holde sig til et minimum og det må man sige de gjorde. Der blev ikke fortalt mange historier og retternes herkomst eller mål med dem. Det var en kort beskrivelse af hoveddelene og bum.
Bestikket var gemt væk i en skuffe i siden på bordet – så pas på fingrene når du åbner den – de passer lige at de kan komme i klemme mellem armlæn og skuffe.
Der var ikke meget plads i restauranten. Jeg sad ud mod en mellemgang og blev gang på gang ramt af tjenerene der passerede bagom. Så jeg måtte rykke helt ind til bordet. Det er en mindre detalje men det begrænser ens muligheder for at variere stillingen og når skuffen med bestik skal ud mellem hver ret bliver det ikke så elegant en oplevelse.
Servicet var sjovt og varierende – noget meget moderne andet lignede noget fundet i en 70’er ramt hulrumsisolering.
Indretningen var meget cafeteria agtig om end der ikke var meget plastik nogen steder – tak.

Smagen kom nu til sagen, hvordan var smagen?

Ja den var meget mild. Der var ikke meget smag i maden.
Jeg blev ikke overrasket eller sendt ud på nogen stor smagsmæssig oplevelse. Selv ting jeg forventede ville smage meget igennem havde fået pillet smagen ud af sig.
Tilberedningen var dog lige i skabet.
Hvis målet var at lave et forholdsvis smagsneutralt måltid og så satse på at taktiliteten tager den hjem.
Ja så kræver det i den grad at man orkestrere sine retter så følesansen bliver forkælet godt og grundigt.
Det oplevede jeg for fuld udblæsning på en restaurant i Japan hvor forskellige slags fisk, skaldyr og sågar nudler på is gav en formidabel opvisning. Her var smagen også temmelig neutral, men tingene var så lækre og så godt sammensat at tilfredsstillelsen kom på en helt anden måde.
Meget overbevisende.
Det lykkedes ikke rigtigt for mig at få den oplevelse på Relæ. Der manglede simpelthen sammenhængskraft retterne imellem og når smagen samtidigt udebliver…
Der var dog lige en snack inden vi gik i gang den var der smæk på – den ros skal de ha.

Dette var min debut som spisende på en Michelinstjerne hædret restaurant. Det var fedt at komme opsat på at få en god oplevelse og virkelig få smagt på sagerne. Men de kunne ikke indfri mine forventninger så det var en skuffende oplevelse og jeg vil ikke anbefale stedet ud fra det jeg har oplevet ved dette besøg.
Tak skal de dog have for at gøre forsøget og for at gøre at man sætter sig ekstra op til et restaurant besøg – det i sig selv er meget værd.
Jeg er med vilje ikke gået ind og snakket hvad retterne bestod af. Hvis Relæ vil have det skal være en overraskelse vil jeg ikke gå i mod deres koncept.

Ohh de billeder der er jo ingen billeder. Nixen bixen det er jo hemmeligt det de laver derinde!

Kylling, vin og godt med tid

Når tid og flid er nøglen

En dag hvor du har god tid skal du lave aftensmad – ikke til samme aften men dagen efter eller dagen efter igen.
Jeg var en gang til et sammenskudsgilde – alle skulle have en ret med. Der var ikke koordineret noget som helst.
Tre par dukker så op alle har de Coq au vin (hane i vin) med… Da alle var kommet sig over sammenfaldet blev det en herlig middag hvor der kunne nørdes lidt igennem med at sammenligne de forskellige fremgangsmåder.

Kylling, vin og godt med tid

Kylling, vin og godt med tid

Der går nu ganske langt tid mellem jeg får retten – så det var nok en one off.
Men mindet om den middag får mig igen og igen til at lave denne ret.
Jeg bruger nok en ny opskrift hver gang da jeg aldrig får noteret mig den jeg brugte ned.
Så efter lidt listen rundt på netkanterne fandt jeg en opskrift i Politiken.
En høne blev parteret og stykke efter stykke hoppede ned i en mørkerød pool af vin for at ligge natten over.
1 kylling
75 cl rødvin
2 grofthakkede løg
4-5 fed hvidløg
2 gulerødder i grove skiver
1 suppevisk, af timian, persillestilk og laurbærblad
1 spsk. hele peberkorn
4 nelliker
2-3 spsk. olivenolie
ca. 1,5-2 spsk. mel
god hønsebouillon
200 g bacon
250 g champignon
ca. 16-20 perleløg
salt og peber og sukker

 

Kyllingen parteres så du står med to lår, to overlår, 4 stk. bryst og to frie vinger.
Stykkerne lægges i en marinade af rødvin natten over.

Dagen efter tages stykkerne op og tørres af.
Så kan du lige ordne grøntsagerne og skære dem ud i lidt grove stykker.
Varm en stor gryde op. Vend kyllingestykkerne i mel. Krydder dem godt med peber, salt og brun dem i olivenolie i den store gryde.
Når de er stegt gyldne tages de op og sættes til side.
Svits grøntsagerne i gryden – tilsæt evt. mere olie hvis det er nødvendigt.
Drys melet ud over grøntsagerne og lad det stege lidt med. Så tilsætter du rødvinsmarinaden, nelliker, suppevisken og peber. Snurrer ved lavt blus i 15 minutter.

Kom kyllingestykkerne retur ned i gryden og tilsæt hønsebouillonen så den lige dækker alle herlighederne.
Kog sammensuriet i 1 time og 15 minutter.

Perleløgene kommes i en gryde med olie, lidt sukker, lidt salt og vand til det lige dækker.
Koges indtil vandet er væk og løgene begynder at karamellisere.

Skær champignoner ud i kvarte og bacon ud i tern. Steg baconstykkerne sprøde og læg dem til side. Sauter champignonerne i baconfedtet

Nu kunne man så tage kyllingestykkerne op og si suppen fra for grøntsager og koge den ind. Men det gjorde jeg ikke. Jeg kom champignon og bacon ned i gryden og smagte den til med peber og salt.

Som tilbehør kogte jeg perlespelt – de giver en god tyggefornemmelse og mætter godt. Et godt brød, kunne også være et hit. Drys friskhakket persille ud over inden du servere – det gør en seriøs forskel og letter hele retten.

Da jeg velfortjent satte mig ned og indtog måltidet slog det mig at det var noget bitteret. Dagen efter kom jeg derfor lidt sukker i, nogle tomater og så havde jeg et glas med fordrukne blommer som jeg aldrig helt har fundet ud af hvad dur til så der kom også et par over i. Mums.
Det hjalp bestemt at retten havde fået lov til at stå og trække et døgns tid – smagen virkede mere dyb og komplet.

Den sidste rest af retten blev serveret med sorte ris – det så vældig godt ud, men var ikke helt så mættende.

Et stykke med camouflage – tak

Min medbragte madpakke og jeg sad i en kantine. Det var frokost og jeg var godt sulten.
Da jeg åbner madpakken bryder min borddame ud i et stort hyl og begynder at grine.
Forundret kigger jeg op for jeg sad lige og gennemgik rækkefølgen af hvilke rugbrødsmadder jeg skulle spise først og sidst – leverpostej, oksepølse, figenpålæg og pålægschokolade. Hun ser min rynke i panden og siger så – alt er jo brunt!
Forundret kigger jeg ned og ser hun har jo ret.
Det fik mig kortvarigt til at føle mig som et dårligt menneske – tænk kun at spise helt igennem brune madpakker. Hvor trist.
Det var jo hver for sig gode ting så jeg rystede det af mig og gik lystigt i gang med fortæringen.
Senere skulle jeg så læse at jo mere brun ens madpakke er jo mindre sund.
Jeg lader nok rugbrødet stå på mål for rigtig meget…

Det får mig så frem til i dag hvor jeg igen står med rugbrød og brunt pålæg – er det en fetich eller er det rent faktisk et koncept?
Camouflagemadder det er det det er!
Det gør det ikke en bid sundere men en hel del sjovere.
Så her er et styk camuflage mad:

Rugbrød med figenpålæg

Rugbrød med hjemmelavet figenpålæg af figner, abrikoser, svesker, mandler og kokosfibermel

zoologisk

Blåhvalen der boede sammen med rockeren Knud og noget om rugbrød

For mange, mange år siden på en strand i Danmark strandede en hval.
Ikke en hvilken som helst hval.
Det var en blåhval og så bliver det ligesom ikke meget større.
Efter nogen tid lykkedes det at finde en metode til at aflive hvalen på og efterfølgende at udfri skellettet fra kød, fedt og hud.
Så kørte man hvalen land og rige rundt på en trailer. For 5 øre fik du den selv at se. Dernæst var det en tur ind og stå i zoologisk have. Men vind og vejr bed godt fra sig og attraktionen mistede sin værdi. Så man pakkede rub og stub sammen – fandt et lager og stuvede det af vejen.
Og der kunne hvalen så have ligget den dag i dag.
Men – for der er et men.
En dag tog to konservatorer ud for at hilse på hvalen og se hvordan den havde det.
Dens ensomhed var blevet i mellemtiden blevet afløst af en lædervæstbærende mand der hed Knud og resten af hans rocker venner.
Og for at hvalen ikke skulle glemme hans navn – havde Knud skrevet KNUD på hvalens hoved lige foran venstre øjenhule.

zoologisk
Konservatorerne mente ikke de nye legekammerater var de helt rigtige så de tog hvalen med sig hjem. Der smed de alle bilerne ud af parkeringskælderen, gav hvalen en tur med en skrubbe og siden den dag har hvalen boet der.

Ja det er en af de historier man kan liste ud af folkene på Zoologisk museum – hvis man ellers har tid til at blive hængene for man får sjældent blot en historie. Der følger altid lige et par stykker med. Og det skal man bare nyde.

Noget om rugbrød

Friskbagt rugbrød belagt med karamelliseret banan og pållægschokolade

Friskbagt rugbrød belagt med karamelliseret banan og pållægschokolade

En melkværn er flyttet ind på mit køkkenbord. Der har den stået og ventet tålmodigt til jeg stille og roligt fik has på mit lager af rugmel. For rugbrød er et hit her!
Spørgsmålet – hvad sker der hvis man kværner kornet selv? Ja det har rumsteret en rum tid på de indre kanaler. Så da det rigtige tilbud bød sig til slog jeg til og fragtede fætteren med hjem.
5 kg hel Svedjerug er sidenhen flyttet med.

rugb_5
Så dukkede spørgsmål som hvor groft eller fint skal kornet males?
Et par eftersøgninger syntes ikke at give det klokkeklare svar. Dermed var der dømt prøv dig frem.
Begejstringen var stor da kværnen skruede tempoet i vejret, summede, brummede og var klar på at male sig igennem 700 g rug.

rugb_4Men ak i ren begejstring fik jeg ikke justeret grovheden og så stod pinden på 9 og kornene blev skudt ud af møllen i et rasende tempo – men uden der var sket noget synderligt med dem.
Lidt mere drastisk gik jeg til værks i forsøg nr. 2. Indstillede kværnen på 1,5.

rugb_1
Støvet stod ud mens kornet velvilligt blev slugt. Et viskestykke over vilddyret og så kunne det værste holdes i ave.
Resultatet blev at melet blev et nøk eller to finere end det der indtil nu har fundet vej ned i rugbrødsdejen.
Næste gang prøver jeg at skrue op på 2,5 og se hvad det så giver.
Man skal holde hvad man lover og for 3 år siden lovede jeg at dele en rugbrødsopskrift med dig.
Det kommer så til at ske lige nu – voila!

Surdej klar til at blive til rugbrød

Surdej klar til at blive til rugbrød

Surdej
1 dl hørfrø
7,5 dl vand
700 g. rugmel
1 spsk. salt

Rør det rigtig godt sammen så det bliver en tung sammenhængende masse.
Læg et viskestykke henover skålen og lad dejen stå og hvile til næste dag.

2 håndfulde solsikkekerner
375 g rugkerner
2,5 dl vand

Næste dag røres de sidste ingredienser sammen med dejen.
Tag surdej fra til næste gang og fordel dejen ud i forme.
Lad dejen hvile i formene i mindst 5 timer.
Sæt brødene ind i en kold ovn og bag så brødet i 30 min. Ved 220 grader.
Dernæst skruer du ned på 150 grader og bager færdigt ca. 55 minutter.
Stil brødene til afkøling på en rist.
Man kan godt spise det med det samme, men det vil være lidt klægt før det er kølet ned.

Tips:
Knækket, skårne eller hele rugkerner – jeg har ikke lige kunne smage forskellen. Brug hvad du har.
Malt – man kan sagtens tilsætte malt for at opnå et lidt mørkere rugbrød. Nogen siger det påvirker bagevnen negativt og kan få brødet til at synke sammen. Det er nu ikke sket for mig de gange jeg har prøvet med maltmel/maltsirup. Jeg bruger det ikke længere – det giver mig ikke nok.

Jeg fik engang et sort rugbrød hos en bager i Århus. Det var utroligt flot og det har jeg forsøgt at gøre efter. Men uden held. Rugmelstyper, malt produkter, bagetid i op til 24 timer, blæksprutteblæk. Intet kunne give den samme sorte farve. Senest har jeg læst om vegetabilsk kul. Det skulle ikke være det sundeste, men det kunne være interessant at se om det er her det sorte hul gemmer sig.

 

Slutteligt er det bare at sige jeg elsker skorpe og derfor bager jeg mit rugbrød i muffinforme.
Mums fillibabba.

rugb_7

Alf layla wa-layla eller Tusind og en nat

Når nu inspirationen alligevel er der kan jeg ligeså godt smide en opskrift ind for at fejre genopstandelsen.
Hvert år deltager jeg i en privat kagekonkurrence. Og hvert år starter ideerne til næste års kage så snart årets konkurrence er kørt af stablen.
Sidste år lod jeg mig inspirrere af 1001 nats eventyr – så det skulle være lidt eksotisk, der skulle være bling, en fed sødme og et lille hint af noget syrligt.

Det blev til en Pistacie-mandelkage m. tranebær og avokadocreme.

Toppet med avocadocreme, granatæblekerner og blå kornblomst

Toppet med avocadocreme, granatæblekerner og blå kornblomst

Ingredienser:
125 g Usaltede pistacier
250 g Blødt smør
250 g Rørsukker
4 stk. Æg
100 g Mandelmel
50 g Hvedemel

Topping:
200g Tranebær
3 tsk Rørsukker
Fint revet skal af 1 appelsin
25g Usaltede pistacier

Avocadocreme:
1 Avocado
Saft af 1 citron
1 dl Flormelis
1/4 Vaniliestang
1/4 ltr Piskefløde

Forvarm ovnen til 190°C. Smør siderne på en 22cm springform tin og kom et stykke bagepapir på bunden
Mal pistacierne til mel og pisk smør og sukker sammen til en luftig masse (ca. 3-4 min.).
Kom dernæst æggene i – et ad gangen og pisk godt hver gang.
Vend pasticerne, mandelmel og hvedemel i.
Kom massen op i springformen.

Bland tranebær, sukker og appelsinskal sammen og fordel det ud over kagen og pres det let ned.
Bag kagen i 50-55 minutter.

Hak pistcierne groft og så snart kagen er færdig drysses de ud over den og presses ligeledes let ned. Lad kagen hvile i formen i 15 minutter inden den tages ud og sættes på en rist.

Avokadokød, citronsaft, flormelis og vanilie kommes i en foodprocessor. Kør til det er mosed godt sammen. Hæld piskefløden i og kør – når cremen er let og luftig er den færdig. Smag den evt. til med citron og sukker. Stil den på køl.
Kom den op i en sprøjte og fordel cremen ud i toppe på den afkølede kage.
Pynt evt. med granatæblekerner og blå kornblomster.

 

Avokadocremen må jeg tilskrive den gode C. Plum for – der har hun virkelig skudt papegøjen.
Cremen kan udgøre en dessert i sig selv, men husk at tilsætte noget sprødt og noget syrligt ellers kan den hurtig blive en tung dansepartner. den kan også fryses som is.

Vandt kagen? Ja den gjorde. Så langt om længe er jeg tilbage i storform.
Næste gang står den på tryksnegle og jeg har allerede indkaldt en konditor til at give mig et kursus ud i den diciplin. Nu mangler jeg bare villige ofre til at gnaske sig igennem eksperimenterne…

Render render never surrender

Timerne tikkede lystigt derudaf – den ene dag tog den anden og klokken var blevet 23:53.
To dage med et advance kursus i 3D modelleringsprogrammet Rhino var forbi og jeg var fortsat med at arbejde videre i programmet.
Fra min tid i praktik hos WhomadeID, hvor min ene chef havde en svær fashination af ure og havde lavet nogle ret cool renders af et ur i eget design.
ja så har jeg fundet at der er noget med ure og 3D modellering der bare tikker.
Da jeg i forvejen er ganske udemærket kørende i Rhino havde jeg mellem de enkelte steps tid til at arbejde med et lille side projekt – et ur.
Stille og roligt fik jeg eksperimenteret med de nye værktøjer og de gamle til et ur langt om længe dukkede op.
Efter en hurtig rendering så det således ud:

Hurtig rendering af et ur

Hurtig rendering af et ur

Når jeg får renderingsprogrammet V-ray op at køre er jeg overbevist om at der kommer til at ske virkelig gode ting og sager med renderingen.
Men det her er en start.

Et andet projekt jeg har kørende er et, hvor jeg kombinerer Rhino og en lasercutter.
Jeg skal nemlig afholde et kursus i lasercutting til maj og så skal der jo eksperimenteres lidt så de kære kursister kan blive godt udfordret.
En af opgaverne planlægger jeg at blive en hvor to forskellige materialer skal kombineres.
Det kræver at man kender lidt til materialerne og maskinen.

Hurtig skitse af en fantasifuld fisk

Hurtig skitse af en fantasifuld fisk

Efter lidt skitsering i hånden – fik jeg tegnet fisken op i Rhino og så var det jo bare at sætte lasercutteren i gang.

Fisk i krydsfinér og pink acryl

Fisk i krydsfinér og pink acryl

Det kom der så dette resultat ud af. Finnerne i acryl skulle der justeres en gang eller to på før de med en hvis bestmethed klikkede fast i kyrdsfinerfisken.
Det jeg blev snydt af er laseren fjerner mere af acrylen end krydsfinéren. Nu er fisken jo ikke særlig stor og acryl delene derfor endnu mindre – så om de indstillinger jeg har brugt er de samme på et større emne må være op til næste forsøg.
Men nu er jeg igang.

Ps. titlen på dette indslag stammer fra tiden på designskolen, hvor det at rendere virkelig kunne trække tænder ud. Så kom vi op med dette lille motto for at holde dampen oppe. Hep hey!

Stilheden har været larmende

Støvet ligger i et fint jævnt lag og har farvet Nr. 32 dødsbleg.
Men der har været en puls. ganske rigtig uhyggelig svag, men ikke desto mindre en puls.
Nu er den begyndt at vende kraftigere tilbage og fremtiden for Nr. 32 ser lysere ud.
Hvordan formatet bliver fremover vides endnu ikke – men mine tanker går på at fastholde et fokus på mad, men så krydre det med mine andre interesser.
Så ser vi hvad der sker.
Velkommen til.