En søndags gibbernakker

Det er ved at blive mørkt nu og skønt luften fra den varme asfalt svømmer rundt om mine bare ben kan jeg mærke kulden fra fartvinden så småt er ved at få overtaget. Men at sætte farten ned på den matsorte cykel er ikke en mulighed jeg bryder mig om. Så mere kul på op af bakken og ind gennem den lille skov hvor tusmørkets greb er tydeligere.
En glat gul plastikpose gynger fra styret og rammer gentagne gange mit venstre ben og skuldertasken med kameraet og resten af dagens skatte nægter at holde sig omme på ryggen.

En blog har i lang tid stået og trippet på dørtrinnet for at komme ud, men det har været svært at finde nøglerne til låsene: Formål, opsætning og indhold. Til sidst tror jeg den blev træt af at vente – biksede noget sammen, stak i nøglehullerne og slap ud.
Så dette er et tøvende skridt ud i den vilde frihed hvor reglerne endnu ikke er sat på rad og række og forventningerne endnu ligger som små frøkapsler lige under overfladen.
Men jeg kan sige så meget at her først og fremmest bliver fortalt om det der står lige foran mig lige nu. Og jeg er sikker på at med tiden vil der indfinde sig en form og rytme der vil definerer blog Nr. 32.
Skulle lysten til at stille et spørgsmål eller formulerer en kommentar så er du meget velkommen til at gøre dette.

En rastløshed i kroppen der trængte til at brænde noget energi af og en hjerne der ledte efter et nemt projekt – havde nogle timer tidligere overtalt mig til at hoppe på cyklen og søge øst over.
Målet var klart der skulle høstes et par håndfulde hybenroser til brug i en række eksperimenter af gastronomisk karakter.
Kameraet var også pakket i tasken for med den sol og det bestemmelsessted kunne det meget vel gå hen og blive en nydelse for øjet.
Og da turen stort set er ned af bakke hele vejen tog det ikke lang tid før jeg krydsede over den sidste jernbanebro og fik Sydhavnstippens landskab i sigte.

Min guide ind i området blev en stor grussti der førte mig forbi “ejnaræbler” træet og vandløbet med det lidet flatterende navn Lorterenden (ikke langt derfra ligger Guldkysten, så man må tage det søde med det sure). Snart befandt jeg mig inde i indhegningen hvor dyr med firkantede pupiller efterlader sig spor i form af små sorte “saltpastiller” – med andre ord får.
Her stødte jeg på en høj og ved den høj stod et træ og under træet lå noget der umiskendeligt lignede en blankpoleret gravsten i rød granit.


Samtidigt med at jeg stod og undrede mig over at teksten på stenen møjsommeligt var blevet censureret bort med en mejsel kom en mand og en gylden tigerstribet kamphund hen og hilste på.
Da han så jeg fattede interesse for stedet sagde han – sæt din cykel og lad mig vise dig noget spændende.
Og uden cykel gik vi rundt om højen og fandt på dens bagside en række kunstværker – nogle færdige andre stadig under udførsel.
Straks for tankerne tilbage på en gammel klassekammerat og dennes fascination af Andy Goldsworthy.


Vejen skiltes hunden var træt og havde fået nok af solen, han var sulten og jeg havde endnu ikke fundet det jeg satte ud for.
Ind gennem snævre passager skabt af får mellem de store og tætblomstrende tjørnetræer gik det til jeg fandt en kløft.
Nede i denne kløft lå et rustent lig af en bil.


Med uforrettet sag måtte jeg ligge tippen bag mig og krydse vandet over til Amager hvor jeg fandt mine roser.
Så nu er hjemmet belejret med duften fra tre hybenrose-projekter: Kandiserede roser , Rosensukker & Roseeddike