Syltet og på eventyr

Her er et kig ind i den produktion af spiseligheder der indtil videre er blevet kreeret i mit køkken.

Ramsløgskapers, hyldesukker v1, syltede grønne brombær, hyldesukker v2

Gennem et nyt bekendtskab blev jeg gjort opmærksom på at grønne umodne ting var noget der i øjeblikket fashinerede kokkene i det nordiske køkken.
Og en af de ting der blev nævnt var grønne syltede brombær. Og dermed lød kaldet til en ekspedition for at høste disse grønne syrligheder.
I min søgen på nettet dukkede der ingen opskrifter op på at sylte grønne brombær så det at give sig i kast med det virker som at gå på opdagelse i et nyt land.
Jeg besluttede mig for at prøve forskellige måder at gøre det på og så evaluere på resultaterne med efterårets komme.
Først blev brombærrene skyllet, lagt i en skål og overhældt med salt. Omkring 12 timer senere blev bærrene skyllet fri for salt og så kunne jeg gå i gang.

Her de syltede grønne brombær i lage

I et brombær sidder der en stilk hvorpå de små ”bær” sidder fast og til sammen udgør brombærret. Denne stilk er ret hård så første forsøg gik ud på at skille bær og stilk. Og det kan jeg godt sige folkens er et yderst langsommeligt arbejde!
Så i mens brombærrene skilles ad led for led gik jeg i gang med at høre en bog fra bibliotekernes gratis tjeneste: netlydbog.dk.
Bogen hedder et eventyr og er skrevet af Jonas T. Bengtson. Han er forfatter til bogen Submarino, som blev filmatiseret af Søren Vinterberg.
Bogen jeg er i gang med hedder ”Et eventyr”. Og balancerende mellem afgrundsdybe fortvivlelse og svimlende lykke følger man en far og en søn der sammen udgør et værn mod den verden der presser sig på fra alle kanter.
Bogen opleves igennem drengens analyserende og opmærksomme blik – hvilket giver nogle finurlige beskrivelser.
Det jeg kan lide ved den slags fortællinger er den varme der emmer ud fra den.
Det fremkommer for mig tydeligt i Ken Loach og Mike Leigh film,  der får visse psykologer til at løbe skrigende bort grundet det koncentrat de bliver udsat for. I disse film er verden yderst sjældent et smukt syn. Befolket med alkoholikere, narkomaner og folk uden tro på fremtiden. Men i glimt viser personerne sig fra nogle utroligt hjertevarme sider der står i stærk kontrast til alt den elendighed der er omkring dem.
De er de øjeblikke jeg suger til mig, Og det er denne hjertevarme der fra tid til anden dukker op til overfladen i Et eventyr.

Hyldesukker lavet på rørsukker og hyldeblomster – to forskellige opskrifter

Vel underholdt men timer senere måtte jeg konstatere at de med at dissekere brombær er for omsændelig en proces til at der reelt er hold i at gøre det fremover. Så jeg stoppede ved to halvfyldte små glas.
I juni havde jeg givet mig i kast med at lave ramsløgskapers ved at benytte mig af en opskrift fra Meyer´s og det var med udgangspunkt i denne sur/søde kreation at jeg lavede lagen til brombærrene.
Et glas bestod af brombær kogt sammen med lagen, et andet glas bestod af hele brombær der blev overhældt med varm lage.
Så kølede jeg lagen ned og fordelte ud over de hele og de ”dissekerede” brombær.
Dernæst blev de gemt væk inde bagerst i det mørke køkkenskab, hvor de får lov til at stå to måneder inden jeg begynder at le eller græde over resultaterne.

Ramsløgskapers er stort set klar til at blive smagt på!

Med “Dødens gab” på brombær jagt

Grønne og umodne sidder de og stikker frem blandt sarte lyserøde blomster. Brombær.
Jeg har bevæget mig ud på fælleden, lagt min sorte cykel ned blandt gyldenrisene. Går man forbi ude på stien kan man ikke se den er der. Så jeg kan trygt trænge længere ud i det grønne plantehav.


Med kontrolleret langsomhed stikker jeg højre hånd ind blandt brombærbuskenes hajtands agtige torne. Alligevel flår de i mig. Truer mig med at flå mig omkuld når de lange kraftige ranker farer ud foran benene på mig. Rifterne kryber ud over håndryggen og op ad armene.
Solen bager overraskende varmt på panden som springer læk og lader dråber af sved glide kildrende ned over mit ansigt. Bagsiden af en håndryg tværer dem ud i et forsøg på at undslippe kilderiet. Men næste dråbe er allerede på vej.
Plastikposen med de små grønne bær fyldes uendeligt langsomt og tiden sniger sig umærkeligt af sted.
En særlig bidsk ranke får så godt fast at den omgående bliver døbt ”Dødens gab”. Og jeg savner mine gummistøvler og min fars nedarvede læderjakkes beskyttelse.

Grunden til min tyvstart på brombærplukkeriet skal findes i mødet med en kok der er del af det maskineri der udvikler nye spændende produkter under Meyer brandet.
Han fortalte om at der hist og her blev eksperimenteret meget med umodne ting i det nordiske køkken og at netop grønne brombær var sidste skud på stammen.


Jeg genfandt hullet i brombærmuren og forsvandt ind i den lille oase jeg ved et lykketræf fandt sidste år.
Følelsen der rammer mig mens jeg lader rankerne lukke sig ind over mig er, som at træde ind til det sted hvor Totoro ville bo.
Her står vinden stille og det korte græs indbyder til at blive slappet af på.
Siddende i solen, isoleret fra resten af verden, kigger jeg til min høst. Plastikposen er begyndt at dugge og sender en lille stråle bekymring ud i systemet. Når jeg hjem med nok brombær uden de tager skade?
Tilbage ude i plantehavet går jeg sikkert tilbage i mine spor. Men alligevel går jeg vild. Plukker flere brombær for ligesom at virke cool. Men kan ikke længere genkende stedet. Kommer ud til en sti. Ser en mand der resolut vender sig om da han ser mig. Han bliver ved med at kigge tilbage. Han virker skummel. Hvor er min cykel? Højre eller venstre? Jeg går rundt og rundt, tilbage ind i planterne. Kommer ud igen på en sti. Par går forbi mig og videre ud i deres egene oplevelser styret af laser guidede super gps’er.
Så pludselig genkender jeg noget og jo her ligger cyklen og venter på at bringe mig og skatten hjem.

Næste gang skal jeg nok løfte sløret for hvordan brombærerne bliver anvendt.

Orange er farven

 

Roskilde Festivalen var som sådan ikke noget jeg var særlig obs på. For jeg havde helt og holdent besluttet at det ville jeg ikke bruge mit krudt på i år.
Men det ændrede en enkelt opringning.
Før jeg vidste af det var jeg blev indrulleret i hele maskineriet og for det gule armbånd der blev låst fast til min venstre arm måtte jeg betale retur med 24 timers arbejdskraft.
Men med den gule adgangsgiver var der åbent for slaraffenlandet af koncerter og jeg fik samlet nogle mindeværdige koncerter sammen og lagret dem i hjernebarken.

 

 

Den er god nok – ham den “lille” gut på scenen med guitaren er Bruce Springsteen

Først og fremmest bliver jeg nød til at fremhæve Bruce Springsteen. Det var en meget stor oplevelse at overvære den koncert der bare fortsatte og fortsatte. Specielt nummeret Dancing in the dark satte sig godt fast. Og skønt mit kendskab til Springsteen ingenlunde var noget at råbe op om var der åbenbart Spark enough to start a fire.
At nummeret alle havde ventet på Born in the USA druknede i en bulderbas af karat og at lysshowet var temmelig primitivt var vidst den eneste plet at sætte på det show!

Cold Specks fik jeg lige lyttet lidt til inden jeg skulle over og sikre mig en plads foran Orange til førstnævnte koncert. Men det jeg hørte lød vældig interessant så jeg kan kun anbefale at du tager et lyt
Om du så kan høre arbejderne i de hvide bomuldsmarker såsom hun var præsenteret i kataloget vil jeg være helt op til din indre biograf at afgøre. Men stemningsfuldt det er det.

En der ikke behøver videre introduktion er Janelle Monae der leverede en overordentlig kompetent koncert der i den grad fik folk til både at gå i knæ og hoppe op i vejret.
Den energi der er at finde i hendes musik og ikke mindst i dette nummer
Ja den energi er bare fed at opleve hver gang. Hun fik da også lige hilst Prince med nummeret Take Me With U og dermed sætte gang i de små grå med minderne fra sidste års Prince koncerter ude på femøren (super oplevelse trods regnen).

 

Flotteste scene show jeg så var de visuals der kørte bag Jakob Bro på Gloria

Jakob Bro  overraskede vidst alt og alle med at trække en imponerende stor kø til hans koncert.
Jeg selv og andre måtte spørge om det virkelig kunne passe at der var kø til en jazz koncert på Roskilde Festivalen, men den var god nok. Varmen på Gloria scenen var dog så voldsom at mange hurtig opgav og søgte ud igen og dermed kunne jeg komme ind i det sorte telt. Undervejs havde jeg snakket med en der stod bag mig i køen og stiltiende hørte vi så koncerten sammen og sagde pænt farvel da den var ovre og han skulle ud og se om hans ting i vennens telt stadig var tørre og jeg skulle over til Arena for at høre Copenhagen Colaboration.

Magtens korridorer var det sidste band jeg hørte og også den sidste koncert jeg vil fremhæve her.
Under høj sol og med mennesker der var daset omkuld i græsset gik de på med fuld smæk.
Og Pandora blev klistret fast og gentaget hele natten lang på min sidste vagt.

 

Som en lille treat har Danmarks Radio lagt en lille håndfuld af koncerterne ud på nettet her kan du bl.a. høre før omtalte Monae, Tune Yards og The Shins for bare at nævne lidt af dem.