Med “Dødens gab” på brombær jagt

Grønne og umodne sidder de og stikker frem blandt sarte lyserøde blomster. Brombær.
Jeg har bevæget mig ud på fælleden, lagt min sorte cykel ned blandt gyldenrisene. Går man forbi ude på stien kan man ikke se den er der. Så jeg kan trygt trænge længere ud i det grønne plantehav.


Med kontrolleret langsomhed stikker jeg højre hånd ind blandt brombærbuskenes hajtands agtige torne. Alligevel flår de i mig. Truer mig med at flå mig omkuld når de lange kraftige ranker farer ud foran benene på mig. Rifterne kryber ud over håndryggen og op ad armene.
Solen bager overraskende varmt på panden som springer læk og lader dråber af sved glide kildrende ned over mit ansigt. Bagsiden af en håndryg tværer dem ud i et forsøg på at undslippe kilderiet. Men næste dråbe er allerede på vej.
Plastikposen med de små grønne bær fyldes uendeligt langsomt og tiden sniger sig umærkeligt af sted.
En særlig bidsk ranke får så godt fast at den omgående bliver døbt ”Dødens gab”. Og jeg savner mine gummistøvler og min fars nedarvede læderjakkes beskyttelse.

Grunden til min tyvstart på brombærplukkeriet skal findes i mødet med en kok der er del af det maskineri der udvikler nye spændende produkter under Meyer brandet.
Han fortalte om at der hist og her blev eksperimenteret meget med umodne ting i det nordiske køkken og at netop grønne brombær var sidste skud på stammen.


Jeg genfandt hullet i brombærmuren og forsvandt ind i den lille oase jeg ved et lykketræf fandt sidste år.
Følelsen der rammer mig mens jeg lader rankerne lukke sig ind over mig er, som at træde ind til det sted hvor Totoro ville bo.
Her står vinden stille og det korte græs indbyder til at blive slappet af på.
Siddende i solen, isoleret fra resten af verden, kigger jeg til min høst. Plastikposen er begyndt at dugge og sender en lille stråle bekymring ud i systemet. Når jeg hjem med nok brombær uden de tager skade?
Tilbage ude i plantehavet går jeg sikkert tilbage i mine spor. Men alligevel går jeg vild. Plukker flere brombær for ligesom at virke cool. Men kan ikke længere genkende stedet. Kommer ud til en sti. Ser en mand der resolut vender sig om da han ser mig. Han bliver ved med at kigge tilbage. Han virker skummel. Hvor er min cykel? Højre eller venstre? Jeg går rundt og rundt, tilbage ind i planterne. Kommer ud igen på en sti. Par går forbi mig og videre ud i deres egene oplevelser styret af laser guidede super gps’er.
Så pludselig genkender jeg noget og jo her ligger cyklen og venter på at bringe mig og skatten hjem.

Næste gang skal jeg nok løfte sløret for hvordan brombærerne bliver anvendt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s