Mørklagt kultur

Midt i trængslen, går jeg fremad – siver ud ad, over vejen og bort i metromængden.
Står af på bunden af Nørreport og kæmper mig op til overfladen – stadig flere mennesker.
Iført badge tilhører jeg dette døgns klan og slørene åbner sig når de ser mit passér pas.

Botanisk have står i lys lue – afspærringsbånd og farverige lamper fører mig hen over broen.

Lokker mig op til observatoriet på højen – udstyret med faktakort ser jeg at en tredjedel af alle murstenene til byggeriet er gået til fundamentet som går hele vejen ned igennem højen til gadeplan. Det skaber stabilitet således at det følsomme udstyr i observatoriets stjerneorienterede kuppel kan modstå rystelser fra trafikken. Den gang var det passagen af sporadiske hestevogne i dag er det floder af tonstunge biler og lastvogne der sender chokbølger ind i optikken.
Jeg sætter mit øje til kikkerten og ser en stjernes lysårs lange besked blinke tilbage som en lille diamant. Jo finere optik, jo mindre og skarpere er stjernen.

Således udstyret med stjerneglimt i højre øje går turen ind i tropehusets varme og fugtige favntag. En fyr udstyret med guitar synger ord andre har skabt og om smerte andre har følt. Hvor er han selv i alt dette?
Jeg stiger til vejrs i et ståltrins beklædt sneglehus og lyset flimrer i regnbuer – jeg fanger en blå.

Den kølige natteluft står mig i møde mens en dump lyd proklamere at døren bag mig er faldet i.
går mod udgangen ubevidst om hvor trådene trækker mig hen.

En bus fører mig ud af centrum og universitetsparkens velkomstkomité byder velkommen og belærer mig om alt fra tandbørstning, smerte, malaria og hvad mangel på hjerneaktivitet kan vinde en.
Endnu en bus, endnu en tur på tværs, endnu en visning af mit badge, endnu en åben port og jeg befinder mig på en stol på Vesterbro.
Pakket ind i tæpper, omringet af et højt lydtryk og lys der preller af på et stort lærred. Billeder fra underfundige steder af underfundige mennesker fader ud i hinanden. I mens kryber kulden ind under tæppernes forsvarsværker og jeg begynder at døse hen.
Rejser mig op og stæser ud og ind i ny bus der tager mig den modsatte vej. Hopper af og bestiger “Alpe d’huez” for på toppen at finde zoo åben.
Jeg går ind, smiler til en vagt, der smiler igen, men det er tydeligt at han gerne vil hjem trætheden hænger i mundvigene og i øjnenes kroge. Jeg forstår ham godt.
Omkranset og oplyst ligger løvernes fæstning med dets betonmure og dybe voldgrav. To løvinder og en enkelt unge er netop gået ombord på en umiskendelig stribet hest.

Og således overrasket over dette syn der ellers kun er mig forundt når David Attenborough stille som en ninja lister rundt på savannen inde bag tv’ets glaspalisade går jeg videre. Ser en gorilla vende sig i sin natlune redde og en chimpanse på en planke mange meter over mit hoved. Jungleehusets fugt sætter sig på min kameralinse og bortsensurerer fugle, slanger og træer.
Til sidst følger jeg et firbenet dyrs forslag – finder hjem og falder om på min duvende gren under en bunke lånte fjer.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s