På klar bund

Optimalt. Hvad er optimalt? En evig jagt på det optimale har ledt mig ud i at afprøve et nyt tema til Nr 32. Her er søge funktionen kommet op i toppen og en mere logisk måde at efterlade en kommentar er der også blevet plads til.

Vel mødt min kære læser. Vi skal ud og løbe nu!
Lige netop i det øjeblik min højre sorte løbesko satte sålen på gruset kiggede jeg op.
På himlens akvamarinblå vælv stod opblæste flamingolyserøde skyer hver for sig.
Træerne var endnu rige på bladguld i lyse og mørkere varianter. Og solen hang lavt på himlen. Så lavt at da min venstre sorte løbesko satte sålen på flisen var det blevet mørkt. Så mørkt at jeg undervejs mellem stammerne, foran mig og lidt efter bag mig så lys hoppe op og ned fra andre løberes batteridrevne pandelamper, cykellygter og LED besatte refleksbånd. Mit nattesyn har der heldigvis ikke været noget galt med så jeg løber i mørket.  Iført sorte sko, sorte bukser, sort jakke, sorte vanter og hvide hovedtelefoner og strategisk korrekt placerede reflekser. 21:42, 21:30, 21:07 stille og roligt kommer der mere fart i benene. Distancen bliver jeg ikke blændet af – sølle 4 km bliver det til. Men jeg er begyndt at slutte af med interval løb – 10 – 20 – 30. Jeg forsøger hårdt at tælle sekunderne i hovedet. Men min hjernes udmeldinger af tal sker i samme tempo som mine lungers gispen efter luft. I 10 sekunder føles det som om jeg svæver gennem luften, som om alt er muligt, at lungerne ikke længere tørster efter ilt, at musklernes ømhed ikke længere er mærkbar og som om det satans højre knæ ingen planer har om at gøre ondt.
Når de ti sekunder er talt til ende skal regningen betales. Tempoet skæres af – ned til normalt løb. Gispene, hakkende og i det hele taget med noget af et underskud på kondikontoen klarer jeg mig igennem de næste 20 sekunder. Så er det på tide at komme helt ned i tempo og lade de løbere man så stolt overhalede før løbe forbi, mens jeg nu i oldinge fart sniger mig fremad. 30 sekunder hvor lungerne slapper af, musklerne lader ømheden strømme ud og det satans højre knæ begynder igen at fantasere om en herlig overbelastning. Så går det løs igen og i endnu en veleksekveret eksplosions acceleration flyver jeg henover grus, fuglelort og gyldne blade. Og livet føles herligt.
De forventelige første kolde stråler rammer min fremstrakte nøgne fod. Det gyser lidt i kroppen. Snart brænder det varmt på låret og efter lidt justering vælter håret ned over ansigtet – tynget ned af den vedvarende kaskade af vand fra sparrebruserens let tilkalkede hoved. Varmere, varmere, varmere! Som min krop vender sig til varmen og som dampen stiger op fra det blå mosaikgulv begynder jeg at føle mig blød og slap. Musklerne falder til ro, lader løbeturens sprængte fibre få ro på.
Står og drømmer lidt om karbadet i Tokyo – det var så varmt at jeg var helt svimmel da jeg efter en halv times kogetid forsøgte at rejse mig op. Se det føltes svært godt og en smule forbudt.
Tonerne fra en benzintanks tunge sang runger kamufleret ud af højttalerne akkompagneret af vindens vej hen over tomme flaskers åbne halse. Efterklangs besøg i den nedlagte russiske mineby Piramida er kogt ind til en luftig musisk eliksir  som jeg første gang indtager da jeg ser CPH:DOX filmen The Ghost of Piramida der følger Efterklangs opdagelser og indsamling af lyde. Efterfølgende supplerede jeg med endnu et sip fra P1’s arkiv hvor bevæggrundende og forløsningen fra bandets strabadser kommer til orde.

“En drøm er det, man ikke gør den til” – Jonas Breum

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s