Stål og rødder

Torsdag tikkede ind på kalenderen og så var det ellers bare op på cyklen og ovre bakken.
For som jeg nævnte i sidste indlæg ville dette indlægs indhold bestå af knive og rødbeder.
En kniv er et værktøj og det har bare at være i orden. Både for sikkerhedens skyld men i lige så høj grad fordi det gør arbejdet bedre.
Først startede det med spejderkniven i fritidshjemmet – så skulle man jo også have en der hjemme. Og når nu man var færdig med at snitte pinde om til sværd og snobrødsspyd skulle der også ordentlige knive ind i køkkenet.
Jeg købte mine første køkken knive i en Imerco butik der holdt lukkesalg. Så jeg fik dem til en billig penge. Det var tre Raadvad knive – jeg havde hørt godt om mærket og de fik et thumbs up fra min onkel som i den grad er en knivnørd.
Skønt knivene har tjent mig godt – de er ikke chipset (hvis der går skår i bladet), har holdt en fin skarphed og nemme at rengøre så er de aldrig rigtig kommet ind under huden på mig (i overførisk betydning).
Jeg vil nok betegne dem som værende lidt kønsløse.
Så selvfølgelig skulle jeg have mig nogle knive til at supplere op med. Nogle der specialiserede sig i andre opgaver.
I New York stod jeg og snakkede med en sælger i en Williams & Sonoma butik i en time. Og det endte med at hun sendte mig ud af butikken for at jeg kunne få mig nogle ordentlige knive. Så på hendes anbefaling befandt jeg mig i den sydlige del af Manhattan i en butik ved navn Korin. En japansk knivforetning.
Her blev knivene jeg ønskede at se på andægtigt lagt frem på et stykke rødt fløjl hvor jeg så kunne tage den op fra og mærke ergonomien, se ordentligt på materialerne og få en fornemmelse af vægten.
Da jeg så Togiharu knivene var jeg i den grad solgt. Jeg gik ud af butikken uden at købe noget bare for at være helt sikker på at det ikke var en eller anden febervild beslutning som jeg ville fortryde bitterligt når jeg først var velbaret hjemme i Danmark.
Et par dage senere købte jeg to styks en til gave og en til mig selv. At gå rundt i New York med to virkelig skarpe knive midt i en terrortid var lidt specielt. De kostede mig muligheden for at se en utrolig solnedgang fra Rockefeller center sammen med en smuk pige.

03_26_2013_kniv__2Togiharu kniv hamerslået og med damaceret stål

Cyklen trillede ind i kødbyen og hen foran HW Larsens butik. Igennem netværket Skarp på mad var jeg blevet inviteret med til en produktfremvisningsaften og ydermere et foredrag om knive med en skærsliber der hedder Benjamin Jensen. At han ved noget om knive kan fysisk ses i form af at det var ham der blevet taget med ombord da der skulle udvikles en ny knivserie for Willumsen. Her blev der ikke sparret på noget – du kan læse Benjamins råd omkring knive lige her.
Han fortalte at han lige nu er ved at ligge sidste hånd på en ny serie der bliver en tak vildere og dræber skarp – hans ord.

Der findes et par begreber der skal være styr på når der skal vælges kniv.
Rockwell skalaen er en af dem. Den bruges til at måle knivens hårdhed – hvilket bl.a. fortæller om knivens evne til at holde sig skarp.
For at en kniv kan gøre sig fortjent til betegnelsen skærende stål skal den ligge på minimum 54 HRC (Hardness Rockwell) og så er vi i landet for brødknive og urteknive.
Bevæger vi os op af i skalaen rammer vi 56 og det er her vi begynder at finde gode knive til at arbejde med kød og grønt.
Jo højere vi bevæger os op på skalaen jo hårdere og skarpere bliver kniven. Men det kommer med en pris. Kniven bliver simpelthen så hård at den mister fleksibiliteten og har derved nemmere ved at chipse. En måde at opnå en høj HRC værdi og bevare fleksibiliteten er ved at give kniven kerne af hårdt stål og så lave en kappe rundt om af en blødere ståltype.

03_26_2013_kniv_1Min Illustration herover viser hvordan man arbejder rundt om at opnå en høj HRC værdi og samtidig gør kniven holdbar ved at have en hård stål kerne og en blødere stål kappe

I øjeblikket er knivmagernes buzzword pulverstål. Fint pulver bliver under vakuum varmet op og presset i barer. Ved denne metode får man en finere stålstruktur samtidig med at man i langt højere grad kan blande stålet med andre metaller for at opnå en skarpere, mere holdbar og rust resistent kniv. Typen med betegnelsen RWL-34 er en svensk pulverstål der virkelig skulle gøre underværker.

Har du prøvet at skære en tomat med en kniv med takker? Den går nemt og ubesværet igennem. Men det har den ulempe at væden har det med at vælte ud. Skærer man med en kniv uden takker og evt. en keramisk kniv vil væden i langt højere grad holde sig inde i tomaten.  Specielt keramiske knive excellere i denne disciplin – grøntsagerne holder sig pænere i længere tid og ydermere er kniven smags neutral og afsætter dermed ikke stålsmag i maden (nogen kan smage dette – det er dog ikke noget jeg har lagt mærke til).

En lærerig aften der næsten fik mig til at smide de små 4000 kroner for at få en Willumsen kniv med hjem i samlingen (min er på 6 Benjamin har over 52…).

03_26_2013_kniv__1De tre første knive (fra venstre) er hovedsageligt til grønt. Nr 1 er Togiharu kniven, nr 2 er Raadvad silke og nr 3 er en kniv jeg fik fra Japan gennem en ven. Den ruster hvis man ikke er over den, men er tilgengæld uhyrlig skarp.
Nr 5 og 6 er til kød og er henholdsvis en Global kniv og en Raadvad silke.
Nr 4 er en brødkniv ligeledes Raadvad – denne bruger jeg også til at hakke nødder og chokolade med da tænderne ligesom kan fastholde emnerne så de ikke smutter ud over det hele.

Så er vi nået frem til punkt nr. 2. Rødbederne.
Disse på ydersiden så brune og triste rodfrugter der på indersiden besidder en enorm farve intensitet. Ligesom man nu kan spise sig fordærvet i blå kartofler og lilla gulerødder så findes der både rødbeder, gule beder og bolsje beder.
Prøv at sylte de gule beder med æblecider eddike og du får et gyldent glas af velsmag og lidt afveksling fra de traditionelle men også utroligt flotte rødbeder. Om bolsjebederne holder deres fine mønster ved jeg ikke men det er bestemt et forsøg værd.

For nyligt smagte jeg en salat bestående af intet andet end rå gule beder skåret i staver. Det var virkelig sprødt. Den jordagtige smag jeg normalt forbinder med denne rodfrugt var tilstrækkelig svag til at det var en særdeles god oplevelse.
Jeg brugte efterfølgende en gul bede som tilbehør til et læs pandekager jeg lavede.

03_26_2013_kniv_Det helt store projekt var dog Borsjtj – rødbedesuppe. Mens kulden stadig sidder fast derude på ruden og i fingrene efter en cykeltur er suppe det helt rigtige måltid at indtage. Varmen fra retten får nærmest sveden til at springe og man kan glemme varme sweatre og uldne sokker for en stund.
Kødmæssigt benyttede jeg mig af et økologisk spidsbryst jeg fandt hos en slagter.
De havde kun det ene tilbage og jeg bedømte at jeg nok godt kunne bruge det hele til suppen så hvor meget det vejede ved jeg ikke.
Første mission var at sprænge det. Jeg læste op og ned, men blev aldrig rigtig klog på det. En forespørgsel i et forum gav heller ikke noget resultat. Så jeg valgte en googlet løsning og kogte kødet i en rum tid (ca. 3 timer) sammen med timian, peber og laurbærblade.

Opskriften jeg brugte til suppen er frit over Nanna Simonsens og kan ses her

Borsjtj

Oksespidsbryst
15 peberkorn
2 laurbærblade
et bundt friske timian kviste
2½ l koldt vand
5 hele nelliker
2-3 løg,
1 gulerod
1 tyk skive selleri
1 1/2 spsk. salt.

Suppen

500-600 g rødbeder
2-3 gulerødder
2 persillerødder
1 Fennikel
2 porre
1/4 stor hvidkål
5 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
1 spsk. smør
1/2 tsk. knust koriander
1/2 tsk. knust allehånde
chili efter behag

1 rødbede
2 spsk. tomatpuré
3/4 dl æblecidereddike
1 spsk. sukker
2 spsk. dijonsennep

Til servering
salt og peber
cremefraiche
Lidt grønt

Jeg valgte først at koge kødet for sig med timian, pebberkorn og laurbærblade – og så hælde kogevandet og kød oven i grøntsags bouillon. Man kan nok gøre det nemmere og hurtigere ved at gøre således:
Hæld koldt vand over kødet, tilsæt krydderierne og lad det koge langsomt op.
Så tilsætter du hele løg med skallen på og nelliker stukket ind i dem samt grofthakkede gulerødder, persillerødder og selleri.
Lad herligheden koge 2-3 timer til kødet er mørt.

Imens kan du vaske rødbederne og koge dem møre – lad skræl sidde. Hæld vand på til det dækker og kom lidt salt derved.
Det tager nok en times tid før rødbederne er møre. Så hælder du koldt vand over dem og gnubber skallen af.

Gør resten af grøntsagerne klar, hak dem groft og snit hvidkålen fint. Sauter herligheden i olie og smør. Kom koriander, allehånde, chili, tomatpure, 2 dl vand og 4 dl suppe fra kødgryden og lad det simre under låg i 45 min.

Fisk det herligt møre kød op af suppen og læg det til side. Si suppen og bland den med grøntsagerne og den væde der er ved dem.
Og så kan du hive stavblenderen frem og lave en ordentlig hvirvelstrøm så grøntsagerne bliver godt og grundigt onduleret. Stop når du føler du har den rette grovhed.

Riv den rå rødbede og vend den med sennep, sukker og eddike.
Skær kødet ud i tern og kom det i suppen sammen med den revne rødbede og lagen.
Rør suppen godt igennem og smag den til med salt og peber.

Sæt den store gryde på bordet og øs op i skålene. Kom en god klat creme fraiche på og evt. lidt grønt til lige at peppe op med.

Tips – vil man være lidt fræk kan man lave suppen på både røde beder og gule beder. Man koger de rå beder hver for sig. Så deler man suppen over i to portioner og tilsætter henholdsvis de røde i den ene og de gule i den anden. Ved servering kan man så komme den røde suppe i en skål og så forsigtigt hælde noget af den gule ned i midten og derved få en to farvet suppe – mon ikke man kunne imponere gæsterne og sig selv.

Mums filibaba

De to uger er næsten ovre – tankerne om hverdagen og det nye job popper oftere op på overfladen. Heldigvis er der masser af ting der hiver mig tilbage til sol, vand, palmer og ikke mindst maden.

03_17_2013_seychelles_2Jo rejer med bananer er rejer med bananer – det smagte overraskende godt.

Fisk er nok ikke den fødevaregruppe jeg mæsker mig mest i herhjemme – jo det bliver da til en flok hjemmelavede fiskefrikadeller i ny og næ og jeg har lavet en gravadlaks. Men fisk er bare ikke dem der svømmer forrest i tankestrømmene når jeg planlægger det næste måltid.

03_17_2013_seychelles_7Man kan også få sig en burger hvis man lyster.

Tilbage i 2007 var jeg på Seychellerne første gang og der fik jeg fantastisk fisk. En aften, med en let brise befandt jeg mig på en overdækket restaurant indhyllet i en fed grill-os. Her spiste jeg barracuda, grouper og snapper og det var bare lækkert. Det var måden kødet faldt fra hinanden, det var måden hvorpå det florlet fordampede på tungen, det var måden de sorte striber lå henover skællene.
Hjemmefra var jeg derfor tændt på at nyde en masse forskellige fisk.
Øverst på listen stod Slipper lobster’en som blev spist på restauranten Bon bon Plume. Udsigten ud over den uovertrufne strand Anse Lazio, med saltvandet størkende i det solblegede hår, bare fødder placeret i det bløde sand. Og så dette fantastiske krebsdyr på tallerkenen. Der manglede absolut intet.

03_17_2013_seychelles_9Denne hund var enormt interesseret i fiskene, men kunne ikke fordrage at få snuden under vand

Den fisk jeg spiste mest af i denne ombæring var grøn Jobfish – på dansk hedder den Blågrå snapper den grønne var den mest hyppige, for det var sværere at få fat i den gule (har røde skæl…)

Og det var en onsdag aften på hotellet at jeg fik den bedste version og jeg stod lige ved siden af kokken under hele frembringelsen.
For et par dage tidligere havde jeg spurgt receptionisten om han kendte et sted man kunne få et madkursus. Resolut tog han telefonen og ringede kokken op og så var der grønt lys.

03_17_2013_seychelles_4Frisk kokosnød – godt med lidt væske inden det går løs

klokken var blevet 16 da jeg trådte ind i køkkenet hvor der allerede stod damp op af adskillige gryder. Aftenens buffet skulle være kreolsk (en blanding af afrikansk og fransk køkken, kendes også fra Caribien og New Orleans). De primære smagsgivere er ingefær, kanelblade, chili og ikke mindst masser af hvidløg.

Til en karry bruges der fx 2 kanelblade til en mild og 5 til en stærk.

3 store jobfish blev ridset i et rombeformet mønster og lagt i en marinade af bl.a. mango, passionsfrugt og chili.
Da jeg smagte det færdige resultat lå den en gang søde og syrlige frugtsmag utroligt fint i baggrunden hvor man så kunne dissekere de forskellige ingredienser.
Mens varmen og luftfugtigheden i køkkenet var godt oppe at ringe forholdt det sig helt anderledes i det tilstødende dessert køkken. Her var der godt med aircondition. Det kreolske tema var selvfølgelig ført videre ud i desserterne og specielt en tærte med bananmarmelade med karamelliseret sukker og vanilje fra den lokale producent smagte utroligt godt. Den kære dessertkok smilede og smilede mens han tegnede, beskrev og fodrede mig med de mange lækre frembringelser – næsten transperante groftrevede rå kokostoppe og kugler af banannougat for bare lige at nævne et par stykker.
Tilbage i køkkenet fik jeg selv lov til at gå i klinch med en Plao – en risret med safran, kylling, svin og krydrede pølser.

Og fik lært at når man bruger kokosmælk så må retten ikke være for varm før fløden (den faste del) kommer i og dernæst kan ”mælken” komme i. Så undgår man det skiller.

Vel tilbage i DK fik jeg fastelavnsboller med den før nævnte bananmarmelade og det fad forsvandt før dem med creme og dem med hindbærmarmelade!
Man kan frygte at bananmarmeladen bliver vammel og bare vokser i munden som en solvarm overmoden banan, men det er slet ikke tilfældet.

Men når man befinder sig i Stillehavet er det jo ikke kun fisk der melder sig til middag. Frisk frugt direkte fra grenene. Så er det sagt.

03_17_2013_seychelles_3Denne jackfruit har nok set bedre dage, men det på trods er den betagende flot at se på

Vi lejede en bil og kørte ud af Cort d’or og ud til en pynt, hvor vi stod ud og gik ud på en strand hvor træerne grene hang ned over sandet.
Her mødte vi Sey Robertson, en galleriejer der endelig bad os om at besøge hende i det gule hus nede af gaden.

03_17_2013_seychelles_1Og jo huset var gult – meget gult! Hendes mand havde valgt den farve for at gøre det mere synligt for forbipasserende. Og skønt manden var bortgået og hun ikke malede mere – faktisk havde hun kun 6 billeder tilbage. Det lokale hotel havde lukket og turiststrømmen var borte, så penslen blev lagt på hylden til fordel for et job i byen.
Hvad billederne manglede i skønhed opvejede Sey til gengæld med en intens glæde og entusiasme som hurtigt overvandt min noget skeptiske holdning.
Da vi efter noget vandren op af gaden og op af en stejl bakke endelig fandt det gule hus haglede sveden ned af os. Sey tog smilende i mod os og insisterede på at sætte os på hendes bænk blandt vasketøjet som hang ned fra loftet. Vi så på billederne og var egentligt mere imponerede af de billeder som hendes nabo havde frembragt. Men købte alligevel to små – et af den ø vi havde vores første dyk ud for St. Piere og så et fra Anze Lazio. Da vi skulle til at gå fik hun et lidt vildt blik i øjnene og styrtede ud af huset – for skulle vi ikke have kokosnødder med! Jo og så fiksede hun lige to. Før jeg vidste af det plukkede hun også caramboler ned fra hendes træ og fyldte en blå plasticpose godt op.

03_17_2013_seychelles_8Med formaninger om at passe på vores ting og et stort tak for besøget startede vi bilen – næste stop Anze Georgette.

03_17_2013_seychelles_6En strand med vand så flot at man knap nok tror sine egne øjne. Her satte jeg tænderne i min carambole og blev mundlam. Skindet var en tynd fin hinde der holdte et utroligt læskende og smagsfyldt frugtkød på plads. Carambolerne på de danske hylder er smagsfattige læder efterligninger af denne. Så kommer du nogensinde et sted hen hvor carambolerne falder solmodne fra himlen så spis en (den skal være lidt bleg i det).

03_17_2013_seychelles_5
Hermed slutter min række af dedikerede Seycheller beskrivelser.Næste gang bliver det vidst noget om køkkenknive og rødbeder.

Anse Marron

Kækt hopper han af den noget for lave lilla damecykel. Iført vandrestøvler, hat, rygsæk med matchende machete og et stort smil står vores guide Rondy foran os og hilser entusiastisk på selskabet som han om en times tid skal strabadsere henover, under og ”igennem” klipper med. Målet er den lille strand Anse Marron.

03_10_2013_seychelles_7Tidevandet og solens opvarmning af de klipper vi skal i berøring med gør at vi sætter hjemmefra om morgnen og tager turen ud til Grand Anse, hvor en smal sti fører ud igennem de grønne yderkanter af skoven. Vi når hen til enden af en strand og sidder lidt i skyggen af et Violintræ – bladende er giftige og bruges til at bedøve fisk med. Et par sip af vandflaskerne og vi skal videre.

03_10_2013_seychelles_5Nu begynder det Rondy kalder den ”spicy” del af turen. Vi går ud i vandet. Skoene fyldes med svalende vand og bliver tunge som bly.
Granitklippestykkerne ligger hulter til bulter. Nogle kræver man lige suger maven lidt ind, andre and man skal hive sig op og på vej ind i en mørk tunnel under et par solide stykker klippe bliver jeg grebet af en følelse af at det her bare er det fedeste i verden. Det føles ligeså godt som barndommens sagnomspundende fødselsdags skattejagter. Og jeg mærker at min fysiske form fint matcher udfordringerne der bliver sat mig i stævne. Hvis ikke guiden var med ville man ikke ane at det her er ”hovedvejen” til Anse Marron.

03_10_2013_seychelles_9Min far er nok ikke den mest elegante eller tyndeste mand og at han kæmper sig igennem imponere mig nu alligevel lidt. Faktisk går det så godt at han de næste dage helt glemmer at han normalt foretrækker en hjælpende hånd med at komme op. Så måske man skulle udfordre den gamle lidt oftere?

03_10_2013_seychelles_2Stien svinger ind i skoven og bliver til tydeligt trampede jordstier.
Sollyset står ind gennem palmetræernes slidsede blade og fanges fra tid til anden i spindende fra Rødbenet edderkopper (Nephila inaurata). Spindende kan blive kæmpestore – i nærheden af hvor vi bor, går de fra telefonpælenes ledninger og ned til jorden. Spindcreatur’en selv kan også blive temmelig stor med en krop på op til 5 cm og et benspænd på 13 er det altså en edderkop af en hvis dimension.

03_10_2013_seychelles_12Et uanseeligt træ viser sig at være et kaneltræ og det friske afbrækkede stykke bark som Rondy giver mig lugter skønt af kanel så det niver i næsen. Jeg var tæt på at fælde hele træet og slæbe det med hjem så jeg kunne have en god forsyning af kanel til min havegrød. Jeg besinder mig dog og mens min opmærksomhed nødtvunget retter sig bort fra kaneltræet møder vi et appelsintræ der kan fremvise sine modne grønne frugter. Man koger te på den og blander lidt salt i så er man klar til at spise grøn appelsin.

03_10_2013_seychelles_6
Vi kommer ud på endnu et klippestykke og kan igen se havet ligge og fylde horisonten ud.
Lidt efter kommer der en strand til syne – den ligger mellem et par klippe arme.
Lynhurtigt er jeg i. Understrømmen hiver mig af sted ud af, bølgerne får en svag fornemmelse af søsyge til at melde sig. Men vandet er alligevel skønt at boltre sig i.
Anse Marron ligger lige på den anden side af den næste klippearm.

03_10_2013_seychelles_1Armen er dog ikke så massiv så vi finder en vej ind mellem stenene og kommer til en slags lukket lagune.
Her er vandet næsten blikstille, lavt og klart. Bølgerne på den anden side sprøjter op på den beskyttende stenmur. Og et væld af fisk vimser over koralsandbunden.

03_10_2013_seychelles_4Det er blevet tid til at brydee op og fortsætte hjemad.
Trods en heftig faktor 40 kan jeg mærke min hud brænde. Vi startede på østsiden af La Digue og som vi går og bevæger os over på vestsiden følger solen hele tiden efter og banker ned på samme side af kroppen. Så vi ved turens afslutning i den grad har en rød venstre slagside.

03_10_2013_seychelles_10Stenene som vi skal klatre over er langt om længe kommet godt op i temperatur og en blød bleg hånd skal ikke holde et særlig langt hvil på en stenoverflade før det bliver ubehageligt.
Så tempoet er godt.
Før vi ved af det er vi igen ude at gå i vandet og passere forbi klipper formet som elefanter og skildpadder.

03_10_2013_seychelles_11Et skildpadde spor leder en busk og ud mod vandet.
Turen er slut. Anse Marron blev fundet og bedykket. Nyt eventyr forude.

03_10_2013_seychelles_3

“Sey” what?

De næste tre uger er dedikeret til rejsebeskrivelser fra Seychellerne.
En klassisk fortælling om skjulte piratskatte, koralstrande, varme og et ocean så smukt at man bare må give sig hen.

03_04_2013_seychelles_5Vi befinder os i yderkanten af det Indiske ocean – langt tættere på Afrika end Indien. Koordinaterne lyder -4° 19′ 48 og  55° 44′ 18.2076.

03_04_2013_seychelles_1Seychellernes flag i medvind

03_04_2013_seychelles_3Og jo vandet er endog meget klart!

Lad os bare hoppe ud i det:

Vandets glasagtige turkis-grønne farve gik over i kongeblåt. De to 250 hk store motorer delte ikke øgruppens tilbagelænede stil og spildte bestemt ikke tiden med at sejle. Så hurtigt smagte jeg salten fra bådens oppiskede vand på mine læber og solbrillerne blev belagt med dråber som efterhånden krystalliserede sig til små hvide stykker havsalt.
Solen bagte varmt ned på de allerede solbrune lemmer og en faktor 40 kæmpede hårdt med at undgå hummereffekten. På Cuba har man træer hvis bark flager i store røde stykker – de kalder dem turisttræer…
Det kongeblå blev lidt lysere, motorerne sank i omdrejninger vi havde nået vores destination – Booby island. Jeg lod mig falde bagover og ramte vandet med et godt plask og kortvarigt var alt blåt omkring mig. Så poppede jeg op på overfladen igen og trak prøvende vejret og blev imødekommet af en tør luft og en Darth Vader agtig væsen fra luftregulatoren.
En arm greb fat i mig, luften gik ud af vesten og nedstigningen begyndte. Målet lå 20 meter under mig.
En lind strøm af små luftbobler fortrød udflugten og forsvandt ovenud af min maske og blev afløst af indsivende vand der gled ned langs næsen og samlede sig under venstre øje.
Masken blev strammet, blæst tør for vand og koncentrationen kunne igen gå ud omkring mig.
Den lyse turkise farve lå overalt og der var nærmest ingen andre farver end den uendelige gradient af turkis. Stille og roligt som roen kommer ind ser man en fisk, så to og så en stor flok. Farverne pipler ind gennem synsnerverne og en lyst til at sige – se lige der eller wow så i den – er overvældende men bliver omsat til pegende bevægelser og frustration over at selskabet ikke lige kigger i min retning. Men oplevelserne er rige for os alle. En ørnerokke flyver hen over – en havskilpadde stiger roligt op til overfladen efter en ny ladning o2. En muræne står med åben mund og ”væser”. Så slår en bulehoved papegøjefisk vejen forbi og tyngden af den fisk virker enorm med dens utroligt langsomme bevægelser.
Fisken er vel lidt over en meter lang og sammenlignet med de mange mindre koralfisk virker den kæmpe stor.

03_04_2013_seychelles_4Her er det en mindre papegøjefisk – billedet er taget over vandet, undervandsbillederne skal nok komme i et senere indlæg, de skal lige hentes hos rejsefælderne

Den største fisk, ja det virker ligefrem lidt nedlandende blot at kalde den en fisk – er en haj. Omkring 2 meter lang, strømlignet og ufattelig elegant dukker en grå revhaj op ude over den fladere havbund. Så er det nu det skal ske – jeg kan gå på vandet. Stik i mod mine forventninger om at møde en haj udenfor et akvarium bliver jeg ikke grebet af panik eller noget der tilnærmelsesvis minder om det. Det kan godt være hjertet lige slog et lidt større slag men det føltes langt mere som et privilegie at se dyret uden filter. Wow det var lige til at få gåsehud over.
Strømmen fører os rundt om den lille ø, et kig på min luftmåler siger tid til at stige op. Jeg giver tegn og får et igen. På vej op kigger jeg lige ud i hvad bedst kan betegnes som en blå tåge. Når der kun er blåt vand i hele ens synsfelt og intet at stille skarpt på er havets størrelse fuldstændigt ubegribelig. Men samtidig så utrolig smukt når solstrålerne blafrende står ned igennem bølgerne på overfladen og sladrer om at dykket snart er slut.

03_04_2013_seychelles_2Man fristes til at udnævne mønsteret og farvekombinationen som ret kreativ