Efterår

Når vindende slår kløerne i os og rusker os stadig kraftigere igennem.
Når farverne står i brand og skridtene dæmpes af tykke gule bladlag oven på sort våd asfalt.
Når tænderne med et højt knas trænger igennem skallen på et modent rødt æble.
Så er det efterår i Danmark.
Nu stiger trangen til suppe op gennem kolde tæer og ind igennem stive fingre.
Og her er en af mine favoritter Hokkaidosuppe.
suppe_web

Hokkaidosuppe

Ekstra jomfru kokosolie (den der smager af kokos)
2 løg
2 fed hvidløg
2 spsk karry
2 Hokkaidogræskar
2 ds kokosmælk
1 ltr bouillon
2 kefir limeblade
2 laurbærblade
Kanel
Revet muskatnød
Salt og pebber
Æblecidereddike

Jeg foretrækker at have choppet alle grøntsagerne inden jeg tænder op for blusset.
Så hak løg og hvidløgsfed. Skær græskarene ud i firkantede stykker – bare behold skrællen på. Gem kernerne hvis du vil – rens dem for græskarkød. Så kan du riste dem i ovnen eller måske ligefrem plante dine egne græskar næste år. Sørg for at de bliver tørret – en uge oven på køleskabet skulle være godt.

Løg sauteres i kokosolie i en stor gryde over svag varme.
Inden løgene begynder at blive gule kommes de hakkede hvidløgsfed og karryen i gryden.
Rør flittigt og sørg for at Karryen ikke brænder på.
Jeg bruger en karry der hedder DEAN & DELUCA Hot Curry Powder Blend – den har lidt bid og en dejlig sødme. Hvis man kunne få den i hele krydderier ville det være toppen.

suppe_2
Bruger du en anden karry kan det være du lige skal justere mængden så den passer til dig og dine.
Suppen skal have lidt bid, men ikke brænde.
Kom græskarstykkerne i og vende rundt til de får lidt varme.
Så kommes kokosmælk, bouillon, kefir limeblade og laurbærblade i gryden.
Kog til græskarstykkerne er møre.
Blend suppen og smag den til med kanel, muskat, salt, peber og æblecidereddike.
Når du har blendet suppen varmes den lige op igen – men pas på! Den kan lave meget varme lava agtige bobler som gør nas at få på sig.
Server suppen med creme fraiche/skyr/kvark, revet kokos og rosiner (urtekrams muskat vindruer er virkelig skønne). Og sidst med ikke mindst noget dejligt brød der egner sig til at blive dyppet i suppen.
Jeg skal nok senere komme med en opskrift på et brød der egner sig fortrinligt til suppen her.

Tid

tid

Der var engang hvor tid var sult og søvn. Senere blev det til: det har vi ikke tid til, kom nu, vi har travlt. Jamen!
Ikke noget jamen.

Når Jonas Villumsen skriver at årene er løbet af kalenderen med livets hast*. Så kan jeg se det løbe ud for nogle, starte for andre. Jeg bliver trist og håbefuld. Skæver til mit armbåndsur, mit arvede lommeur i sin sølvkæde, min mobil og ørerne fanger kimen fra et kirketårn der passerede forbi.

Så forhaler jeg beslutningen om, at sige ja, til det er for sent. Sidder så uden noget på hænderne og stener på forsteningen i vindueskarmen. Slår den ihjel. Min egen skyld.
Går i seng. Bander stille når lys og skygger bryder frem og løber henover det ru savsmuldstapet. Ligger ude af stand til at falde i søvn. Vel vidende at der nu kun er to timer til jeg skal op og være klar, frisk, på…

Børnene i kor: hvad er klokken Hr. Løve. Jeg råber SPISETID, vender mig om, stormer hen og fanger et varmt sprællende barn. Haps haps.
Kollaps på sofaen.

En sang slipper ud af membranen i høretelefonerne. Midt i et spring ud i intetheden stopper tiden i mig, men den røde barre løber derudad. Uanfægtet. Tæller ned. Jeg gribes og føres videre. Billeder danser bag mine øjenlåg. Der klappes. Fanger normaltid. Lyt:

Åh den tid, den tid. Jeg fanger den da lokumsrullen løber tør for papir.
Rulle emd tid?
Jeg mister den igen da jeg rammer stolpen med hovedet først. Sort.
Den løb ud i sandet da jeg ikke spurgte spørgsmålet og hun blev en andens.
Og hele tiden kværner den derud af. Svinger til resonansen fra dødsensfarligt atomkraftdrevne atomer i Frankfurt am Main. Så præcist at der må skydes med skudsekunder hist og her for at holde fast. Kvalitetstid.

Jeg spørger forsigtigt. Får et ja. Nu har jeg bundet en lasso om ham. Har bestemt, hvor og hvornår. Kl. 13 under uret.
Hvis jeg kommer for sent vil jeg være forpustet, sved på ryg.
Irriteret hvis han kommer for sent – igen. Og rastløs hvis jeg er for tidelig på den. Går rundt. Kigger på andre. Viseren falder i hak: 12:55. Tik. Tak. Sådan lyder den ikke. Men det siger vi den gør. Tik Tak.

Ding dong: Toget er desværre 5 minutter forsinket.

Den bed hårdt. Tidens tand. Efterlod mig gispende efter vejret. Er helt ud af den nu.  Tårer der strømmer ukontrollabelt ned af kolde røde kinder. Aldrig mere. Aldrig.
Klokkeslagene faldt tungt ned fra tårnets tinde. Blæsten blæste os ind. Men vi snød den og fik sagt farvel.
Aldrig mer’.
Hun er fortid. Fastfrosset i minder, sort hvide billeder og skæve fortællinger.
Jeg fortsætter i nutiden, men kigger ikke på fremtiden.

Snip, snap, snude så er den historie ude.

Tid er en underfundig størrelse og mange har prøvet at fange dens væsen og hvad den gør ved os.
Forskere kigger på formler, teknologi, geografi. Fortæller at den går langsommere nede ved fødderne end oppe ved hovedet. Andre leger med tidsbegrebet. Bare kast dig over forfatterne Michael Ende og Getrude Kiel’s forsøg på at indfange essensen af tiden i henholdsvis Momo (eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene) og Tidsjagten.
Tid er spændende at fundere over og opleve.
God fornøjelse med din tid.

*Titel: Lysene i Roskilde havn fra albummet Hjemstavn