God jul og godt nytår

god_jul_32

 

blev det jul og der er rigeligt at se til.
Madmæssigt kommer den til at stå på confiteret gås – det kan man lave dagen i forvejen og så varme det op på selve aftenen. Det smager himmelsk. Opskriften. Ja den må vente til bagefter så kan den måske komme til nytte næste år.

Jeg siger mange tak fordi du valgte at følge med her. Jeg håber du har haft succes med de projekter du har kastet dig ud i.
Jeg håber at 2017 viser sig fra sin bedste side og giver masser af energi til at drive denne blog videre. Jeg nyder i hvertfald de stunder hvor jeg sidder og opdatere den. Med håb om at gøre folk derude gladere end de i forvejen er.

Må du have en god jul og et godt nytår!

Tid

tid

Der var engang hvor tid var sult og søvn. Senere blev det til: det har vi ikke tid til, kom nu, vi har travlt. Jamen!
Ikke noget jamen.

Når Jonas Villumsen skriver at årene er løbet af kalenderen med livets hast*. Så kan jeg se det løbe ud for nogle, starte for andre. Jeg bliver trist og håbefuld. Skæver til mit armbåndsur, mit arvede lommeur i sin sølvkæde, min mobil og ørerne fanger kimen fra et kirketårn der passerede forbi.

Så forhaler jeg beslutningen om, at sige ja, til det er for sent. Sidder så uden noget på hænderne og stener på forsteningen i vindueskarmen. Slår den ihjel. Min egen skyld.
Går i seng. Bander stille når lys og skygger bryder frem og løber henover det ru savsmuldstapet. Ligger ude af stand til at falde i søvn. Vel vidende at der nu kun er to timer til jeg skal op og være klar, frisk, på…

Børnene i kor: hvad er klokken Hr. Løve. Jeg råber SPISETID, vender mig om, stormer hen og fanger et varmt sprællende barn. Haps haps.
Kollaps på sofaen.

En sang slipper ud af membranen i høretelefonerne. Midt i et spring ud i intetheden stopper tiden i mig, men den røde barre løber derudad. Uanfægtet. Tæller ned. Jeg gribes og føres videre. Billeder danser bag mine øjenlåg. Der klappes. Fanger normaltid. Lyt:

Åh den tid, den tid. Jeg fanger den da lokumsrullen løber tør for papir.
Rulle emd tid?
Jeg mister den igen da jeg rammer stolpen med hovedet først. Sort.
Den løb ud i sandet da jeg ikke spurgte spørgsmålet og hun blev en andens.
Og hele tiden kværner den derud af. Svinger til resonansen fra dødsensfarligt atomkraftdrevne atomer i Frankfurt am Main. Så præcist at der må skydes med skudsekunder hist og her for at holde fast. Kvalitetstid.

Jeg spørger forsigtigt. Får et ja. Nu har jeg bundet en lasso om ham. Har bestemt, hvor og hvornår. Kl. 13 under uret.
Hvis jeg kommer for sent vil jeg være forpustet, sved på ryg.
Irriteret hvis han kommer for sent – igen. Og rastløs hvis jeg er for tidelig på den. Går rundt. Kigger på andre. Viseren falder i hak: 12:55. Tik. Tak. Sådan lyder den ikke. Men det siger vi den gør. Tik Tak.

Ding dong: Toget er desværre 5 minutter forsinket.

Den bed hårdt. Tidens tand. Efterlod mig gispende efter vejret. Er helt ud af den nu.  Tårer der strømmer ukontrollabelt ned af kolde røde kinder. Aldrig mere. Aldrig.
Klokkeslagene faldt tungt ned fra tårnets tinde. Blæsten blæste os ind. Men vi snød den og fik sagt farvel.
Aldrig mer’.
Hun er fortid. Fastfrosset i minder, sort hvide billeder og skæve fortællinger.
Jeg fortsætter i nutiden, men kigger ikke på fremtiden.

Snip, snap, snude så er den historie ude.

Tid er en underfundig størrelse og mange har prøvet at fange dens væsen og hvad den gør ved os.
Forskere kigger på formler, teknologi, geografi. Fortæller at den går langsommere nede ved fødderne end oppe ved hovedet. Andre leger med tidsbegrebet. Bare kast dig over forfatterne Michael Ende og Getrude Kiel’s forsøg på at indfange essensen af tiden i henholdsvis Momo (eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene) og Tidsjagten.
Tid er spændende at fundere over og opleve.
God fornøjelse med din tid.

*Titel: Lysene i Roskilde havn fra albummet Hjemstavn

Vestvolden tur retur

Spadestik efter spadestik ned i muld I hvad der må føles som uendeligheden. En grav så lang så lang.
14 km og 361 m i alt. Årene løb af kalenderen med livets hast mens trillebør efter trillebør blev læsset og kørt væk. 3 millioner kubik meter jord. Fra Avedøre holme i syd til Utterslevmose i nord.  I sammenspil med Furesøen og Lyngby sø kunne den i en ”håndlavet” oversvømmelse næsten gøre København til en ø.
Navnene var Vestenceinten og Husumceinten. Nu kendes den under fællesbetegnelsen Vestvolden.
Bygget i slutningen af 19. hundrede tallet til forsvar af hovedstaden. Men krigsteknologien gjorden den forældet. I 1920 var det slut og efter endnu en del år under militærets hersken blev den i 1963 sat fri for offentligheden. Nu ligger den grøn og visker historier om underjordiske tunneller.

 

vest_1_1
Jeg stod på ved Roskildevejen, svingede til højre væk fra biltrafikken og ind på en asfalteret allé.
De mønsterløsedæk snurrede rundt og mødte knasende den sporadiske grus der havde forvildet sig ud på stien. Solens stråler listede med vindens hjælp ind mellem løvet over mit hoved.
Til venstre troende træer op på en skråning mens der på højre var græs, græs og græs.
Første tegn på hvad det var jeg havde begivet mig ud i kom.

 

vest_1_9

 

På venstre side veg træerne bort og ind i skråningen dukkede en betonfacade op.  Metalskodder dækkede for vinduerne. Også døren var forsvarligt udført i metal – ingen adgang mester.
Verden på den anden side af skråningen?
Utålmodigt trak jeg cyklen med mig op af et mudret spor, ind i de dybe skygger. Hvor den bløde jord fra tid til anden gav efter under gummisålerne.
En trappe.

vest_2

 

Trin førte ned på den anden side.
Ud på en lille solbeskinnet plads komplet med rød redningskrans og et meget lille vandløb fyldt med siv.

 

vest_3

vest_4

 

Første kaponiere af mange mødte mig. Smalle åbninger armeret med metal snakkede om at skyde ud langs volden. Ensomheden havde kastet sig over den. Den omgivende natur havde gjort den fremmed.
vest_5

 

Som jeg bevægede mig ud langs vandløbet dukkede der nye kamoniere op af det grønne dække.
Væltede træer lå fældet af vind, vejr, tid og sav. Spættehuller. Barken var mange steder sunket ned i mulden og lod det nøgne ved tilbage.

 

vest_7

 

Nogle steder lukkede løvet sig over det stadig bredere vandløb, men jo længere nord på jeg kom jo mere åbnede det sig op. Træerne blev mindre.
Ved Kagmosen drejede jeg fra et ærinde lå længere inde i Herlev.
Tag du bare afsted – det bliver en god tur.

 

vest_1

 

Er du sulten på flere informationer så er der friske links lige herunder:

Vestvolden.info

Befaestningen.dk

Naturstyrelsen.dk

Wikipedia.org

Jeg har spist en Michelinstjerne!

Og hvad smagte den så af – den stjerne?
Jo teksturen var fin, men smagen var for mild uden overraskelser og den fløj lidt hist og her.

Restauranten hed Relæ. Den blev valgt fordi der længe har været et ønske om at prøve en Michelinstjernet restaurant, for sit fokus på økologi og et prisniveau der var til at snakke med.
Bordet skal bestille enten en 4 retters eller en 7 retters menu – ikke noget med at nogle vil have den ene og andre den anden. Hvad det er der bliver serveret er en overraskelse. Portionerne er forholdsvis små – så jeg var glad for at have fået en god frokost tidligere på dagen.
Valget faldt på den 4 retters menu, men uden vinmenu.
Tjeneren spurgte ikke ind til eller foreslog et alternativ, der stod ikke noget i menu kortet. Så blev lidt paf og måtte så kalde tjeneren tilbage og spørge om de så havde en øl. Det havde de så – Lyse nætter hed den. Den passede fint med forårets komme. Frisk.
Retterne blev introducerede af hele tiden nye tjenere, snart på dansk, så på engelsk og så svensk.
Man skulle lige rette sig op for at være med så man ikke sad og forventede en dansk introduktion når den så viste sig at komme på engelsk. Det tager lige et par ord før man er med.
Relæ’s koncept er at holde sig til et minimum og det må man sige de gjorde. Der blev ikke fortalt mange historier og retternes herkomst eller mål med dem. Det var en kort beskrivelse af hoveddelene og bum.
Bestikket var gemt væk i en skuffe i siden på bordet – så pas på fingrene når du åbner den – de passer lige at de kan komme i klemme mellem armlæn og skuffe.
Der var ikke meget plads i restauranten. Jeg sad ud mod en mellemgang og blev gang på gang ramt af tjenerene der passerede bagom. Så jeg måtte rykke helt ind til bordet. Det er en mindre detalje men det begrænser ens muligheder for at variere stillingen og når skuffen med bestik skal ud mellem hver ret bliver det ikke så elegant en oplevelse.
Servicet var sjovt og varierende – noget meget moderne andet lignede noget fundet i en 70’er ramt hulrumsisolering.
Indretningen var meget cafeteria agtig om end der ikke var meget plastik nogen steder – tak.

Smagen kom nu til sagen, hvordan var smagen?

Ja den var meget mild. Der var ikke meget smag i maden.
Jeg blev ikke overrasket eller sendt ud på nogen stor smagsmæssig oplevelse. Selv ting jeg forventede ville smage meget igennem havde fået pillet smagen ud af sig.
Tilberedningen var dog lige i skabet.
Hvis målet var at lave et forholdsvis smagsneutralt måltid og så satse på at taktiliteten tager den hjem.
Ja så kræver det i den grad at man orkestrere sine retter så følesansen bliver forkælet godt og grundigt.
Det oplevede jeg for fuld udblæsning på en restaurant i Japan hvor forskellige slags fisk, skaldyr og sågar nudler på is gav en formidabel opvisning. Her var smagen også temmelig neutral, men tingene var så lækre og så godt sammensat at tilfredsstillelsen kom på en helt anden måde.
Meget overbevisende.
Det lykkedes ikke rigtigt for mig at få den oplevelse på Relæ. Der manglede simpelthen sammenhængskraft retterne imellem og når smagen samtidigt udebliver…
Der var dog lige en snack inden vi gik i gang den var der smæk på – den ros skal de ha.

Dette var min debut som spisende på en Michelinstjerne hædret restaurant. Det var fedt at komme opsat på at få en god oplevelse og virkelig få smagt på sagerne. Men de kunne ikke indfri mine forventninger så det var en skuffende oplevelse og jeg vil ikke anbefale stedet ud fra det jeg har oplevet ved dette besøg.
Tak skal de dog have for at gøre forsøget og for at gøre at man sætter sig ekstra op til et restaurant besøg – det i sig selv er meget værd.
Jeg er med vilje ikke gået ind og snakket hvad retterne bestod af. Hvis Relæ vil have det skal være en overraskelse vil jeg ikke gå i mod deres koncept.

Ohh de billeder der er jo ingen billeder. Nixen bixen det er jo hemmeligt det de laver derinde!

Blåhvalen der boede sammen med rockeren Knud og noget om rugbrød

For mange, mange år siden på en strand i Danmark strandede en hval.
Ikke en hvilken som helst hval.
Det var en blåhval og så bliver det ligesom ikke meget større.
Efter nogen tid lykkedes det at finde en metode til at aflive hvalen på og efterfølgende at udfri skellettet fra kød, fedt og hud.
Så kørte man hvalen land og rige rundt på en trailer. For 5 øre fik du den selv at se. Dernæst var det en tur ind og stå i zoologisk have. Men vind og vejr bed godt fra sig og attraktionen mistede sin værdi. Så man pakkede rub og stub sammen – fandt et lager og stuvede det af vejen.
Og der kunne hvalen så have ligget den dag i dag.
Men – for der er et men.
En dag tog to konservatorer ud for at hilse på hvalen og se hvordan den havde det.
Dens ensomhed var blevet i mellemtiden blevet afløst af en lædervæstbærende mand der hed Knud og resten af hans rocker venner.
Og for at hvalen ikke skulle glemme hans navn – havde Knud skrevet KNUD på hvalens hoved lige foran venstre øjenhule.

zoologisk
Konservatorerne mente ikke de nye legekammerater var de helt rigtige så de tog hvalen med sig hjem. Der smed de alle bilerne ud af parkeringskælderen, gav hvalen en tur med en skrubbe og siden den dag har hvalen boet der.

Ja det er en af de historier man kan liste ud af folkene på Zoologisk museum – hvis man ellers har tid til at blive hængene for man får sjældent blot en historie. Der følger altid lige et par stykker med. Og det skal man bare nyde.

Noget om rugbrød

Friskbagt rugbrød belagt med karamelliseret banan og pållægschokolade

Friskbagt rugbrød belagt med karamelliseret banan og pållægschokolade

En melkværn er flyttet ind på mit køkkenbord. Der har den stået og ventet tålmodigt til jeg stille og roligt fik has på mit lager af rugmel. For rugbrød er et hit her!
Spørgsmålet – hvad sker der hvis man kværner kornet selv? Ja det har rumsteret en rum tid på de indre kanaler. Så da det rigtige tilbud bød sig til slog jeg til og fragtede fætteren med hjem.
5 kg hel Svedjerug er sidenhen flyttet med.

rugb_5
Så dukkede spørgsmål som hvor groft eller fint skal kornet males?
Et par eftersøgninger syntes ikke at give det klokkeklare svar. Dermed var der dømt prøv dig frem.
Begejstringen var stor da kværnen skruede tempoet i vejret, summede, brummede og var klar på at male sig igennem 700 g rug.

rugb_4Men ak i ren begejstring fik jeg ikke justeret grovheden og så stod pinden på 9 og kornene blev skudt ud af møllen i et rasende tempo – men uden der var sket noget synderligt med dem.
Lidt mere drastisk gik jeg til værks i forsøg nr. 2. Indstillede kværnen på 1,5.

rugb_1
Støvet stod ud mens kornet velvilligt blev slugt. Et viskestykke over vilddyret og så kunne det værste holdes i ave.
Resultatet blev at melet blev et nøk eller to finere end det der indtil nu har fundet vej ned i rugbrødsdejen.
Næste gang prøver jeg at skrue op på 2,5 og se hvad det så giver.
Man skal holde hvad man lover og for 3 år siden lovede jeg at dele en rugbrødsopskrift med dig.
Det kommer så til at ske lige nu – voila!

Surdej klar til at blive til rugbrød

Surdej klar til at blive til rugbrød

Surdej
1 dl hørfrø
7,5 dl vand
700 g. rugmel
1 spsk. salt

Rør det rigtig godt sammen så det bliver en tung sammenhængende masse.
Læg et viskestykke henover skålen og lad dejen stå og hvile til næste dag.

2 håndfulde solsikkekerner
375 g rugkerner
2,5 dl vand

Næste dag røres de sidste ingredienser sammen med dejen.
Tag surdej fra til næste gang og fordel dejen ud i forme.
Lad dejen hvile i formene i mindst 5 timer.
Sæt brødene ind i en kold ovn og bag så brødet i 30 min. Ved 220 grader.
Dernæst skruer du ned på 150 grader og bager færdigt ca. 55 minutter.
Stil brødene til afkøling på en rist.
Man kan godt spise det med det samme, men det vil være lidt klægt før det er kølet ned.

Tips:
Knækket, skårne eller hele rugkerner – jeg har ikke lige kunne smage forskellen. Brug hvad du har.
Malt – man kan sagtens tilsætte malt for at opnå et lidt mørkere rugbrød. Nogen siger det påvirker bagevnen negativt og kan få brødet til at synke sammen. Det er nu ikke sket for mig de gange jeg har prøvet med maltmel/maltsirup. Jeg bruger det ikke længere – det giver mig ikke nok.

Jeg fik engang et sort rugbrød hos en bager i Århus. Det var utroligt flot og det har jeg forsøgt at gøre efter. Men uden held. Rugmelstyper, malt produkter, bagetid i op til 24 timer, blæksprutteblæk. Intet kunne give den samme sorte farve. Senest har jeg læst om vegetabilsk kul. Det skulle ikke være det sundeste, men det kunne være interessant at se om det er her det sorte hul gemmer sig.

 

Slutteligt er det bare at sige jeg elsker skorpe og derfor bager jeg mit rugbrød i muffinforme.
Mums fillibabba.

rugb_7

Jeg har lavet “damer”

Pausefiskene forstenede lidt efter lidt i deres digitale form. Råddenskaben hang som en tung fugtig luft hen over nr32’s papayaorange accenter.
Stilheden har været larmende.

På den anden side af skærmen – her hvor jeg sidder faldt først den ene computer og så den anden computer fra. Den ene overophedede en dag og den anden orkede bare ikke mere og lukkede ned for sidste gang.
En hurtigt handel og en ny computer blev bestilt, men for hver dag der går rykkes datoen for dens komme. Den pensionerede computer fra en svunden tid blev hevet ud af støvets land, spændt for et 220 volts vogn og så er der blevet råbt hyp hyp et utal af gange.
Nu kryber den af sted mens skærmen stille og roligt stivner i et hastigt marcherende indtog af vertikalt stribet rigor mortis.
Jeg har rykket i snoren og der er blevet rykket videre i andre snore – jeg satser derfor på snart at være oppe at i fart igen.

07_11_2013_kokedamer_06

Ohh at være en levende grøn bold hængende i den tynde luft med et mynte hjerte.
Park life kaldte de dagen – park museerne i København. De inviterede gud og hvermand og så dukkede jeg selvfølgelig op.

I bragende solskin og under en høj blå himmel knasede mine mønsterløse cykeldæk hen over grusstierne i Kongens have. I den fjerneste ende stod en lille flok mennesker omkring en blå-hvid stribet havepavillon.
Et par borde var stillet op og flød allerede med jord, skåle, snor, sakse, vand, mos og blomster.
Målet for hver enkelt deltager var at skabe en kokedame – oversat fra japansk til dansk bliver det til en mosbold.
Guiden fra botanisk have smilte et bredt smil mens hendes jordfyldte fingre kyndigt viste vej til målet.
En sidste mynte der havde stået for længe i for lille en potte hang med bladene. Potentialet var klar til stede i den lille fyr så jeg snuppede den og gik til værks.

07_11_2013_kokedamer_01Skålen i børstet metal blev foret med mos – den grønne side vendte ud mod skålens vægge.

07_11_2013_kokedamer_0207_11_2013_kokedamer_03En håndfuld jord eller to blev drysset ud over og så blev mynten sat ned i midten af det hele.

07_11_2013_kokedamer_04Forsigtigt foldede jeg mosset op omkring mynten så mosset til sidst omgav hele roden og kun lod stænglerne stikke ud.

07_11_2013_kokedamer_05For nemhedens skyld var det garn der blev brugt, men kinesertråd vil være mindre synligt og lidt sværere at have med at gøre.
Som et anløben garnnøgle viklede jeg så bomuldsgarnet rundt og rundt til mosset sad tæt og fast om mynten.
Så plumpede jeg hele baduljen ned i en balje med vand og lod kokedame’en suge alt det til sig den kunne på 10 minutter. Derefter hang jeg den op, hvor den snurrede rundt og rundt til den til sidst fandt sit leje og kun lod vindens blide puf rokke den fra side til side.
Så er der blot tilbage og nyde synet, smagen af mynten i teen og ofte lade kuglen tage et 10 minutters bad i baljen.
Hænger man den indenfor skal man lige lade den dryppe godt af inden den hænges på plads igen.
God fornøjelse med din kokedame.

07_11_2013_kokedamer_06

Ud under det svimlende blå ocean

05_15_2013_undervandet_1Støvet er faldet trindt i den sidste stund på denne blog. Alt imens har jeg siddet med hovedet nede i teori bogen og gennemgået ord som carbon monooxid, trykfaldssyge, kontrolleret opstigning og masketømning.
Jeg er nemlig i fuld sving med at tage et dykkercertifikat og hvor det i sidste uge var teorien der sugede tid ud af dagen er det i denne uge det praktiske.
Så jeg har lettere boblende befundet mig på bunden af en svømmehal (først skulle synkronsvømmepigerne lige have lov til at dreje et par gange rundt om sig selv før bassinet blev klart).
Nu skal jeg så ud under de vilde våger iført 10 mm isolering, sko, hætte, vanter og tynget ned af 12 kilo bly + det løse. Jeg glæder mig bravt.
Jeg har valgt at sætte nogle pausefisk på indtil jeg igen er ovenpå igen.
Fiskene er ganske vidst fra sydligere havstrømme end ude i Øresund – det er nemlig en lille samling af de fisk jeg så på mine besøg på Seychellerne.

05_15_2013_undervandet_2

05_15_2013_undervandet_3

05_15_2013_undervandet_4

05_15_2013_undervandet_5

05_15_2013_undervandet_6

05_15_2013_undervandet_7

05_15_2013_undervandet_8

05_15_2013_undervandet_9

05_15_2013_undervandet_10

Smag på hørelsen

Krydderierne gemmer sig ikke kun bag mærkaterne kardemomme, sukker og salt.
Der er nemlig de krydderier der sætter fut i hverdagen og for mig er at af dem musik.
Der hændte engang noget for mig det var på en blog jeg tit havde besøgt.
Hits in the car er navnet – her blogger bloggeren om musik og om hans langsommelige men meget smertefulde druknedød i indbakkens alt overskyggende indhold af middelmådig musik.
Men når man ser bort fra disse opstød kan man være heldig at gøre et fund der gør noget ved tilværelsen.

Jeg fandt Entakt.

Som man som læser på blog nr. 32 nok hurtigt finder ud af kan jeg godt lide at smage på ordene og ikke altid vælge de gængse konstellationer.
Jeg holder af tekster der kan noget, hvor tekstmageren bag har foldet sine ordblomster ud af det hvide papir og skudt dem af med trekroners kanoner.
Det får billeder, fortællinger og spørgsmål til at strømme ud fra øverst oppe.
Så på min øjeblikkelige piedestals mørkerøde velourpude står dette band. De har om noget været en kæmpe inspiration når ord skulle indfanges for at sættes på snorlige meningsfyldte rækker.
Manden bag Entakts ord hedder Jonas Villumsen.

Første sang der mødte mig befandt sig oppe i tagrenden på det gamle lyseslukkeri for enden af Godthåbsvej og hed “Kunsten at slippe taget”.
Teksten var underfundig og perspektivet blev drejet godt rundt.
Musikken gik lystigt og stemmen lys og underlagt stor kontrol. Stille og roligt foldede bandets katalog sig op for mig og lige mens træerne voksede ind i himlen kom en klima forandring der skubbede dem de sidste tre alen til skafottet og en retur ned i den sorte jord. Bandet gik itu. Sidste gange jeg så dem var en doven dag på bryggen liggende på græsplænen mens bandet blæste tonerne ud over mig, de andre og vandets små-toppede blå.

Inden de sidste krampetrækninger blev offentligt kendt var erosionen begyndt i form af forsangerens soloprojekt om grønlandske kastevinde såkaldte Piteraq’er og 20 blå celcius.
Et soloprojekt som stille er ved at tage en ordentligt form og finde den selvsikkerhed der skal til at stå med egnet navn på plakaten.

Indtil nu er der ikke mange sange der er undsluppet til internettets spraglede lytteplads. Eneste to der mig bekendt står derude er “Dags dato” der fik lidt gang i Det elektriske barometer på P3 i et par uger og så “Momentum”.
Mere er dog på vej til at springe op og ud.

04_24_2013_hveder_2En sætliste glemt på et bord, i en bar i Roskilde sladrer om de titler sangene gemmer sig bag.

Og jager man rundt derude i jagt på hvor sangene dukker op så sker ting som dette:

”Disse numre er stoppet til randen med linier der ligger lige til mit højre ben og mit venstre hjerte.”
Måske sangen allerede i 2010 lå tekstklar og ventede i den fede humus (jordtype) på et frugtbart øjeblik eller måske opstod den netop i den kærlighedserklæring til Carsten Valentin på Bandbase kl 10:25 den 3. juli 2010.
Jonas Villumsen ved det – jeg leger blot lidt med fantasien.

Giv dem og ham et lyt og gerne flere.

Lidt nøgler til Entakt teksterne findes her
Og du kan høre en stribe af Entakt’er her

Og mens du står og står kan du så med taktslag slå dejen sammen til denne specifikke spise:

04_24_2013_hveder_1Hveder – 20 stk

10 g kardemommekapsler

2 dl hvedekerner
2 dl vand

5 dl koldt vand
20 g gær
2 æg
15 g salt
25 g rørsukker
ca. 1 kg hvedemel (erstat gerne noget med fuldkorns hvedemel start med 200 g så kan du komme mere eller mindre i næste gang du laver dem)
25 g blødt smør

Rist kardemommekapslerne på en varm pande til de begynder at hoppe herefter fjerner du skallen og befrier de små sorte frø som så kommes i en morter eller en kværn og males.

Kog de hele hvedekerner i 2 dl vand i 15 min.

Opløs gæren i 5 dl vand. Tilsæt æg, salt, sukker og kom dernæst kardemomme og hvedemelet i.
Ælt dejen godt og grundigt i ca. 10 min.
Så sættes dejen til hævning et lunt sted i 2 timer.
Dejen deles ud i 20 stk. (hvis man er til små hveder) og sættes på en bagepapirs beklædt bradepande.
De skal stå tæt men ikke røre hinanden. Lad dem hæve til dobbelt størrelse så de hænger sammen – det tager et sted mellem 2-3 timer. Bag dem så ved 2000C  i 15 min.
Køl dem af på en rist.

Jeg plejer at kaste mig over dem stort set med det samme og de når ikke forbi en brødrister inden. Men jeg overlever i lykkelig uvidenhed.
Du kan se flere opskrifter på Hveder og hvor de kommer fra på Politiken

500.000 ansigter af Anna og Michael Ancher

Luften syntes at antage snerten af lyserød og gennemsyres af en sød lugt så sart at det var svært at vide om den virkelig var der. Folk flød forbi under de store kroner som en flod, blitzlysene fra de mange kameraer som solstråler på bølgetoppene. Af og til stoppede jeg op og gav mig tid til at dreje rundt om mig selv, lade mit spejlrefleks kameras lukkemekanisme kaste sin karakteristiske lyd fra sig mens klare analoge informationer blev omsat til digitalt nonsens. Så trådte jeg ud i strømmen og gled videre.
04_15_2013_sakura_5Kejserens palads lå et sted på den anden side pakket godt ind i mørket og de uniformerede vagters rolige tilstedeværelse.
Og mine fordomme om at 127 millioner Japanere måtte ligge under for en eller anden form for kulturbestemt doktrin viste sig at være afmarcheret.

04_15_2013_sakura_3For mens jeg gik i Kyotos gamle gader og nød de gamle sparsomme kirsebærtræer, vandrede i skyggen af kirsebærtræernes grene på en kirkegård i Tokyo og slutteligt en aften befandt mig ved voldgraven til Kejserens palads i Tokyo indså jeg at min fascination af denne lille lyserøde blomst var vokset sig kæmpe stor. Synet var overvældende.

04_15_2013_sakura_1 04_15_2013_sakura_2
04_15_2013_sakura_4Min aften ved kejserens palads sluttede inde i en baggård hvor japanske husmødre fremførte indisk dans og de mange boders dampende skyer lugtede af stærke karry retter – inderne fejrede 25 år i Japan.

04_15_2013_sakura_8Tilbage i København er der ingen kirkegårde eller voldgrave der lader sig indhylle i denne lyserøde dis.
Men giv endelig ikke op!
Året er 2004 sommeren er over os – en normal sommer med for lidt regn for nogen og alt for meget sol for andre. En rund plads på Langelinje gennemhulles 200 gange. Bagmanden er en bager fra Hiroshima ved navn Seiichi Takaki. Han er firkantet af bygning, hans briller er udført i et tyndt stel og slipset prydet med skrå striber. Da han tropper op på Københavns rådhus slæber han en tung brun læderkuffert med sig op af trappen til overborgmesterens kontor – et trin af gangen. Lyden ekkoer ud – bump, bump, bump, bump.
Han venter ikke men træder ind og i en overraskende stærk bevægelse svinger han kufferten op på det store brune skrivebord hvor den lander med en dump lyd. Et par papirer bliver klemt fast mens andre flyver ud over kanten og lander rundt omkring på gulvet.
Han trykker på knapperne og låsene klikker op. Inde i kufferten kigger 500.000 papirs påtrykte ansigter af Anna og Michael Ancher op fra deres snorlige rækker.
Kort tid efter er de 200 huller fyldt af Japanske kirsebærtræer fra Holland.
Det er ganske givet ikke sådan det er foregået men Hr. Takaki er den generøse giver af træerne.
04_15_2013_sakura_6Og hvert år fejres der Sakura – kirsebærblomst festival på netop dette sted.
I år er det weekenden d. 27 og 28. april du kan nyde et strejf af japansk kultur og blive omsluttet at en lille lyserød dis. Jeg plejer at besøge boden med origami og folde et dyr, sidste år blev det til en grønspættet frø der kunne hoppe.
04_15_2013_sakura_7

Her ses frøen i selskab med mit første forsøg med macarons – fadet er fra Tokyo og det grønne drys er macha pulver.

Og slutteligt en opskrift på Takuyaki – blæksprutte kugler.
Det er japansk streetfood og jeg blev solgt omgående da jeg fik det første gang uden for Inari templet i Kyoto.

Takuyaki – opskriften er fra japanskmad.dk

50 g blæksprutte (jeg bruger de helt små)
1 porrer
5 gram dashi (man kan selv koge den på kæmpetang og Bonitoflager)
200 g hvedemel
1 tsk bagepulver
6 dl vand
1 æg
1 tsk salt
olie til stegning

Find din gamle æbleskivepande frem!
Hak porren fint
Pisk alle ingredienserne sammen med undtagelse af blæksprutte.
Fyr op under æbleskivepanden og kom olie herpå.
Så kommer du dejen i hullerne og fordeler blæksprutten heri.
Fortsæt til alt dej og blæksprutte er brugt op.

Nyd dem med worchestersauce, majonaise og et drys bonitoflakes.

Denne sang fulgte med mig rundt under kirsebærtræerne:

<p><a href=”http://vimeo.com/35779420″>Kashmir – Electrified Love</a> from <a href=”http://vimeo.com/user9818712″>TAFKAJ</a&gt; on <a href=”http://vimeo.com”>Vimeo</a&gt;.</p>

Bølgegang på øverste etage

Hvor ville min verden dog være fattigere, hvis jeg var født som komodovaran.
Sådan slutter moppedrengen forfattet af Peter Lund Madsen – måske bedre kendt som Hjernemadsen.
Det er en bog hvis ultimative omdrejningspunkt er menneskehjernen.
Efter at have læst bogen som oven i købet har den noget kryptiske titel Dr. Zukaroffs testamente har jeg en brændende lyst til at starte forfra lige med det samme igen.
Det skal bestemt ikke være en hemmelighed at hjernen interessere mig uhyre meget. Interessen for denne specifikke del fik mig til at deltage i et forsøg hvor jeg blev MR scannet.
Som tak for hjælpen fik jeg min hjerne med hjem i en digital doggybag parat til at folde ud på computerskærmen. Og det må jeg tilstå har været utroligt fascinerende at sidde og kigge på min egen hjerne. Måske en form for aparte navlepilleri? Min plan var i ren begejstring over dette at dele nogle af billederne af min hjerne, men undervejs har jeg ændret mening. For min hjerne er stille og roligt gået hen og blevet meget privat. Det føles blottet at vise der hvor selve essensen af mit jeg ligger og slynger sig. Hvem ved hvilke data der kan hentes ud af hjernen blot ved at kigge på et scannet billede?
Så folkens I må ud og underkaste jer en god scanning og få syn for sagen.

04_09_2013_hjerne_3Under alle omstændigheder så har bogen taget mig i hånden og som en tilskuer i zoologisk have har vi gået og kigget ind gennem ruderne til de mange spændende elementer der til sammen udgør encephalon – ja der er godt med latin i teksten. Så navne som hypothalamus, amygdala og hypocampus føles ikke længere helt så skæve og tomme når man er nået igennem.
Støttet op af illustrationer og en hel rygsæk af uddybende note forklaringer kan enhver med interesse for hjernen eller bogens forfatter sagtens begive sig i kast med bogen og få svar på hvad der gemmer sig helt derinde i kernen af hjernen og hvilke to spørgsmål der er hjernens favoritter.
Tag evt. turboversionen på 3 minutter og 45 sekunder:

Hvem er Doktor Zukaroff? Hmm det er ikke sådan helt skåret ud i pap klart, men bestemt en interessant person. Så læs eller lyt dig til svar og flere spørgsmål.

Man kan også følge med i Hjernekassen på P1 hvor samme afdeling af Lund Madsen holder hof for en række personer der hver i sær indeholder en meget varieret viden om livet, hjernen og hvordan det hænger sammen. Giv det et lyt og bliv klogere.
Hjernekassen

Om det er sandt eller om det som så mange af kostrådende blot er endnu et forvirret nødblus sendt op på himlen for at holde 15 minutter og så dø ved jeg ikke. Men det her er en rigtig god undskyldning til at nyde livet. Jeg så en gang en udsendelse i fjernsynet om at man kunne spise mad der var specielt godt for hjernen (jeg har forsøgt at finde belæg herfor men uden held så tag det her med et ordentligt gran salt!).
Hvem vil ikke gerne gøre noget godt for sin hjerne – lige sige tak for en god indsats?

Tv programmet mente at de havde svaret på hvordan sådan en treat skulle tage sig ud.
Mandler og rosiner vendes i kakao tilsat lidt kanel. Det er nemt, smager godt, er knasende og blødt og skulle smøre nerveforbindelserne…
Men man har vel fortjent det bedste og så med grundelementerne på plads
så er denne opskrift på Rå kugler noget nær den lækreste måde at følge tv’ets råd på:

10-12 dadler
10-12 abrikoser
1 dl. rosiner
1 dl. mandler
1 dl. kakao
Lidt kanel
Fint revet ingefær efter temperament

Pynt/overtræk
Kokosmel – til den sundeste version
Chokolade – til dig der vil det lidt mere lækkert

Smæk hele baduljen lige lukt ned i din fine foodprocessor og sæt omdrejninger på indtil du har en sammenhængende masse. Så triller du kugler og ruller dem i kokos eller dypper dem i smeltet chokolade ( hak chokoladen, og kom den i en skål sat over et vandbad – hold 1/3 af chokoladen tilbage. Når chokoladen er smeltet tager du skålen af vandbadet og kommer den resterende mængde chokolade i).
Mums fillibaba og sig mig så om ikke din hjerne render rundt i knæhøj karse?

Som en sidste krølle på halen kan man jo ganske gratis tage ind og se hjernen på de skrå brædder – det sker den maj i Kulturhuset Islands Brygge d. 22 maj kl. 20:30 -22:00 og koster gratis. Illusionisten og hjernespecialisten