Alf layla wa-layla eller Tusind og en nat

Når nu inspirationen alligevel er der kan jeg ligeså godt smide en opskrift ind for at fejre genopstandelsen.
Hvert år deltager jeg i en privat kagekonkurrence. Og hvert år starter ideerne til næste års kage så snart årets konkurrence er kørt af stablen.
Sidste år lod jeg mig inspirrere af 1001 nats eventyr – så det skulle være lidt eksotisk, der skulle være bling, en fed sødme og et lille hint af noget syrligt.

Det blev til en Pistacie-mandelkage m. tranebær og avokadocreme.

Toppet med avocadocreme, granatæblekerner og blå kornblomst

Toppet med avocadocreme, granatæblekerner og blå kornblomst

Ingredienser:
125 g Usaltede pistacier
250 g Blødt smør
250 g Rørsukker
4 stk. Æg
100 g Mandelmel
50 g Hvedemel

Topping:
200g Tranebær
3 tsk Rørsukker
Fint revet skal af 1 appelsin
25g Usaltede pistacier

Avocadocreme:
1 Avocado
Saft af 1 citron
1 dl Flormelis
1/4 Vaniliestang
1/4 ltr Piskefløde

Forvarm ovnen til 190°C. Smør siderne på en 22cm springform tin og kom et stykke bagepapir på bunden
Mal pistacierne til mel og pisk smør og sukker sammen til en luftig masse (ca. 3-4 min.).
Kom dernæst æggene i – et ad gangen og pisk godt hver gang.
Vend pasticerne, mandelmel og hvedemel i.
Kom massen op i springformen.

Bland tranebær, sukker og appelsinskal sammen og fordel det ud over kagen og pres det let ned.
Bag kagen i 50-55 minutter.

Hak pistcierne groft og så snart kagen er færdig drysses de ud over den og presses ligeledes let ned. Lad kagen hvile i formen i 15 minutter inden den tages ud og sættes på en rist.

Avokadokød, citronsaft, flormelis og vanilie kommes i en foodprocessor. Kør til det er mosed godt sammen. Hæld piskefløden i og kør – når cremen er let og luftig er den færdig. Smag den evt. til med citron og sukker. Stil den på køl.
Kom den op i en sprøjte og fordel cremen ud i toppe på den afkølede kage.
Pynt evt. med granatæblekerner og blå kornblomster.

 

Avokadocremen må jeg tilskrive den gode C. Plum for – der har hun virkelig skudt papegøjen.
Cremen kan udgøre en dessert i sig selv, men husk at tilsætte noget sprødt og noget syrligt ellers kan den hurtig blive en tung dansepartner. den kan også fryses som is.

Vandt kagen? Ja den gjorde. Så langt om længe er jeg tilbage i storform.
Næste gang står den på tryksnegle og jeg har allerede indkaldt en konditor til at give mig et kursus ud i den diciplin. Nu mangler jeg bare villige ofre til at gnaske sig igennem eksperimenterne…

På klar bund

Optimalt. Hvad er optimalt? En evig jagt på det optimale har ledt mig ud i at afprøve et nyt tema til Nr 32. Her er søge funktionen kommet op i toppen og en mere logisk måde at efterlade en kommentar er der også blevet plads til.

Vel mødt min kære læser. Vi skal ud og løbe nu!
Lige netop i det øjeblik min højre sorte løbesko satte sålen på gruset kiggede jeg op.
På himlens akvamarinblå vælv stod opblæste flamingolyserøde skyer hver for sig.
Træerne var endnu rige på bladguld i lyse og mørkere varianter. Og solen hang lavt på himlen. Så lavt at da min venstre sorte løbesko satte sålen på flisen var det blevet mørkt. Så mørkt at jeg undervejs mellem stammerne, foran mig og lidt efter bag mig så lys hoppe op og ned fra andre løberes batteridrevne pandelamper, cykellygter og LED besatte refleksbånd. Mit nattesyn har der heldigvis ikke været noget galt med så jeg løber i mørket.  Iført sorte sko, sorte bukser, sort jakke, sorte vanter og hvide hovedtelefoner og strategisk korrekt placerede reflekser. 21:42, 21:30, 21:07 stille og roligt kommer der mere fart i benene. Distancen bliver jeg ikke blændet af – sølle 4 km bliver det til. Men jeg er begyndt at slutte af med interval løb – 10 – 20 – 30. Jeg forsøger hårdt at tælle sekunderne i hovedet. Men min hjernes udmeldinger af tal sker i samme tempo som mine lungers gispen efter luft. I 10 sekunder føles det som om jeg svæver gennem luften, som om alt er muligt, at lungerne ikke længere tørster efter ilt, at musklernes ømhed ikke længere er mærkbar og som om det satans højre knæ ingen planer har om at gøre ondt.
Når de ti sekunder er talt til ende skal regningen betales. Tempoet skæres af – ned til normalt løb. Gispene, hakkende og i det hele taget med noget af et underskud på kondikontoen klarer jeg mig igennem de næste 20 sekunder. Så er det på tide at komme helt ned i tempo og lade de løbere man så stolt overhalede før løbe forbi, mens jeg nu i oldinge fart sniger mig fremad. 30 sekunder hvor lungerne slapper af, musklerne lader ømheden strømme ud og det satans højre knæ begynder igen at fantasere om en herlig overbelastning. Så går det løs igen og i endnu en veleksekveret eksplosions acceleration flyver jeg henover grus, fuglelort og gyldne blade. Og livet føles herligt.
De forventelige første kolde stråler rammer min fremstrakte nøgne fod. Det gyser lidt i kroppen. Snart brænder det varmt på låret og efter lidt justering vælter håret ned over ansigtet – tynget ned af den vedvarende kaskade af vand fra sparrebruserens let tilkalkede hoved. Varmere, varmere, varmere! Som min krop vender sig til varmen og som dampen stiger op fra det blå mosaikgulv begynder jeg at føle mig blød og slap. Musklerne falder til ro, lader løbeturens sprængte fibre få ro på.
Står og drømmer lidt om karbadet i Tokyo – det var så varmt at jeg var helt svimmel da jeg efter en halv times kogetid forsøgte at rejse mig op. Se det føltes svært godt og en smule forbudt.
Tonerne fra en benzintanks tunge sang runger kamufleret ud af højttalerne akkompagneret af vindens vej hen over tomme flaskers åbne halse. Efterklangs besøg i den nedlagte russiske mineby Piramida er kogt ind til en luftig musisk eliksir  som jeg første gang indtager da jeg ser CPH:DOX filmen The Ghost of Piramida der følger Efterklangs opdagelser og indsamling af lyde. Efterfølgende supplerede jeg med endnu et sip fra P1’s arkiv hvor bevæggrundende og forløsningen fra bandets strabadser kommer til orde.

“En drøm er det, man ikke gør den til” – Jonas Breum

Brøl

Jeg forestillede mig at høre træernes stammer vibrere med lyden af brøl og højlydte knald. Men der var tavst. En kulde kærtegne de bare kinder. Himlen hang blå
Græsset bevægede sig og et par hurtige dyr smuttede væk

Efterårets smukke forfald er endnu nænsomt ved træernes grønne toppe men solens lave position på horisonten skyder strålerne ind imellem bladhænget og starter en kortvarig ild.

Den blå himmel står i skarp kontrast  og landskabet åbner sig op.

Går ud af skyggen – ser solen fare hen over græsset, rammer mig og tvinger mig ud af skyggen og ser en af de kronede lydløst træde ud mellem stammer jeg netop passerede blindt.

Gåturen blev længere en planlagt målet med at nå erimitage slottet trak ud i det uendelige. Fik dårlig samvittighed og kastede et blik ned på læderet der udgør min vens weekend taske. Hvis bare det var en rygsæk havde det nok været bedre.  og så topper vi bakken og ser det lille jagt slot.

Brølet blev presset ud gennem klyngen af stammer. Lyden var ikke til at tage fejl af. Så så vi ham. Kronen af benvæv knejser stift.
Halsen dækket af tyk pels i farver der naturligt falder ind i de omkring stående træers bark.
De kraftige muskler spiller og han drejer hovedet, kigger på mig og brøler endnu en gang.
Og så kommer den hele hans skat – hinnerne i fuld firspring i en enkelt kolonne. Han kigger stolt på mig før han sætter i løb.

Og nu tager tusmørkets kræfter for fat. Disen som før kun lod sig mærke på de stadig koldere kinder kan nu ses stige op og flyde hen over jorden i tætte banker.

Men vi kender vejen hjem den står på displaysne og både Symbion og OS er enige vi skal lige ud.
Flere brøl begynder nu at gjalde og træerne vibrere mens lyden kastes rundt.

Asfalt afløser grus, fødderne går en anelse hurtigere og stryger ned, ud på perronen og ind i toget der som kaldet åbner dets døre og varme sæder mases flade.
Hjemme venter timers tålmodige arbejde på et intenst gasblus til at sætte gang i boblerne og tvinge dem til overfladen i et orange virvar.
Hyben-havtorn suppe!
Intens og stærk.

Opskriften er Grethe Iversens og den er ret lige til.
500 g bær – halvt af hvert
Vand til det dækker
Koges til de kære hyben er blevet møre hvorefter man hælder det hele gennem et dørsalg – evt. af flere omgange – og med en ske purres bærerne.
Så tilsættes der lidt mere vand og det gives et opkog. Og tro mig der skal tilsættes vand for det her er intense sager.
Smages til med sukker og den er klar.

Mørklagt kultur

Midt i trængslen, går jeg fremad – siver ud ad, over vejen og bort i metromængden.
Står af på bunden af Nørreport og kæmper mig op til overfladen – stadig flere mennesker.
Iført badge tilhører jeg dette døgns klan og slørene åbner sig når de ser mit passér pas.

Botanisk have står i lys lue – afspærringsbånd og farverige lamper fører mig hen over broen.

Lokker mig op til observatoriet på højen – udstyret med faktakort ser jeg at en tredjedel af alle murstenene til byggeriet er gået til fundamentet som går hele vejen ned igennem højen til gadeplan. Det skaber stabilitet således at det følsomme udstyr i observatoriets stjerneorienterede kuppel kan modstå rystelser fra trafikken. Den gang var det passagen af sporadiske hestevogne i dag er det floder af tonstunge biler og lastvogne der sender chokbølger ind i optikken.
Jeg sætter mit øje til kikkerten og ser en stjernes lysårs lange besked blinke tilbage som en lille diamant. Jo finere optik, jo mindre og skarpere er stjernen.

Således udstyret med stjerneglimt i højre øje går turen ind i tropehusets varme og fugtige favntag. En fyr udstyret med guitar synger ord andre har skabt og om smerte andre har følt. Hvor er han selv i alt dette?
Jeg stiger til vejrs i et ståltrins beklædt sneglehus og lyset flimrer i regnbuer – jeg fanger en blå.

Den kølige natteluft står mig i møde mens en dump lyd proklamere at døren bag mig er faldet i.
går mod udgangen ubevidst om hvor trådene trækker mig hen.

En bus fører mig ud af centrum og universitetsparkens velkomstkomité byder velkommen og belærer mig om alt fra tandbørstning, smerte, malaria og hvad mangel på hjerneaktivitet kan vinde en.
Endnu en bus, endnu en tur på tværs, endnu en visning af mit badge, endnu en åben port og jeg befinder mig på en stol på Vesterbro.
Pakket ind i tæpper, omringet af et højt lydtryk og lys der preller af på et stort lærred. Billeder fra underfundige steder af underfundige mennesker fader ud i hinanden. I mens kryber kulden ind under tæppernes forsvarsværker og jeg begynder at døse hen.
Rejser mig op og stæser ud og ind i ny bus der tager mig den modsatte vej. Hopper af og bestiger “Alpe d’huez” for på toppen at finde zoo åben.
Jeg går ind, smiler til en vagt, der smiler igen, men det er tydeligt at han gerne vil hjem trætheden hænger i mundvigene og i øjnenes kroge. Jeg forstår ham godt.
Omkranset og oplyst ligger løvernes fæstning med dets betonmure og dybe voldgrav. To løvinder og en enkelt unge er netop gået ombord på en umiskendelig stribet hest.

Og således overrasket over dette syn der ellers kun er mig forundt når David Attenborough stille som en ninja lister rundt på savannen inde bag tv’ets glaspalisade går jeg videre. Ser en gorilla vende sig i sin natlune redde og en chimpanse på en planke mange meter over mit hoved. Jungleehusets fugt sætter sig på min kameralinse og bortsensurerer fugle, slanger og træer.
Til sidst følger jeg et firbenet dyrs forslag – finder hjem og falder om på min duvende gren under en bunke lånte fjer.

En container, en jagt, en nød

Klonk, klonk – i skæve rytmer ramte regnen ned på halvtagets plastikplader.
Jeg sad i den røde knitrende sækkestol og læste i en anbefaling – Abelone Glahns bog om Netværk. Øjnene blev hele tiden tungere og tungere, mens jeg læste om typer og tricks. Så jeg sagde time out, tog sko på og gik ud i det grå sammen med cyklen. Næsen blev rettet ind efter cykelhandleren hvor et komplet sæt bremser ventede på montering.
Vejen hjem var ikke den samme som ud og så passerede jeg en container.
Øjnene scannede med professionel ro udvalget af murbrokker, gennemblødte brætspil og træstykker. Et par planker fangede opmærksomheden og det var guld! Tunge og tætte teaktræs planker lå i ukurante størrelser og snakkede fremtid.
Et forgæves forsøg på at stikke af med hele bunken endte i et klask på fortovsfliserne. Så bæltet måtte af og rundt om træet. Et lille stykke træ blev klemt ned i bukselommen og med det bæltesammenholdte teaktræs guld hvilende på det lille stykke træ i lommen og en Gollum agtig vralten begav jeg mig hjemover.


Hjemover til en kop varm te, hjemmelavet knasende sprødt knækbrød – et med hjemmegjort brombær marmelade og et andet med den gode tykke pålægschokolade fra dem med hunden. Et stik blev sat i computeren og R. R. Martins Kampen om tronen fyldte øregangene op.

Og weekenden marcherede mig i møde – mine udlejere gav middag, en ven gav te, en nøgen fyr iført figenblad rendte rundt i mellem torvehallerne og endnu et besøg ud i hemmeligheden sammen med en god flok blev pakket ind i højblå himmel og varm sol.


Tasken blev fyldt op med: gule sennepsblomster, røllike, én hasselnød, kastanjer og en masse æbler hvoraf en god del blev til Camilla Plums Karamelliseret æblemarmelade med ingefær smagt til med mirabellesirup.


Fra Politiken.dk :

Karamelliseret æblemarmelade med ingefær

Ingredienser:

2 kg æblebåde
1 kg rørsukker
50 g fintrevet frisk ingefær
saft af 4 citroner
250 g smør

Sådan gør du
Skræl æblerne, og skær i både, fjern kernehuset. Vej dem, når de er klar til gryden.I en bred gryde eller tung sauterepande smelter man sukkeret over svag varme, til det begynder at karamellisere. Det må ikke brænde. Når sukkeret er næsten smeltet og delvis er begyndt at blive lidt mørkt, skal æbler, ingefær og citronsaft i. Rør rundt ved høj varme, til æblerne safter lidt. Skru ned, og lad det boble uden låg.
Der skal røres ofte, så det ikke brænder på. Smag på det; hvis æblerne er meget sure, kan det være, der skal lidt mere sukker i.
Det er færdigt, når der ikke er nogen ugennemsigtige æblestykker tilbage og det har marmeladekonsistens.Tag det fra varmen, køl af i 5 minutter, og rør så smørret i.

Kom på rene glas, og sæt det i køleskabet.

Spis inden for 2 måneder.

Hvis marmeladen henkoges, kan den holde et helt år.
Skru lågene næsten helt på de fyldte glas.
Sæt dem i ovnen ved 120 grader, og sluk, når det bobler grundigt i glassene. Skru lågene helt på, mens det hele er varmt, og køl af i ovnen.

Smørret runder og gør, at marmeladen automatisk spises uden smør under