Vestvolden tur retur

Spadestik efter spadestik ned i muld I hvad der må føles som uendeligheden. En grav så lang så lang.
14 km og 361 m i alt. Årene løb af kalenderen med livets hast mens trillebør efter trillebør blev læsset og kørt væk. 3 millioner kubik meter jord. Fra Avedøre holme i syd til Utterslevmose i nord.  I sammenspil med Furesøen og Lyngby sø kunne den i en ”håndlavet” oversvømmelse næsten gøre København til en ø.
Navnene var Vestenceinten og Husumceinten. Nu kendes den under fællesbetegnelsen Vestvolden.
Bygget i slutningen af 19. hundrede tallet til forsvar af hovedstaden. Men krigsteknologien gjorden den forældet. I 1920 var det slut og efter endnu en del år under militærets hersken blev den i 1963 sat fri for offentligheden. Nu ligger den grøn og visker historier om underjordiske tunneller.

 

vest_1_1
Jeg stod på ved Roskildevejen, svingede til højre væk fra biltrafikken og ind på en asfalteret allé.
De mønsterløsedæk snurrede rundt og mødte knasende den sporadiske grus der havde forvildet sig ud på stien. Solens stråler listede med vindens hjælp ind mellem løvet over mit hoved.
Til venstre troende træer op på en skråning mens der på højre var græs, græs og græs.
Første tegn på hvad det var jeg havde begivet mig ud i kom.

 

vest_1_9

 

På venstre side veg træerne bort og ind i skråningen dukkede en betonfacade op.  Metalskodder dækkede for vinduerne. Også døren var forsvarligt udført i metal – ingen adgang mester.
Verden på den anden side af skråningen?
Utålmodigt trak jeg cyklen med mig op af et mudret spor, ind i de dybe skygger. Hvor den bløde jord fra tid til anden gav efter under gummisålerne.
En trappe.

vest_2

 

Trin førte ned på den anden side.
Ud på en lille solbeskinnet plads komplet med rød redningskrans og et meget lille vandløb fyldt med siv.

 

vest_3

vest_4

 

Første kaponiere af mange mødte mig. Smalle åbninger armeret med metal snakkede om at skyde ud langs volden. Ensomheden havde kastet sig over den. Den omgivende natur havde gjort den fremmed.
vest_5

 

Som jeg bevægede mig ud langs vandløbet dukkede der nye kamoniere op af det grønne dække.
Væltede træer lå fældet af vind, vejr, tid og sav. Spættehuller. Barken var mange steder sunket ned i mulden og lod det nøgne ved tilbage.

 

vest_7

 

Nogle steder lukkede løvet sig over det stadig bredere vandløb, men jo længere nord på jeg kom jo mere åbnede det sig op. Træerne blev mindre.
Ved Kagmosen drejede jeg fra et ærinde lå længere inde i Herlev.
Tag du bare afsted – det bliver en god tur.

 

vest_1

 

Er du sulten på flere informationer så er der friske links lige herunder:

Vestvolden.info

Befaestningen.dk

Naturstyrelsen.dk

Wikipedia.org

Reklamer

På vingerne

Mørket havde for længst lukket sig om byen. Skarpe hidsige blink fra modkørende cykler. Skyerne klæbede sig sammen med lugten af brændovnsrøg til de fugtige gader. Havelågen havde trukket sig sammen så den ikke længere bandt. Og varmen kom mig overvældende i møde da jeg åbnede hoveddøren.
Weekendens program afløst af hverdagens konkrete struktur, mandagen allerede pist forsvundet.
En gammel chef blev 40 i fredags med fri bar så klart at lørdag morgen ikke var den kvikkeste i mands minde. Men ikke desto mindre var festen en god salut for weekenden.
Et par venner skulle have den store cykeltur rundt i byen og havde et ønsker om at besøge diverse kaffebarer. Så vi var forbi svært fascinerende Jægersborggade for at se Julie Østrems udstilling i CMYK kælderen, Meyers bageri for at få en gang med kanel og så forbi Coffe collective.

Da jeg endnu ikke er en stor fan af de bitre kaffe bønner kastede jeg mig over dem af kakao i stedet. Udmærket kop, men ikke noget der fik mig til at falde i svime. Så op på cyklerne igen og ud i virvaret.

I Nikolajs nedlagte kirke bag Gammel strand var der flyttet et vandfald ind. Det var udvandret i digital form fra dets plads på Island og i et vedvarende højt brøl stod det her 5 gange langsommere end ellers og lod kaskader af h2o kaste sig ud i frit fald.
Hypnotiseret fanger jeg en spandfuld vand og følger det med ned. Noget rammer sten og springer i luften mens andet bare falder og falder og falder for at forsvinde ud af projektionen.
Hvor fugten fra vandfaldet var ikke eksisterende er det noget ganske andet med søndagens nedbør. Lokket ud i tørvejr og dernæst fanget i vedvarende regn gav klædningsstykke efter klædningsstykke op.

Så endnu en varm drik med et højt kakoindhold blev nedsvælget. alt imens omgivelserne en efter en giver op overfor julemånedens fremmarch.
Den årlige marcipandag med kusinerne savner en dato og alarmerne er for længst gået da december hastigt fyldes op af aftaler og de sidste gøremål inden de psykologiske effekter af 2013 dukker op.

Koldt, gråt og klampt vejr kalder på farver og nærmest intravenøst indført varm kost. Så løg på panden, porrer, hokkaido, gulerødder og kartofler følger med i ikke nærmere overvejede mængder. Suppen bliver tyk og som en lavapøl begynder den at sender imponerende klumper af brændende orange varm magma op over krater kanten. Gulv, bluse og en enkelt finger bliver voldsomt overfaldet. Men det smagte godt og garneret med friske æbler, ovbagt butternutch og nybgate boller er man hurtigt oven på igen.

Et projekt jeg har fulgt med i de seneste par år er Bybi. Sidste år vandt de Københavns miljøpris foran bl.a. Københavns fødevarefællesskab.
Bybi er et foretagende der ved hjælp af socialt udsatte folk og en kæmpe flok bier sætter smag på Københavns bydele. For jo der er bestemt forskel på honningen fra bierne på toppen af Bella Sky der indsamler deres flydende guld på Amagerfælled og de bier der residere over Kgs. Nytorv og går på rov i altankasserne i indre by. Smag selv. Man kan som noget nyt købe bybis produkter i mange af byens Superbrugs’er.

En søndags gibbernakker

Det er ved at blive mørkt nu og skønt luften fra den varme asfalt svømmer rundt om mine bare ben kan jeg mærke kulden fra fartvinden så småt er ved at få overtaget. Men at sætte farten ned på den matsorte cykel er ikke en mulighed jeg bryder mig om. Så mere kul på op af bakken og ind gennem den lille skov hvor tusmørkets greb er tydeligere.
En glat gul plastikpose gynger fra styret og rammer gentagne gange mit venstre ben og skuldertasken med kameraet og resten af dagens skatte nægter at holde sig omme på ryggen.

En blog har i lang tid stået og trippet på dørtrinnet for at komme ud, men det har været svært at finde nøglerne til låsene: Formål, opsætning og indhold. Til sidst tror jeg den blev træt af at vente – biksede noget sammen, stak i nøglehullerne og slap ud.
Så dette er et tøvende skridt ud i den vilde frihed hvor reglerne endnu ikke er sat på rad og række og forventningerne endnu ligger som små frøkapsler lige under overfladen.
Men jeg kan sige så meget at her først og fremmest bliver fortalt om det der står lige foran mig lige nu. Og jeg er sikker på at med tiden vil der indfinde sig en form og rytme der vil definerer blog Nr. 32.
Skulle lysten til at stille et spørgsmål eller formulerer en kommentar så er du meget velkommen til at gøre dette.

En rastløshed i kroppen der trængte til at brænde noget energi af og en hjerne der ledte efter et nemt projekt – havde nogle timer tidligere overtalt mig til at hoppe på cyklen og søge øst over.
Målet var klart der skulle høstes et par håndfulde hybenroser til brug i en række eksperimenter af gastronomisk karakter.
Kameraet var også pakket i tasken for med den sol og det bestemmelsessted kunne det meget vel gå hen og blive en nydelse for øjet.
Og da turen stort set er ned af bakke hele vejen tog det ikke lang tid før jeg krydsede over den sidste jernbanebro og fik Sydhavnstippens landskab i sigte.

Min guide ind i området blev en stor grussti der førte mig forbi “ejnaræbler” træet og vandløbet med det lidet flatterende navn Lorterenden (ikke langt derfra ligger Guldkysten, så man må tage det søde med det sure). Snart befandt jeg mig inde i indhegningen hvor dyr med firkantede pupiller efterlader sig spor i form af små sorte “saltpastiller” – med andre ord får.
Her stødte jeg på en høj og ved den høj stod et træ og under træet lå noget der umiskendeligt lignede en blankpoleret gravsten i rød granit.


Samtidigt med at jeg stod og undrede mig over at teksten på stenen møjsommeligt var blevet censureret bort med en mejsel kom en mand og en gylden tigerstribet kamphund hen og hilste på.
Da han så jeg fattede interesse for stedet sagde han – sæt din cykel og lad mig vise dig noget spændende.
Og uden cykel gik vi rundt om højen og fandt på dens bagside en række kunstværker – nogle færdige andre stadig under udførsel.
Straks for tankerne tilbage på en gammel klassekammerat og dennes fascination af Andy Goldsworthy.


Vejen skiltes hunden var træt og havde fået nok af solen, han var sulten og jeg havde endnu ikke fundet det jeg satte ud for.
Ind gennem snævre passager skabt af får mellem de store og tætblomstrende tjørnetræer gik det til jeg fandt en kløft.
Nede i denne kløft lå et rustent lig af en bil.


Med uforrettet sag måtte jeg ligge tippen bag mig og krydse vandet over til Amager hvor jeg fandt mine roser.
Så nu er hjemmet belejret med duften fra tre hybenrose-projekter: Kandiserede roser , Rosensukker & Roseeddike