Render render never surrender

Timerne tikkede lystigt derudaf – den ene dag tog den anden og klokken var blevet 23:53.
To dage med et advance kursus i 3D modelleringsprogrammet Rhino var forbi og jeg var fortsat med at arbejde videre i programmet.
Fra min tid i praktik hos WhomadeID, hvor min ene chef havde en svær fashination af ure og havde lavet nogle ret cool renders af et ur i eget design.
ja så har jeg fundet at der er noget med ure og 3D modellering der bare tikker.
Da jeg i forvejen er ganske udemærket kørende i Rhino havde jeg mellem de enkelte steps tid til at arbejde med et lille side projekt – et ur.
Stille og roligt fik jeg eksperimenteret med de nye værktøjer og de gamle til et ur langt om længe dukkede op.
Efter en hurtig rendering så det således ud:

Hurtig rendering af et ur

Hurtig rendering af et ur

Når jeg får renderingsprogrammet V-ray op at køre er jeg overbevist om at der kommer til at ske virkelig gode ting og sager med renderingen.
Men det her er en start.

Et andet projekt jeg har kørende er et, hvor jeg kombinerer Rhino og en lasercutter.
Jeg skal nemlig afholde et kursus i lasercutting til maj og så skal der jo eksperimenteres lidt så de kære kursister kan blive godt udfordret.
En af opgaverne planlægger jeg at blive en hvor to forskellige materialer skal kombineres.
Det kræver at man kender lidt til materialerne og maskinen.

Hurtig skitse af en fantasifuld fisk

Hurtig skitse af en fantasifuld fisk

Efter lidt skitsering i hånden – fik jeg tegnet fisken op i Rhino og så var det jo bare at sætte lasercutteren i gang.

Fisk i krydsfinér og pink acryl

Fisk i krydsfinér og pink acryl

Det kom der så dette resultat ud af. Finnerne i acryl skulle der justeres en gang eller to på før de med en hvis bestmethed klikkede fast i kyrdsfinerfisken.
Det jeg blev snydt af er laseren fjerner mere af acrylen end krydsfinéren. Nu er fisken jo ikke særlig stor og acryl delene derfor endnu mindre – så om de indstillinger jeg har brugt er de samme på et større emne må være op til næste forsøg.
Men nu er jeg igang.

Ps. titlen på dette indslag stammer fra tiden på designskolen, hvor det at rendere virkelig kunne trække tænder ud. Så kom vi op med dette lille motto for at holde dampen oppe. Hep hey!

Mums filibaba

De to uger er næsten ovre – tankerne om hverdagen og det nye job popper oftere op på overfladen. Heldigvis er der masser af ting der hiver mig tilbage til sol, vand, palmer og ikke mindst maden.

03_17_2013_seychelles_2Jo rejer med bananer er rejer med bananer – det smagte overraskende godt.

Fisk er nok ikke den fødevaregruppe jeg mæsker mig mest i herhjemme – jo det bliver da til en flok hjemmelavede fiskefrikadeller i ny og næ og jeg har lavet en gravadlaks. Men fisk er bare ikke dem der svømmer forrest i tankestrømmene når jeg planlægger det næste måltid.

03_17_2013_seychelles_7Man kan også få sig en burger hvis man lyster.

Tilbage i 2007 var jeg på Seychellerne første gang og der fik jeg fantastisk fisk. En aften, med en let brise befandt jeg mig på en overdækket restaurant indhyllet i en fed grill-os. Her spiste jeg barracuda, grouper og snapper og det var bare lækkert. Det var måden kødet faldt fra hinanden, det var måden hvorpå det florlet fordampede på tungen, det var måden de sorte striber lå henover skællene.
Hjemmefra var jeg derfor tændt på at nyde en masse forskellige fisk.
Øverst på listen stod Slipper lobster’en som blev spist på restauranten Bon bon Plume. Udsigten ud over den uovertrufne strand Anse Lazio, med saltvandet størkende i det solblegede hår, bare fødder placeret i det bløde sand. Og så dette fantastiske krebsdyr på tallerkenen. Der manglede absolut intet.

03_17_2013_seychelles_9Denne hund var enormt interesseret i fiskene, men kunne ikke fordrage at få snuden under vand

Den fisk jeg spiste mest af i denne ombæring var grøn Jobfish – på dansk hedder den Blågrå snapper den grønne var den mest hyppige, for det var sværere at få fat i den gule (har røde skæl…)

Og det var en onsdag aften på hotellet at jeg fik den bedste version og jeg stod lige ved siden af kokken under hele frembringelsen.
For et par dage tidligere havde jeg spurgt receptionisten om han kendte et sted man kunne få et madkursus. Resolut tog han telefonen og ringede kokken op og så var der grønt lys.

03_17_2013_seychelles_4Frisk kokosnød – godt med lidt væske inden det går løs

klokken var blevet 16 da jeg trådte ind i køkkenet hvor der allerede stod damp op af adskillige gryder. Aftenens buffet skulle være kreolsk (en blanding af afrikansk og fransk køkken, kendes også fra Caribien og New Orleans). De primære smagsgivere er ingefær, kanelblade, chili og ikke mindst masser af hvidløg.

Til en karry bruges der fx 2 kanelblade til en mild og 5 til en stærk.

3 store jobfish blev ridset i et rombeformet mønster og lagt i en marinade af bl.a. mango, passionsfrugt og chili.
Da jeg smagte det færdige resultat lå den en gang søde og syrlige frugtsmag utroligt fint i baggrunden hvor man så kunne dissekere de forskellige ingredienser.
Mens varmen og luftfugtigheden i køkkenet var godt oppe at ringe forholdt det sig helt anderledes i det tilstødende dessert køkken. Her var der godt med aircondition. Det kreolske tema var selvfølgelig ført videre ud i desserterne og specielt en tærte med bananmarmelade med karamelliseret sukker og vanilje fra den lokale producent smagte utroligt godt. Den kære dessertkok smilede og smilede mens han tegnede, beskrev og fodrede mig med de mange lækre frembringelser – næsten transperante groftrevede rå kokostoppe og kugler af banannougat for bare lige at nævne et par stykker.
Tilbage i køkkenet fik jeg selv lov til at gå i klinch med en Plao – en risret med safran, kylling, svin og krydrede pølser.

Og fik lært at når man bruger kokosmælk så må retten ikke være for varm før fløden (den faste del) kommer i og dernæst kan ”mælken” komme i. Så undgår man det skiller.

Vel tilbage i DK fik jeg fastelavnsboller med den før nævnte bananmarmelade og det fad forsvandt før dem med creme og dem med hindbærmarmelade!
Man kan frygte at bananmarmeladen bliver vammel og bare vokser i munden som en solvarm overmoden banan, men det er slet ikke tilfældet.

Men når man befinder sig i Stillehavet er det jo ikke kun fisk der melder sig til middag. Frisk frugt direkte fra grenene. Så er det sagt.

03_17_2013_seychelles_3Denne jackfruit har nok set bedre dage, men det på trods er den betagende flot at se på

Vi lejede en bil og kørte ud af Cort d’or og ud til en pynt, hvor vi stod ud og gik ud på en strand hvor træerne grene hang ned over sandet.
Her mødte vi Sey Robertson, en galleriejer der endelig bad os om at besøge hende i det gule hus nede af gaden.

03_17_2013_seychelles_1Og jo huset var gult – meget gult! Hendes mand havde valgt den farve for at gøre det mere synligt for forbipasserende. Og skønt manden var bortgået og hun ikke malede mere – faktisk havde hun kun 6 billeder tilbage. Det lokale hotel havde lukket og turiststrømmen var borte, så penslen blev lagt på hylden til fordel for et job i byen.
Hvad billederne manglede i skønhed opvejede Sey til gengæld med en intens glæde og entusiasme som hurtigt overvandt min noget skeptiske holdning.
Da vi efter noget vandren op af gaden og op af en stejl bakke endelig fandt det gule hus haglede sveden ned af os. Sey tog smilende i mod os og insisterede på at sætte os på hendes bænk blandt vasketøjet som hang ned fra loftet. Vi så på billederne og var egentligt mere imponerede af de billeder som hendes nabo havde frembragt. Men købte alligevel to små – et af den ø vi havde vores første dyk ud for St. Piere og så et fra Anze Lazio. Da vi skulle til at gå fik hun et lidt vildt blik i øjnene og styrtede ud af huset – for skulle vi ikke have kokosnødder med! Jo og så fiksede hun lige to. Før jeg vidste af det plukkede hun også caramboler ned fra hendes træ og fyldte en blå plasticpose godt op.

03_17_2013_seychelles_8Med formaninger om at passe på vores ting og et stort tak for besøget startede vi bilen – næste stop Anze Georgette.

03_17_2013_seychelles_6En strand med vand så flot at man knap nok tror sine egne øjne. Her satte jeg tænderne i min carambole og blev mundlam. Skindet var en tynd fin hinde der holdte et utroligt læskende og smagsfyldt frugtkød på plads. Carambolerne på de danske hylder er smagsfattige læder efterligninger af denne. Så kommer du nogensinde et sted hen hvor carambolerne falder solmodne fra himlen så spis en (den skal være lidt bleg i det).

03_17_2013_seychelles_5
Hermed slutter min række af dedikerede Seycheller beskrivelser.Næste gang bliver det vidst noget om køkkenknive og rødbeder.