Tid

tid

Der var engang hvor tid var sult og søvn. Senere blev det til: det har vi ikke tid til, kom nu, vi har travlt. Jamen!
Ikke noget jamen.

Når Jonas Villumsen skriver at årene er løbet af kalenderen med livets hast*. Så kan jeg se det løbe ud for nogle, starte for andre. Jeg bliver trist og håbefuld. Skæver til mit armbåndsur, mit arvede lommeur i sin sølvkæde, min mobil og ørerne fanger kimen fra et kirketårn der passerede forbi.

Så forhaler jeg beslutningen om, at sige ja, til det er for sent. Sidder så uden noget på hænderne og stener på forsteningen i vindueskarmen. Slår den ihjel. Min egen skyld.
Går i seng. Bander stille når lys og skygger bryder frem og løber henover det ru savsmuldstapet. Ligger ude af stand til at falde i søvn. Vel vidende at der nu kun er to timer til jeg skal op og være klar, frisk, på…

Børnene i kor: hvad er klokken Hr. Løve. Jeg råber SPISETID, vender mig om, stormer hen og fanger et varmt sprællende barn. Haps haps.
Kollaps på sofaen.

En sang slipper ud af membranen i høretelefonerne. Midt i et spring ud i intetheden stopper tiden i mig, men den røde barre løber derudad. Uanfægtet. Tæller ned. Jeg gribes og føres videre. Billeder danser bag mine øjenlåg. Der klappes. Fanger normaltid. Lyt:

Åh den tid, den tid. Jeg fanger den da lokumsrullen løber tør for papir.
Rulle emd tid?
Jeg mister den igen da jeg rammer stolpen med hovedet først. Sort.
Den løb ud i sandet da jeg ikke spurgte spørgsmålet og hun blev en andens.
Og hele tiden kværner den derud af. Svinger til resonansen fra dødsensfarligt atomkraftdrevne atomer i Frankfurt am Main. Så præcist at der må skydes med skudsekunder hist og her for at holde fast. Kvalitetstid.

Jeg spørger forsigtigt. Får et ja. Nu har jeg bundet en lasso om ham. Har bestemt, hvor og hvornår. Kl. 13 under uret.
Hvis jeg kommer for sent vil jeg være forpustet, sved på ryg.
Irriteret hvis han kommer for sent – igen. Og rastløs hvis jeg er for tidelig på den. Går rundt. Kigger på andre. Viseren falder i hak: 12:55. Tik. Tak. Sådan lyder den ikke. Men det siger vi den gør. Tik Tak.

Ding dong: Toget er desværre 5 minutter forsinket.

Den bed hårdt. Tidens tand. Efterlod mig gispende efter vejret. Er helt ud af den nu.  Tårer der strømmer ukontrollabelt ned af kolde røde kinder. Aldrig mere. Aldrig.
Klokkeslagene faldt tungt ned fra tårnets tinde. Blæsten blæste os ind. Men vi snød den og fik sagt farvel.
Aldrig mer’.
Hun er fortid. Fastfrosset i minder, sort hvide billeder og skæve fortællinger.
Jeg fortsætter i nutiden, men kigger ikke på fremtiden.

Snip, snap, snude så er den historie ude.

Tid er en underfundig størrelse og mange har prøvet at fange dens væsen og hvad den gør ved os.
Forskere kigger på formler, teknologi, geografi. Fortæller at den går langsommere nede ved fødderne end oppe ved hovedet. Andre leger med tidsbegrebet. Bare kast dig over forfatterne Michael Ende og Getrude Kiel’s forsøg på at indfange essensen af tiden i henholdsvis Momo (eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene) og Tidsjagten.
Tid er spændende at fundere over og opleve.
God fornøjelse med din tid.

*Titel: Lysene i Roskilde havn fra albummet Hjemstavn

Smag på hørelsen

Krydderierne gemmer sig ikke kun bag mærkaterne kardemomme, sukker og salt.
Der er nemlig de krydderier der sætter fut i hverdagen og for mig er at af dem musik.
Der hændte engang noget for mig det var på en blog jeg tit havde besøgt.
Hits in the car er navnet – her blogger bloggeren om musik og om hans langsommelige men meget smertefulde druknedød i indbakkens alt overskyggende indhold af middelmådig musik.
Men når man ser bort fra disse opstød kan man være heldig at gøre et fund der gør noget ved tilværelsen.

Jeg fandt Entakt.

Som man som læser på blog nr. 32 nok hurtigt finder ud af kan jeg godt lide at smage på ordene og ikke altid vælge de gængse konstellationer.
Jeg holder af tekster der kan noget, hvor tekstmageren bag har foldet sine ordblomster ud af det hvide papir og skudt dem af med trekroners kanoner.
Det får billeder, fortællinger og spørgsmål til at strømme ud fra øverst oppe.
Så på min øjeblikkelige piedestals mørkerøde velourpude står dette band. De har om noget været en kæmpe inspiration når ord skulle indfanges for at sættes på snorlige meningsfyldte rækker.
Manden bag Entakts ord hedder Jonas Villumsen.

Første sang der mødte mig befandt sig oppe i tagrenden på det gamle lyseslukkeri for enden af Godthåbsvej og hed “Kunsten at slippe taget”.
Teksten var underfundig og perspektivet blev drejet godt rundt.
Musikken gik lystigt og stemmen lys og underlagt stor kontrol. Stille og roligt foldede bandets katalog sig op for mig og lige mens træerne voksede ind i himlen kom en klima forandring der skubbede dem de sidste tre alen til skafottet og en retur ned i den sorte jord. Bandet gik itu. Sidste gange jeg så dem var en doven dag på bryggen liggende på græsplænen mens bandet blæste tonerne ud over mig, de andre og vandets små-toppede blå.

Inden de sidste krampetrækninger blev offentligt kendt var erosionen begyndt i form af forsangerens soloprojekt om grønlandske kastevinde såkaldte Piteraq’er og 20 blå celcius.
Et soloprojekt som stille er ved at tage en ordentligt form og finde den selvsikkerhed der skal til at stå med egnet navn på plakaten.

Indtil nu er der ikke mange sange der er undsluppet til internettets spraglede lytteplads. Eneste to der mig bekendt står derude er “Dags dato” der fik lidt gang i Det elektriske barometer på P3 i et par uger og så “Momentum”.
Mere er dog på vej til at springe op og ud.

04_24_2013_hveder_2En sætliste glemt på et bord, i en bar i Roskilde sladrer om de titler sangene gemmer sig bag.

Og jager man rundt derude i jagt på hvor sangene dukker op så sker ting som dette:

”Disse numre er stoppet til randen med linier der ligger lige til mit højre ben og mit venstre hjerte.”
Måske sangen allerede i 2010 lå tekstklar og ventede i den fede humus (jordtype) på et frugtbart øjeblik eller måske opstod den netop i den kærlighedserklæring til Carsten Valentin på Bandbase kl 10:25 den 3. juli 2010.
Jonas Villumsen ved det – jeg leger blot lidt med fantasien.

Giv dem og ham et lyt og gerne flere.

Lidt nøgler til Entakt teksterne findes her
Og du kan høre en stribe af Entakt’er her

Og mens du står og står kan du så med taktslag slå dejen sammen til denne specifikke spise:

04_24_2013_hveder_1Hveder – 20 stk

10 g kardemommekapsler

2 dl hvedekerner
2 dl vand

5 dl koldt vand
20 g gær
2 æg
15 g salt
25 g rørsukker
ca. 1 kg hvedemel (erstat gerne noget med fuldkorns hvedemel start med 200 g så kan du komme mere eller mindre i næste gang du laver dem)
25 g blødt smør

Rist kardemommekapslerne på en varm pande til de begynder at hoppe herefter fjerner du skallen og befrier de små sorte frø som så kommes i en morter eller en kværn og males.

Kog de hele hvedekerner i 2 dl vand i 15 min.

Opløs gæren i 5 dl vand. Tilsæt æg, salt, sukker og kom dernæst kardemomme og hvedemelet i.
Ælt dejen godt og grundigt i ca. 10 min.
Så sættes dejen til hævning et lunt sted i 2 timer.
Dejen deles ud i 20 stk. (hvis man er til små hveder) og sættes på en bagepapirs beklædt bradepande.
De skal stå tæt men ikke røre hinanden. Lad dem hæve til dobbelt størrelse så de hænger sammen – det tager et sted mellem 2-3 timer. Bag dem så ved 2000C  i 15 min.
Køl dem af på en rist.

Jeg plejer at kaste mig over dem stort set med det samme og de når ikke forbi en brødrister inden. Men jeg overlever i lykkelig uvidenhed.
Du kan se flere opskrifter på Hveder og hvor de kommer fra på Politiken