Alf layla wa-layla eller Tusind og en nat

Når nu inspirationen alligevel er der kan jeg ligeså godt smide en opskrift ind for at fejre genopstandelsen.
Hvert år deltager jeg i en privat kagekonkurrence. Og hvert år starter ideerne til næste års kage så snart årets konkurrence er kørt af stablen.
Sidste år lod jeg mig inspirrere af 1001 nats eventyr – så det skulle være lidt eksotisk, der skulle være bling, en fed sødme og et lille hint af noget syrligt.

Det blev til en Pistacie-mandelkage m. tranebær og avokadocreme.

Toppet med avocadocreme, granatæblekerner og blå kornblomst

Toppet med avocadocreme, granatæblekerner og blå kornblomst

Ingredienser:
125 g Usaltede pistacier
250 g Blødt smør
250 g Rørsukker
4 stk. Æg
100 g Mandelmel
50 g Hvedemel

Topping:
200g Tranebær
3 tsk Rørsukker
Fint revet skal af 1 appelsin
25g Usaltede pistacier

Avocadocreme:
1 Avocado
Saft af 1 citron
1 dl Flormelis
1/4 Vaniliestang
1/4 ltr Piskefløde

Forvarm ovnen til 190°C. Smør siderne på en 22cm springform tin og kom et stykke bagepapir på bunden
Mal pistacierne til mel og pisk smør og sukker sammen til en luftig masse (ca. 3-4 min.).
Kom dernæst æggene i – et ad gangen og pisk godt hver gang.
Vend pasticerne, mandelmel og hvedemel i.
Kom massen op i springformen.

Bland tranebær, sukker og appelsinskal sammen og fordel det ud over kagen og pres det let ned.
Bag kagen i 50-55 minutter.

Hak pistcierne groft og så snart kagen er færdig drysses de ud over den og presses ligeledes let ned. Lad kagen hvile i formen i 15 minutter inden den tages ud og sættes på en rist.

Avokadokød, citronsaft, flormelis og vanilie kommes i en foodprocessor. Kør til det er mosed godt sammen. Hæld piskefløden i og kør – når cremen er let og luftig er den færdig. Smag den evt. til med citron og sukker. Stil den på køl.
Kom den op i en sprøjte og fordel cremen ud i toppe på den afkølede kage.
Pynt evt. med granatæblekerner og blå kornblomster.

 

Avokadocremen må jeg tilskrive den gode C. Plum for – der har hun virkelig skudt papegøjen.
Cremen kan udgøre en dessert i sig selv, men husk at tilsætte noget sprødt og noget syrligt ellers kan den hurtig blive en tung dansepartner. den kan også fryses som is.

Vandt kagen? Ja den gjorde. Så langt om længe er jeg tilbage i storform.
Næste gang står den på tryksnegle og jeg har allerede indkaldt en konditor til at give mig et kursus ud i den diciplin. Nu mangler jeg bare villige ofre til at gnaske sig igennem eksperimenterne…

Reklamer

Sæsonen er slut

Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med” sådan lyder Carsten Valentins ord gemt bag titlen Sæsonen er slut.
Kulden der gemmer sig i vinden når jeg om morgnen drager ud fra hjemmet afslører at efteråret har meldt sin ankomst.
Men lommer med sol og stille luft er stadig at finde hist og her. En søndag eftermiddag med skitsebogen i den ene hånd skred jeg over i Frederiksberg Have for endnu en gang at sætte mig til rette i den kinesiske pavillon og nyde en kop varm te.
Knap havde jeg dog fået bogen op, fundet en blank side og sat pennen ned på overfladen før en ældre dame med let bedende øjne og et fint smil spurgte om hendes selskab måtte sidde ved mit bord. Det sagde jeg jo ikke nej til. Og fra at skulle være en eftermiddag med tegning blev det til snak med en flok helt ukendte mennesker om alt fra at falde til, Roskilde by, Japan og Afrika. Herligt når der opstår den slags uforudsigelige stunder.

Med efteråret kommer også de modne æbler og nøj hvor jeg mæsker mig i dem! De kommer på havregrøden om morgnen, i marmeladen og i aftensmaden. Billedet herover er æbleflæsken med friske timiankviste på vej ind i ovnen.
Og jeg er slet ikke færdig med at nyde æblerne – to ture ud for at samle æbler er allerede skrevet ind i kalenderen og jeg står bare og tripper for at komme ud af døren.

Så jeg fylder ventetiden ud med gode stunder som en frisk koncert med Shaka Loveless i Fælledparken.

Smågriner over supermarkedets Lækkerier til krukken – hvis I forstår…

Mindes sommerens gyldne øjeblikke så som at sidde i Kongens have med en flok nye venner for at blive afbrudt af en sød pige der syntes hun havde lidt rigeligt at slæbe på og lod os overtage kassen fra lagkagehuset.

Der var også et vådt øjeblik på Ofelia beach hvor jeg og de andre publikummer måtte løbe i læ oppe på scenen mens regnen væltede ned.
Per Worm som stod og spillede guitar tog det i stiv arm og spillede videre med ryggen til publikum.
Så tomhændet står jeg bestemt ikke tilbage – jeg har næsten slet ikke mere plads. Lidt melankoli skal der dog lige være plads til så nyd den her: