Efterår

Når vindende slår kløerne i os og rusker os stadig kraftigere igennem.
Når farverne står i brand og skridtene dæmpes af tykke gule bladlag oven på sort våd asfalt.
Når tænderne med et højt knas trænger igennem skallen på et modent rødt æble.
Så er det efterår i Danmark.
Nu stiger trangen til suppe op gennem kolde tæer og ind igennem stive fingre.
Og her er en af mine favoritter Hokkaidosuppe.
suppe_web

Hokkaidosuppe

Ekstra jomfru kokosolie (den der smager af kokos)
2 løg
2 fed hvidløg
2 spsk karry
2 Hokkaidogræskar
2 ds kokosmælk
1 ltr bouillon
2 kefir limeblade
2 laurbærblade
Kanel
Revet muskatnød
Salt og pebber
Æblecidereddike

Jeg foretrækker at have choppet alle grøntsagerne inden jeg tænder op for blusset.
Så hak løg og hvidløgsfed. Skær græskarene ud i firkantede stykker – bare behold skrællen på. Gem kernerne hvis du vil – rens dem for græskarkød. Så kan du riste dem i ovnen eller måske ligefrem plante dine egne græskar næste år. Sørg for at de bliver tørret – en uge oven på køleskabet skulle være godt.

Løg sauteres i kokosolie i en stor gryde over svag varme.
Inden løgene begynder at blive gule kommes de hakkede hvidløgsfed og karryen i gryden.
Rør flittigt og sørg for at Karryen ikke brænder på.
Jeg bruger en karry der hedder DEAN & DELUCA Hot Curry Powder Blend – den har lidt bid og en dejlig sødme. Hvis man kunne få den i hele krydderier ville det være toppen.

suppe_2
Bruger du en anden karry kan det være du lige skal justere mængden så den passer til dig og dine.
Suppen skal have lidt bid, men ikke brænde.
Kom græskarstykkerne i og vende rundt til de får lidt varme.
Så kommes kokosmælk, bouillon, kefir limeblade og laurbærblade i gryden.
Kog til græskarstykkerne er møre.
Blend suppen og smag den til med kanel, muskat, salt, peber og æblecidereddike.
Når du har blendet suppen varmes den lige op igen – men pas på! Den kan lave meget varme lava agtige bobler som gør nas at få på sig.
Server suppen med creme fraiche/skyr/kvark, revet kokos og rosiner (urtekrams muskat vindruer er virkelig skønne). Og sidst med ikke mindst noget dejligt brød der egner sig til at blive dyppet i suppen.
Jeg skal nok senere komme med en opskrift på et brød der egner sig fortrinligt til suppen her.

Mums filibaba

De to uger er næsten ovre – tankerne om hverdagen og det nye job popper oftere op på overfladen. Heldigvis er der masser af ting der hiver mig tilbage til sol, vand, palmer og ikke mindst maden.

03_17_2013_seychelles_2Jo rejer med bananer er rejer med bananer – det smagte overraskende godt.

Fisk er nok ikke den fødevaregruppe jeg mæsker mig mest i herhjemme – jo det bliver da til en flok hjemmelavede fiskefrikadeller i ny og næ og jeg har lavet en gravadlaks. Men fisk er bare ikke dem der svømmer forrest i tankestrømmene når jeg planlægger det næste måltid.

03_17_2013_seychelles_7Man kan også få sig en burger hvis man lyster.

Tilbage i 2007 var jeg på Seychellerne første gang og der fik jeg fantastisk fisk. En aften, med en let brise befandt jeg mig på en overdækket restaurant indhyllet i en fed grill-os. Her spiste jeg barracuda, grouper og snapper og det var bare lækkert. Det var måden kødet faldt fra hinanden, det var måden hvorpå det florlet fordampede på tungen, det var måden de sorte striber lå henover skællene.
Hjemmefra var jeg derfor tændt på at nyde en masse forskellige fisk.
Øverst på listen stod Slipper lobster’en som blev spist på restauranten Bon bon Plume. Udsigten ud over den uovertrufne strand Anse Lazio, med saltvandet størkende i det solblegede hår, bare fødder placeret i det bløde sand. Og så dette fantastiske krebsdyr på tallerkenen. Der manglede absolut intet.

03_17_2013_seychelles_9Denne hund var enormt interesseret i fiskene, men kunne ikke fordrage at få snuden under vand

Den fisk jeg spiste mest af i denne ombæring var grøn Jobfish – på dansk hedder den Blågrå snapper den grønne var den mest hyppige, for det var sværere at få fat i den gule (har røde skæl…)

Og det var en onsdag aften på hotellet at jeg fik den bedste version og jeg stod lige ved siden af kokken under hele frembringelsen.
For et par dage tidligere havde jeg spurgt receptionisten om han kendte et sted man kunne få et madkursus. Resolut tog han telefonen og ringede kokken op og så var der grønt lys.

03_17_2013_seychelles_4Frisk kokosnød – godt med lidt væske inden det går løs

klokken var blevet 16 da jeg trådte ind i køkkenet hvor der allerede stod damp op af adskillige gryder. Aftenens buffet skulle være kreolsk (en blanding af afrikansk og fransk køkken, kendes også fra Caribien og New Orleans). De primære smagsgivere er ingefær, kanelblade, chili og ikke mindst masser af hvidløg.

Til en karry bruges der fx 2 kanelblade til en mild og 5 til en stærk.

3 store jobfish blev ridset i et rombeformet mønster og lagt i en marinade af bl.a. mango, passionsfrugt og chili.
Da jeg smagte det færdige resultat lå den en gang søde og syrlige frugtsmag utroligt fint i baggrunden hvor man så kunne dissekere de forskellige ingredienser.
Mens varmen og luftfugtigheden i køkkenet var godt oppe at ringe forholdt det sig helt anderledes i det tilstødende dessert køkken. Her var der godt med aircondition. Det kreolske tema var selvfølgelig ført videre ud i desserterne og specielt en tærte med bananmarmelade med karamelliseret sukker og vanilje fra den lokale producent smagte utroligt godt. Den kære dessertkok smilede og smilede mens han tegnede, beskrev og fodrede mig med de mange lækre frembringelser – næsten transperante groftrevede rå kokostoppe og kugler af banannougat for bare lige at nævne et par stykker.
Tilbage i køkkenet fik jeg selv lov til at gå i klinch med en Plao – en risret med safran, kylling, svin og krydrede pølser.

Og fik lært at når man bruger kokosmælk så må retten ikke være for varm før fløden (den faste del) kommer i og dernæst kan ”mælken” komme i. Så undgår man det skiller.

Vel tilbage i DK fik jeg fastelavnsboller med den før nævnte bananmarmelade og det fad forsvandt før dem med creme og dem med hindbærmarmelade!
Man kan frygte at bananmarmeladen bliver vammel og bare vokser i munden som en solvarm overmoden banan, men det er slet ikke tilfældet.

Men når man befinder sig i Stillehavet er det jo ikke kun fisk der melder sig til middag. Frisk frugt direkte fra grenene. Så er det sagt.

03_17_2013_seychelles_3Denne jackfruit har nok set bedre dage, men det på trods er den betagende flot at se på

Vi lejede en bil og kørte ud af Cort d’or og ud til en pynt, hvor vi stod ud og gik ud på en strand hvor træerne grene hang ned over sandet.
Her mødte vi Sey Robertson, en galleriejer der endelig bad os om at besøge hende i det gule hus nede af gaden.

03_17_2013_seychelles_1Og jo huset var gult – meget gult! Hendes mand havde valgt den farve for at gøre det mere synligt for forbipasserende. Og skønt manden var bortgået og hun ikke malede mere – faktisk havde hun kun 6 billeder tilbage. Det lokale hotel havde lukket og turiststrømmen var borte, så penslen blev lagt på hylden til fordel for et job i byen.
Hvad billederne manglede i skønhed opvejede Sey til gengæld med en intens glæde og entusiasme som hurtigt overvandt min noget skeptiske holdning.
Da vi efter noget vandren op af gaden og op af en stejl bakke endelig fandt det gule hus haglede sveden ned af os. Sey tog smilende i mod os og insisterede på at sætte os på hendes bænk blandt vasketøjet som hang ned fra loftet. Vi så på billederne og var egentligt mere imponerede af de billeder som hendes nabo havde frembragt. Men købte alligevel to små – et af den ø vi havde vores første dyk ud for St. Piere og så et fra Anze Lazio. Da vi skulle til at gå fik hun et lidt vildt blik i øjnene og styrtede ud af huset – for skulle vi ikke have kokosnødder med! Jo og så fiksede hun lige to. Før jeg vidste af det plukkede hun også caramboler ned fra hendes træ og fyldte en blå plasticpose godt op.

03_17_2013_seychelles_8Med formaninger om at passe på vores ting og et stort tak for besøget startede vi bilen – næste stop Anze Georgette.

03_17_2013_seychelles_6En strand med vand så flot at man knap nok tror sine egne øjne. Her satte jeg tænderne i min carambole og blev mundlam. Skindet var en tynd fin hinde der holdte et utroligt læskende og smagsfyldt frugtkød på plads. Carambolerne på de danske hylder er smagsfattige læder efterligninger af denne. Så kommer du nogensinde et sted hen hvor carambolerne falder solmodne fra himlen så spis en (den skal være lidt bleg i det).

03_17_2013_seychelles_5
Hermed slutter min række af dedikerede Seycheller beskrivelser.Næste gang bliver det vidst noget om køkkenknive og rødbeder.