Vestvolden tur retur

Spadestik efter spadestik ned i muld I hvad der må føles som uendeligheden. En grav så lang så lang.
14 km og 361 m i alt. Årene løb af kalenderen med livets hast mens trillebør efter trillebør blev læsset og kørt væk. 3 millioner kubik meter jord. Fra Avedøre holme i syd til Utterslevmose i nord.  I sammenspil med Furesøen og Lyngby sø kunne den i en ”håndlavet” oversvømmelse næsten gøre København til en ø.
Navnene var Vestenceinten og Husumceinten. Nu kendes den under fællesbetegnelsen Vestvolden.
Bygget i slutningen af 19. hundrede tallet til forsvar af hovedstaden. Men krigsteknologien gjorden den forældet. I 1920 var det slut og efter endnu en del år under militærets hersken blev den i 1963 sat fri for offentligheden. Nu ligger den grøn og visker historier om underjordiske tunneller.

 

vest_1_1
Jeg stod på ved Roskildevejen, svingede til højre væk fra biltrafikken og ind på en asfalteret allé.
De mønsterløsedæk snurrede rundt og mødte knasende den sporadiske grus der havde forvildet sig ud på stien. Solens stråler listede med vindens hjælp ind mellem løvet over mit hoved.
Til venstre troende træer op på en skråning mens der på højre var græs, græs og græs.
Første tegn på hvad det var jeg havde begivet mig ud i kom.

 

vest_1_9

 

På venstre side veg træerne bort og ind i skråningen dukkede en betonfacade op.  Metalskodder dækkede for vinduerne. Også døren var forsvarligt udført i metal – ingen adgang mester.
Verden på den anden side af skråningen?
Utålmodigt trak jeg cyklen med mig op af et mudret spor, ind i de dybe skygger. Hvor den bløde jord fra tid til anden gav efter under gummisålerne.
En trappe.

vest_2

 

Trin førte ned på den anden side.
Ud på en lille solbeskinnet plads komplet med rød redningskrans og et meget lille vandløb fyldt med siv.

 

vest_3

vest_4

 

Første kaponiere af mange mødte mig. Smalle åbninger armeret med metal snakkede om at skyde ud langs volden. Ensomheden havde kastet sig over den. Den omgivende natur havde gjort den fremmed.
vest_5

 

Som jeg bevægede mig ud langs vandløbet dukkede der nye kamoniere op af det grønne dække.
Væltede træer lå fældet af vind, vejr, tid og sav. Spættehuller. Barken var mange steder sunket ned i mulden og lod det nøgne ved tilbage.

 

vest_7

 

Nogle steder lukkede løvet sig over det stadig bredere vandløb, men jo længere nord på jeg kom jo mere åbnede det sig op. Træerne blev mindre.
Ved Kagmosen drejede jeg fra et ærinde lå længere inde i Herlev.
Tag du bare afsted – det bliver en god tur.

 

vest_1

 

Er du sulten på flere informationer så er der friske links lige herunder:

Vestvolden.info

Befaestningen.dk

Naturstyrelsen.dk

Wikipedia.org