Tid

tid

Der var engang hvor tid var sult og søvn. Senere blev det til: det har vi ikke tid til, kom nu, vi har travlt. Jamen!
Ikke noget jamen.

Når Jonas Villumsen skriver at årene er løbet af kalenderen med livets hast*. Så kan jeg se det løbe ud for nogle, starte for andre. Jeg bliver trist og håbefuld. Skæver til mit armbåndsur, mit arvede lommeur i sin sølvkæde, min mobil og ørerne fanger kimen fra et kirketårn der passerede forbi.

Så forhaler jeg beslutningen om, at sige ja, til det er for sent. Sidder så uden noget på hænderne og stener på forsteningen i vindueskarmen. Slår den ihjel. Min egen skyld.
Går i seng. Bander stille når lys og skygger bryder frem og løber henover det ru savsmuldstapet. Ligger ude af stand til at falde i søvn. Vel vidende at der nu kun er to timer til jeg skal op og være klar, frisk, på…

Børnene i kor: hvad er klokken Hr. Løve. Jeg råber SPISETID, vender mig om, stormer hen og fanger et varmt sprællende barn. Haps haps.
Kollaps på sofaen.

En sang slipper ud af membranen i høretelefonerne. Midt i et spring ud i intetheden stopper tiden i mig, men den røde barre løber derudad. Uanfægtet. Tæller ned. Jeg gribes og føres videre. Billeder danser bag mine øjenlåg. Der klappes. Fanger normaltid. Lyt:

Åh den tid, den tid. Jeg fanger den da lokumsrullen løber tør for papir.
Rulle emd tid?
Jeg mister den igen da jeg rammer stolpen med hovedet først. Sort.
Den løb ud i sandet da jeg ikke spurgte spørgsmålet og hun blev en andens.
Og hele tiden kværner den derud af. Svinger til resonansen fra dødsensfarligt atomkraftdrevne atomer i Frankfurt am Main. Så præcist at der må skydes med skudsekunder hist og her for at holde fast. Kvalitetstid.

Jeg spørger forsigtigt. Får et ja. Nu har jeg bundet en lasso om ham. Har bestemt, hvor og hvornår. Kl. 13 under uret.
Hvis jeg kommer for sent vil jeg være forpustet, sved på ryg.
Irriteret hvis han kommer for sent – igen. Og rastløs hvis jeg er for tidelig på den. Går rundt. Kigger på andre. Viseren falder i hak: 12:55. Tik. Tak. Sådan lyder den ikke. Men det siger vi den gør. Tik Tak.

Ding dong: Toget er desværre 5 minutter forsinket.

Den bed hårdt. Tidens tand. Efterlod mig gispende efter vejret. Er helt ud af den nu.  Tårer der strømmer ukontrollabelt ned af kolde røde kinder. Aldrig mere. Aldrig.
Klokkeslagene faldt tungt ned fra tårnets tinde. Blæsten blæste os ind. Men vi snød den og fik sagt farvel.
Aldrig mer’.
Hun er fortid. Fastfrosset i minder, sort hvide billeder og skæve fortællinger.
Jeg fortsætter i nutiden, men kigger ikke på fremtiden.

Snip, snap, snude så er den historie ude.

Tid er en underfundig størrelse og mange har prøvet at fange dens væsen og hvad den gør ved os.
Forskere kigger på formler, teknologi, geografi. Fortæller at den går langsommere nede ved fødderne end oppe ved hovedet. Andre leger med tidsbegrebet. Bare kast dig over forfatterne Michael Ende og Getrude Kiel’s forsøg på at indfange essensen af tiden i henholdsvis Momo (eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene) og Tidsjagten.
Tid er spændende at fundere over og opleve.
God fornøjelse med din tid.

*Titel: Lysene i Roskilde havn fra albummet Hjemstavn

Reklamer

Tidsnok

Jeg forlod en snedækket og vintertung by, hvor mine sko gled hen over de morgen isglatte fliser.
For tidligt fremme – bussen ville først være der om 6 minutter. Gaderne var temmelig tomme og jeg var ikke rigtig vågen og så bare frem til at ramme det reserverede sæde i IC3 toget og falde i søvn igen.

tidsjagtenForside fra Gyldendal

I et energisk overmod havde jeg lånt en børnebog ved navn Tidsjagten skrevet af Gertrude Kiel. En underfundig debutant der utroligt nervøs og genert havde et oplæg på Hovedbiblioteket. På trods af hendes få ord var det tydeligt at bogen her var blevet udruget dybt inde i hjertekuglen. Og den slags projekter har det som regel med at vække min interesse.

04_02_2013_sndrborg_10Jeg nåede ikke længere end Høje T før tiden gik i stå, bogen faldt i og jeg var tabt for omverdenen. Først engang i Odense slog jeg øjnene op. Solen bragede ind gennem de store ruder.

04_02_2013_sndrborg_5Rugbrød bagt i fondant form og rugbar

Den medbragte madpakke i form af hjemmelavet rugbrød og rugbrødsbar blev fortæret og jeg kunne igen åbne bogen og dykke ned i dens tidslomme og lade Kolding, Tingbjerg og Gråsten passere uden større notits.

04_02_2013_sndrborg_7Sønderborg slot i stærk kontrast

Så blev der meldt Sønderborg og den lange tur føltes pludselig som en kort sviptur hvor tiden bare var ilet af sted.
Efter en god frokost hoppede vi ud i den lånte bil og kørte over en smal dæmning og over på Kegnæs. Al vinteren var nærmest forbi kun klarheden i luften fortalte noget andet. Her stod landskabet dækket af grønne tæpper. Foråret virkede fornippet til at springe ud i fuldt flor.

04_02_2013_sndrborg_2 04_02_2013_sndrborg_1En stillestund i et mere blåt landskab

Så jeg nyder udsigten under den tomme himmel og ser ud over det rolige vand. Sakker agterud i utallige forsøg på at indfange de små detaljer med kameraet. Et par ”kunsthåndværk” butikker bliver besøgt, men da de ikke viste sig synderligt originale lod vi dørklokken ringe og gik ud sammen med ordene ”tak for kigget og fortsat god dag”.
Sønderborg by lå i et dovent humør med tomme gader og smilende mennesker ude og promenere.

04_02_2013_sndrborg_4Tiden var løber fra en torsk der holdt oppe af den opspilede bug lå og bobbede i dens rette element.
Et par fiskere satsede på at bruge den som backup i det tilfælde de ikke selv havde held ude for enden af linen.

04_02_2013_sndrborg_3Et spøjst national symbol stod med spredte vinger og knejsede foran den nedadgående sol.
Jeg havde forventet at tidens tand havde rusket mere i den men den stod hvid og klar.
En løbetur ud igennem det skansepåvirkede landskab med udsigt ud over vandet med tidssladderen Endomondo blev gennemført i fin stil og i ovnen ventede belønningen.

04_02_2013_sndrborg_9En gulerodskage med chokolade og syltet ingefær. Lidt søndagsafslapning og Kolding forude.

Rugbar
700 g rugbrødsdej
200 g tørret frugt (abrikos, figner, dadler)
150 g hakkede mandler
50 g græskarkerner
50 g havregryn
1½ spsk hyldeblomstsukker (Når du er forbi newyorkerbyheart så kig dig lidt omkring det smager godt!)

Det hele røres godt sammen og så skal der formes chokoladebar størrelses store rugbarer som sættes på bagebapair og bages 180 grader i 20-25 minutter.
Sættes på en rist og køles af.
Der er lidt kageagtigt over dem, rugbrødsdelen gør at evt. samvittighedskvaler bliver lidt distraheret. Hyldeblomstsukkeret tilfører et snert af sommer og friskhed. Man kan sikkert også bruge rosensukker (herligt lille kompendie fra Sydhavnstippen)

Se originalopskriften fra Meyer her (PDF side 4)

I et andet indlæg skal jeg nok diske op med rugbrødsopskriften som jeg nyder at sætte tænderne i. Jeg fik den af en god ven som i samme ombæring gav mig et glas surdej – en kultur der her 4 år stadig er godt gang i. Men som skrevet mere om det en anden god gang.

04_02_2013_sndrborg_6Et glas af de hjemmesyltede rødbeder – find fejlen…
Det kan også blive for sent når men kaster sig ud i et projekt.

04_02_2013_sndrborg_11Selvskabet med Otto, Ana og Virgil var bestemt tiden værd. Så vil du have rusket lidt op i tidsbegreberne så fat bogen og læs den – måske endda højt for de rette øre.