På vingerne

Mørket havde for længst lukket sig om byen. Skarpe hidsige blink fra modkørende cykler. Skyerne klæbede sig sammen med lugten af brændovnsrøg til de fugtige gader. Havelågen havde trukket sig sammen så den ikke længere bandt. Og varmen kom mig overvældende i møde da jeg åbnede hoveddøren.
Weekendens program afløst af hverdagens konkrete struktur, mandagen allerede pist forsvundet.
En gammel chef blev 40 i fredags med fri bar så klart at lørdag morgen ikke var den kvikkeste i mands minde. Men ikke desto mindre var festen en god salut for weekenden.
Et par venner skulle have den store cykeltur rundt i byen og havde et ønsker om at besøge diverse kaffebarer. Så vi var forbi svært fascinerende Jægersborggade for at se Julie Østrems udstilling i CMYK kælderen, Meyers bageri for at få en gang med kanel og så forbi Coffe collective.

Da jeg endnu ikke er en stor fan af de bitre kaffe bønner kastede jeg mig over dem af kakao i stedet. Udmærket kop, men ikke noget der fik mig til at falde i svime. Så op på cyklerne igen og ud i virvaret.

I Nikolajs nedlagte kirke bag Gammel strand var der flyttet et vandfald ind. Det var udvandret i digital form fra dets plads på Island og i et vedvarende højt brøl stod det her 5 gange langsommere end ellers og lod kaskader af h2o kaste sig ud i frit fald.
Hypnotiseret fanger jeg en spandfuld vand og følger det med ned. Noget rammer sten og springer i luften mens andet bare falder og falder og falder for at forsvinde ud af projektionen.
Hvor fugten fra vandfaldet var ikke eksisterende er det noget ganske andet med søndagens nedbør. Lokket ud i tørvejr og dernæst fanget i vedvarende regn gav klædningsstykke efter klædningsstykke op.

Så endnu en varm drik med et højt kakoindhold blev nedsvælget. alt imens omgivelserne en efter en giver op overfor julemånedens fremmarch.
Den årlige marcipandag med kusinerne savner en dato og alarmerne er for længst gået da december hastigt fyldes op af aftaler og de sidste gøremål inden de psykologiske effekter af 2013 dukker op.

Koldt, gråt og klampt vejr kalder på farver og nærmest intravenøst indført varm kost. Så løg på panden, porrer, hokkaido, gulerødder og kartofler følger med i ikke nærmere overvejede mængder. Suppen bliver tyk og som en lavapøl begynder den at sender imponerende klumper af brændende orange varm magma op over krater kanten. Gulv, bluse og en enkelt finger bliver voldsomt overfaldet. Men det smagte godt og garneret med friske æbler, ovbagt butternutch og nybgate boller er man hurtigt oven på igen.

Et projekt jeg har fulgt med i de seneste par år er Bybi. Sidste år vandt de Københavns miljøpris foran bl.a. Københavns fødevarefællesskab.
Bybi er et foretagende der ved hjælp af socialt udsatte folk og en kæmpe flok bier sætter smag på Københavns bydele. For jo der er bestemt forskel på honningen fra bierne på toppen af Bella Sky der indsamler deres flydende guld på Amagerfælled og de bier der residere over Kgs. Nytorv og går på rov i altankasserne i indre by. Smag selv. Man kan som noget nyt købe bybis produkter i mange af byens Superbrugs’er.

På klar bund

Optimalt. Hvad er optimalt? En evig jagt på det optimale har ledt mig ud i at afprøve et nyt tema til Nr 32. Her er søge funktionen kommet op i toppen og en mere logisk måde at efterlade en kommentar er der også blevet plads til.

Vel mødt min kære læser. Vi skal ud og løbe nu!
Lige netop i det øjeblik min højre sorte løbesko satte sålen på gruset kiggede jeg op.
På himlens akvamarinblå vælv stod opblæste flamingolyserøde skyer hver for sig.
Træerne var endnu rige på bladguld i lyse og mørkere varianter. Og solen hang lavt på himlen. Så lavt at da min venstre sorte løbesko satte sålen på flisen var det blevet mørkt. Så mørkt at jeg undervejs mellem stammerne, foran mig og lidt efter bag mig så lys hoppe op og ned fra andre løberes batteridrevne pandelamper, cykellygter og LED besatte refleksbånd. Mit nattesyn har der heldigvis ikke været noget galt med så jeg løber i mørket.  Iført sorte sko, sorte bukser, sort jakke, sorte vanter og hvide hovedtelefoner og strategisk korrekt placerede reflekser. 21:42, 21:30, 21:07 stille og roligt kommer der mere fart i benene. Distancen bliver jeg ikke blændet af – sølle 4 km bliver det til. Men jeg er begyndt at slutte af med interval løb – 10 – 20 – 30. Jeg forsøger hårdt at tælle sekunderne i hovedet. Men min hjernes udmeldinger af tal sker i samme tempo som mine lungers gispen efter luft. I 10 sekunder føles det som om jeg svæver gennem luften, som om alt er muligt, at lungerne ikke længere tørster efter ilt, at musklernes ømhed ikke længere er mærkbar og som om det satans højre knæ ingen planer har om at gøre ondt.
Når de ti sekunder er talt til ende skal regningen betales. Tempoet skæres af – ned til normalt løb. Gispene, hakkende og i det hele taget med noget af et underskud på kondikontoen klarer jeg mig igennem de næste 20 sekunder. Så er det på tide at komme helt ned i tempo og lade de løbere man så stolt overhalede før løbe forbi, mens jeg nu i oldinge fart sniger mig fremad. 30 sekunder hvor lungerne slapper af, musklerne lader ømheden strømme ud og det satans højre knæ begynder igen at fantasere om en herlig overbelastning. Så går det løs igen og i endnu en veleksekveret eksplosions acceleration flyver jeg henover grus, fuglelort og gyldne blade. Og livet føles herligt.
De forventelige første kolde stråler rammer min fremstrakte nøgne fod. Det gyser lidt i kroppen. Snart brænder det varmt på låret og efter lidt justering vælter håret ned over ansigtet – tynget ned af den vedvarende kaskade af vand fra sparrebruserens let tilkalkede hoved. Varmere, varmere, varmere! Som min krop vender sig til varmen og som dampen stiger op fra det blå mosaikgulv begynder jeg at føle mig blød og slap. Musklerne falder til ro, lader løbeturens sprængte fibre få ro på.
Står og drømmer lidt om karbadet i Tokyo – det var så varmt at jeg var helt svimmel da jeg efter en halv times kogetid forsøgte at rejse mig op. Se det føltes svært godt og en smule forbudt.
Tonerne fra en benzintanks tunge sang runger kamufleret ud af højttalerne akkompagneret af vindens vej hen over tomme flaskers åbne halse. Efterklangs besøg i den nedlagte russiske mineby Piramida er kogt ind til en luftig musisk eliksir  som jeg første gang indtager da jeg ser CPH:DOX filmen The Ghost of Piramida der følger Efterklangs opdagelser og indsamling af lyde. Efterfølgende supplerede jeg med endnu et sip fra P1’s arkiv hvor bevæggrundende og forløsningen fra bandets strabadser kommer til orde.

“En drøm er det, man ikke gør den til” – Jonas Breum

Kvæde glæder

Det var blevet tirsdag aften. Jeg sad i en slidt designerstol med en kop mælkeafkølet kaffe oven på kulturministeren og fik læst godnat historie af en forfatter i argentinske natbukser.
Kort forinden havde jeg befundet mig foran indgangen til det lokale bibliotek. Regnen faldt let på de blanke fliser og en venlig bibliotekar holdt døren åben så man kunne få lidt ly indtil klokken blev 20:00.
En frisk forfatter stod i døråbningen mens han vippede nervøst op og ned på hans skosåler. Venligheder blev uddelt og lidt nysgerrighed blandet ind i samtalen, men hele tiden denne urolige krop. Så var det op på cyklerne og af sted.
Nu sad jeg så der hos en fremmed familie der stak mig kaffe i hånden og sagde sid ned. Rare mennesker. Kulturministeren var ikke hjemme, han boede i lejligheden nedunder.
Jeg var noget tavs og holdt lav profil, var klart på udebane her. Yngste i selskabet og usikker på hvor litterært en forsamling jeg var havnet op i her. Nok læser jeg men det tungere stof er jeg aldrig kommer i gang med.
Forlagets redaktør med frue dukkede også op og gav værtsparret en bog som tak for deres åbenhed.
Forfatteren begyndte at forklare og så trådte vi direkte  ind på de første sider og forsvandt ned i små hurtige gyder sammen med en lidt liderlig “private eye”. Medicinalvirksomheder, børnehjem, en kode skrevet ind i en halvfyldt dråbe under et øje og en titel som der til forveksling mindede om den lokale videobiks – BLOCKBUSTER.
To timer senere skiltes jeg med forfatteren i et højresving – et amerikansk valg kaldte ham videre ud i byen, mens jeg fandt hjem og sank ned i arbejde med P3 som modig følgesvend.

Jeg har klatret i et træ og plukket kvæder ned, fyldt tasken til renden og stukket hjem igen.


Nu står der kvæde-æblemarmelade og kalder højlydt på rugbrødsmadder med brie.
Og langt om længe var kvædegrøden tørret så meget ind at det nu kunne kaldes kvædebrød. I opskriften stod der man kunne trille det i perlesukker og skønt det ville se godt ud med store hvide sukkerkugler klistrende til de mundrette stykker kniven havde skåret ud. Ja så var min plan lidt anderledes. For de blev vendt i sommerens kreationer af  hyldeblomst-rørsukker, hybenrose-rørsukker og vanille-rørsukker.
Så nu er der lavet juleslik med hilsner fra sommerens mangfoldighed.

Kvædebrød

1 kg kvæder
vand
1 kg sukker

Kvæderne vaskes så det hvide dunlag forsvinder. Skær dem i kvarter og fjern kernehuset.
Gem kernehusene i en pose – der gemmer sig herlig pektin i dem og det skal udnyttes ved at koge med.
Kvædestykkerne kommes i en gryde, hæld vand i så det akkurat dækker. Kog så baduljen og posen ved svag varme til det er godt mørt.
Op med posen og væk, hæld kogevandet fra, men gem det.

Mos kvæderne godt og grundigt. Tilsæt sukkeret, men gør det lidt ad gangen mens du smager på det. Jeg brugte omkring 600 g sukker og syntes det var sødt nok.
Så koges det hele op mens der røres rundt. I original opskriften skrives der fint: Det er klogt at tage et par grillhandsker på, mosen bobler som en lavapøl, og det gør nas, hvis det kommer på huden.

Hvis grøden du nu står med er blevet for stiv kan du tilsætte lidt af kogevandet. Konsistensen der jagtes er en tyk havregrød og kvæderne skal gerne begynde at blive rødlige.

Så forer man en bradepande med et silikoneunderlag (eller bagepapir smurt med olie) og hælder grøden ud i et ca. 2 cm tykt lag.
Nu stilles det til tørre i et par dage i et tørt rum. Når overfladen er stivnet så vend lige brødet om så det også kan tørre på bagsiden..

Skær det ud i terninger og vend dem i sukker, gem også nogle uden og brug dem sammen med ost.
Kom dem i tætsluttende beholdere og nyd dem i vintermørket.

Her er nogle øjeblikke der er passeret mens oktober endnu var:

Henrik Yde’s enormt inspirrerende oprskrifter fra Ricemarket er hjernen bag denne salat med masser af krydderurter, knasende peanuts og oksekød. Forsøgte at lege lidt med photoshop appen for at se hvad den kunne præstere – derfor det meget mættede og blurry billede.

På besøg op af kysten og en dobbeltregnbue står ned i Øresund. En båd sejler ind i den ene – mon båden blev forgyldt?

To sidste billeder er fra hvad jeg tror er årets sidste havtorns ekspedition. Denne gang var vi på jagt inde i en tidselmark. 1454 g havtorn ligger nu og venter på at blive til sorbet og brugt i små iskager. Det projekt glæder jeg mig ret meget til.